En Digter synger, fordi han, som Fuglen, ikke kan lade være, det svulmer i hans Bryst og i hans Tanke, Sangen vil ud, den flyver som Lyset, den hæver sig som Bølgen; men ogsaa tidt skydes der et Nodeblad af Naturens store Bog hen for Digteren, og det er en Opfordring til at synge, og han synger da fra Bladet.
For mig laae Neapel og det hele Kystland, som et stort Nodeblad, en Sang uden Ord.

"Det er deiligt at flyve hen over Havet!"
 

Napoli, Du hvide, solbelyste Stad! Menneskevrimlen med Sang og med Skrig er Lavastrømmen gjennem dine Gader, det lyder ud til os; som en Slange om Bugten ligger By ved By, Napoli er denne Slanges Hoved, St. Elmo er Kronen den bærer.

"Det er deiligt at flyve hen over Havet!"

Tunge Skyer omhylle Toppen af Vesuv, de hænge ned til Eremitens Hytte, men det brænder derinde i Bjerget, det brænder dybt under Havet, som det brænder midt i vort Skib og midt i mit Hjerte; Alt er Vulkaner! - See, som en rygende Raket, flyver Dampvognen henad Veien langs Golfen. Der mellem Orange-Haverne ligger Sorrento, Pinien skygger ved Havet over Tassos Huus. Lig forstenede Skymasser vælte Bjergene frem i Havet. Steengeden kravler paa det nøgne Forbjerg. Capri jeg hilser dig! Du eventyrlige Ø! jeg mindes dine Palmer under de vilde Klipper, jeg mindes din sælsomme, azurblaa Grotte, hvor Havskummet skinner, som Roser, hvor Stenene have Farve, som Vinterhimlen i Norden, Havet er en Ild. Høit paa Fjeldtoppen gaaer Æselet hen over et Gulv af Mosaik, den sidste Rest af Tibers prægtige Sale. Eremiten knæler her i stille Eensomhed. Capri, Mindernes Ø, vi flyve Dig forbi! Solen gaaer ned, Natten vælder ud med funklende Stjerner! Bølgerne brydes, hver Brydning er som glødende Emmer, Kjølvandet lyser, Himlen lyser!

"Det er deiligt at flyve hen over Havet!"

Nu er det Nat! - Skibsdrengen kalder. Vaagn op! vaagn op! Stromboli flammer! kom dog at see! indhyllede i Kapper staae vi ved Relingen forud, vi see i den mørke Nat over Havet, der lyner i phosphorisk Glands; paa Horizonten stige Raketter, røde, grønne og blaa; nu vælte de frem som Flammer, det er Stromboli, den brændende Ø, der engang opsteg fra Havdybet. Det er et Ætnas Barn, hun dykkede med sine Søstre op fra Havdybet, udenfor Moderlandet. Paa Sindbads Reise, siger det østerlandske Eventyr, steg Søfolkene ud paa en Fisk, som de antoge for en Sandbanke; de gjorde Ild paa den, og Fisken dykkede igjen i Havdybet; de lipariske Øer ere ogsaa hver en Afgrundens Fisk, Menneskene bygge og boe paa dens Ryg - og før de vide det, dykke de under med dem. Vi komme mere og mere nær! Stjernerne blinke, Vandet er Ild.
 

"Det er deiligt at flyve hen over Havet!"

Stednavne og personnavne: Etna,