For nogle Somre siden gjorde jeg den saakaldte Götha-Canal-Reise, gjennem Sverrig; paa en Strækning af denne kommer man ud i Østersøen og gaaer "inden Skjærs", mellem et Archipelagus af Øer, nogle saa store, at de frembyde Græsning for hele Qvæghjorde eller bære en lille Gran-Skov, andre ere nøgne Stene, mellem hvilke Bølgerne brydes. Vi fik her en Lods ombord, alle Passagererne maatte sætte sig omtrent lige fordeelt paa hver Side af Skibet, store Træ-klodse bleve hængt ud ved Relingen for at modtage et muligt Stød mod Klipperne, Dampskibet skulde passere en Struddel. Der herskede en Opmærksomhed, en øieblikkelig Taushed, Vandet sprøitede op forude, det var, som en usynlig Haand greb i Skibet og svingede det, - Klipperne laae bag ved os, vi vare over Struddelen. I ingen Geographie har jeg læst om en saadan under Sverrigs Kyst, derimod om Strudlerne under Siciliens. Charybdis og Scylla ere verdensberømte Navne.

Vort Skib gled hen over Charybdis's Strømninger, vi anede det ikke! hvor er den vilde Malstrøm! man pegede paa Havet tæt ved hvor vi seilede, men der var ingen særegne Bølgebevægelser at see. Hvor er Scylla. "Ja hun lever endnu!" Man viste paa Calabriens vilde Klippekyst et lille, fremspringende Fjeld med en mørk, forfalden By; her var en stærk Brænding, skjøndt Havet var temmelig roligt. Sortgraae Klippestykker ragede frem, der hvor Bølgerne brødes; det var Scyllas hylende Hunde vi saae; i en Storm troer jeg de maae kunne høres fra Messinas Sand-Istme. Vi nærmede os denne, mod Nord-Vest laae de lipariske Øer og begrændsede Horizonten.

Sicilien! Du mægtige Trefod i det dybe, luftklare Hav, vær os hilset! Du Viinløv-omkrandsede Land, hvor Guder have levet, hvor Helte have stridt, ved hvis Kyster endnu Feen Morgana bygger sine luftige Trylleslotte, vær os hilset!

Vi gled forbi Fyrtaarnet, der ligger paa den yderste Pynt af en Sandrevle, der bærer et malerisk Fiskerleie og slutter sig til Messinas Forstad; det var som begyndte her en Flod-Seilads; en Mængde Skibe krydsede forbi, Fiskere halede i deres Næt og deres Baade; Børn legede ved Stranden; Calabriens Klippekyst havde et forunderligt grønt og rødbruunt Udseende, ganske forskjelligt fra Nord-Italiens og Schweits's Klipper, de syntes mosbegroede Lavablokke; Siciliens Fjelde lignede kjæmpestore, forstenede Bobler; det saae ud, som om Øen var kogt op fra Dybet og pludselig blevet til Steen; tunge Skyer hvilede paa Bjergene, som vare de Dampen af denne Opkogen; Ætna var ikke at øjne!

Allerede laae bag ved os Bugten og Messina selv med sine guulgraae Paladser og flade Tage; fremmede Flag vajede i den trygge Havn, men jeg opdagede ikke det danske. En gejstlig Mand fra Rom, der stod ved Skibets Reling, pegede mod Messeniernes By, og fortalte os med stor Salvelse om et Brev fra Gudsmoder, et ægte Brev, der fandtes i Kathedral-Kirken, det var egenhændigt skrevet til Messinas Beboere; han jublede ved Erindringen om den berømte Varre-Fest, om Kirkens Pragt og de prægtige Optog; en Søster af ham havde der engang forestillet Guds Moder, en Maskine paa Hjul, et stort Huus kunde den kaldes, opfyldt med Mænd og Qvinder, Gamle og Unge, udklædte som Engle, Propheter og Helgener, og øverst oppe Messinas smukkeste Qvinde forestillende Gudsmoder, blev trukket gjennem Gaderne af Præster og Broderskab!

"Der er herligt i Messina!" jublede han, "Messina nobilis, fidelissima!"

"Der ere dejlige Qvinder!" sagde en ung Franskmand, "der er Scylla og Charybdis, de svømme ikke længer paa Vandet, men sidde under Viinløvet og fange med de sorte, flammende Øjne, de dejlige Lemmer og de velsignede Smiil!"

Paa Calabriens Side laae Reggio, der for faa Uger siden havde
lidt skrækkeligt af Jordskælv *),

*) Domkirken, Raadhuset og flere offentlige Bygninger styrtede da sammen; allerede i Neapel saae jeg Spor af Jordrystelsen; mange Huse vare revnede fra øverst til nederst, i hele Gader stod Huus mod Huus understøttet af Bjælker; selv i Rom sporedes Stødene; Tiberen steg over sine Bredder, og oversvømmede de nærmeste Gader.

her under Kysten var en Mængde Skibe strandet, nu laae Alt i et varmt, et smilende Sollys; dog Smilet af Kysterne her har noget Trolddomsagtigt; min Tanke fløj mellem de Millioner, hvis Hjerte har banket af Dødsfrygt og Livslyst under disse Kyster, de Millioner, der seilede her, fra den Tid Ulysses styrede forbi Polyphems Hule, til nu vort piilsnare Dampskib gled over dette Vandspejl, hvor Fata Morgana viser sit Luft-Slot; men ingen Søjle-Række af Straaler, ingen phantastiske Kupler og gothiske Taarne hævede sig paa det blaa Vand. Dog Kysterne selv var et Fata Morgana for Øie og for Tanke. - I dybe Grave af Lava og Aske slumre her hele Byer og deilige Marmorbilleder, men oven over voxe nye Haver og Villaer, oven over taarne sig vilde, mørke Fjelde, truende, som Uvejrsskyer.

"Alle Dalene der," sagde den unge Franskmand, "ere deilige Viinløvhytter, og i hver sidder - ikke Amor, men hvad der er bedre end ham, de dejligste Qvinder, saa flammende som Ætna, saa lette som Feen Morgana, og de forsvinde ikke som hun, naar man griber efter dem!"

Mig forekom den nærmeste Kyst paa Sicilien mere vild, end smilende; Val di demona: Djævledalen, kaldes denne Strækning, Navnet er her ret betegnende. Høit paa Klippen, hvorfra et Vandfald bruser, laae Taormina med sine Marmorbrud; det var Bacchi lystige Stad, hvor Pancratius, Apostelen Pauli Discipel, styrtede Gudens Statue i Havet. Fra Pragt-Ruinen, Oldtids-Theatret, hvor engang et heelt Folk jublede ved Skuespil af Aristophanes og Plautus, skuer nu Hyrden eensom ud over Havet, seer Røgsøjlen fra vort Skib, vort dampende, flyvende Ætna.

"Men hvor er Siciliens Ætna?" spurgte jeg. "Faae vi det ikke at see?"

"Der kneiser det!" sagde man, men jeg saae oven over Fjeldkysten kun tunge Skyer, jeg hævede Hovedet endnu meer, saae næsten lige i Veiret, og høit over Skyerne i den klare Luft stod Toppen af Ætna, bedækket med Snee, dog rundt om Kraterets Rand var den smeltet i lange Revner. Hvilken Storhed! Vesuv er en Sandhøi kun mod denne Kjæmpe, Siciliens Stolthed og Velgjører. Det er et Amphitheater for de høie Guder selv! hvert Trin danner en Zone, den nederste viser os Viinbjerge og Haver, den anden er en Skovregion med hundredaarige Træer, den tredie har kun Iis og Snee, den fjerde Røg og Flamme. Altid damper det, altid sprudler det, men denne Dampen og Sprudlen kaldes en Hvile, naar ikke Lavastrømmen flyder milevidt og omstyrter Byer og ødelægger Viinmarker og Dale.

Vi gjennemskare Catania-Bugten; Bølgerne rullede bløde og lette rundt om; Solen skinnede klar! saa dybt ind i Dalen vi kunde see, laae Ætna med Snee; der var endnu Nordens Vinter, ved Foden derimod Sydens Sommer med friske Blomster, med modne Frugter, med Palmer og indiske Figen.

Da vi efter Middags-Bordet igjen steg op paa Dækket, var Solen ved at gaae ned; Havet skinnede som Purpur og Guld, Luften havde en Glands, som jeg aldrig før har seet, Kysterne en Lufttone, saa smeltende, saa farverig, det Hele frembød Characteren af det skjønneste asiatiske Landskab. Syracusa laae drømmende, ubeskriveligt deiligt.

"Der er Santa Luzia født;" sagde vor romerske Geistlige.

"Ja og Archimedes," tilføiede jeg. "Det er Agatokles's By! og der er Arethusas Kilde!"

"Santa Lucia var Guds Datter!" svarede den Geistlige og sukkede.

Hvilken Solnedgang! hvilket Skue! det kan kun gives af den Haand, der i Virkeligheden maler den deilige Regnbue paa de lette, svævende Skyer. Lyden af en Klokke lød fra Kysten ud til os, det klang saa melodisk, det var som den døende Svanes sidste Tone, i det den bøier Hovedet og paa de store, udbredte Vinger daler fra Luften ned i det blaa, det blikstille Hav.

Stednavne og personnavne: Göta kanal, Sverige, Schweiz, Etna,