Theatret Sanct Carlo var lukket og vilde blive det i al den Tid, jeg kunde være i Neapel. Det store, prægtige Huus med sine Basreliefs forekom mig som et Gravmonument over Sangens Dronning, hende som jeg for syv Aar tilbage her hørte første Gang.

Hun er død Malibran-Garcia, Sangens Dronning!

O jeg husker levende hiin første Aften, jeg var her. Man gav Operaen Norma, som da var ny, jeg kjendte den ikke, jeg havde aldrig hørt Malibran.

Huset var propfuldt! mit Hjerte bankede, af Forventning! Teppet rullede op, Druidernes Chor lød gjennem Skoven - og snart traadte Norma op. I hvide Klæder med Krandsen om sin Pande, som var hun Sangens Musa selv, stod hun der Norma-Malibran; hun afskar den friske Egegreen og Sangen lød - ja, det var den høie Musa selv! saaledes havde jeg aldrig før hørt synge! det var som om Hjertets dybeste Følelser aabenbarede sig i Toner, mit Bryst udvidede sig derved, jeg følte en øieblikkelig Gysen, som man altid føler den, naar noget Guddommeligt aabenbarer sig for os.

Hun taug, og en Storm af Jubel opfyldte det hele Huus, men der hørtes ogsaa en skingrende Pibe, cen eneste, men den trængte gjennem Alt; Misundelsens Slange hvislede mod Sangens Dronning. Hundrede Hænder knyttede sig mod den, tusinde Stemmer mægtede ei at overdøve den. Men jeg havde kun Øre og Øie for hende! Hvilken Sang, hvilket Spil, og det var en skjøn Qvinde jeg saae - eviva la divina! gjenlød fra hver Plads i det opfyldte, store Huus! Blomster regnede ned om hende, og mellem Blomsterne hvislede Slangen.

Jeg hørte Malibran senere i "la pruova", i "Barberen" - hvilket Liv, hvilket Lune! - Alle bleve revne med! der var en Jubel, en ægte neapolitansk Jubel og om den har man ei Begreb i Norden! - Stemmerne krydse hinanden med de meest begeistrede Udraab; hundrede Stemmer falde ind og synge Themaet af den endte Sang, og i deres Henrykkelse troe de ogsaa at kunne synge! Alle Øine flamme, man springer op paa Bænkene, der klappes med Hænder og Fødder, Blomster, Digte, Sløifer, ja levende Duer flyve fra Logerne og Parterret! -

Paa samme Aarstid, som nu, var det jeg den Gang hørte Malibran her i Neapel. Alt havde da Nyhedens Duft; en sydlig Varme og Glands laae over det Hele, og nu - hvor forandret!

Den Gang stod hver Dag en Pinie af Røg ud af Vesuvs Krater, i Natten blev den til Ild, Kronen, Stammen og Rødderne, det Hele speilede sig i den klare Bugt. Nu derimod laae kun en Taage om Krateret, Kjæmpen sov derinde.

Dengang saae jeg "den blaa Grotte", hvis Dyb er lysende Vand, hvis Vægge kappes i Farve med Kornblomstens Blad, Grotten, som ingen Digter kan skildre, ingen Maler vise os, nu var den ved Storm og Søgang saa godt som altid lukket.

Vesuv, Capris Grotte og Pompeji, de Dødes Stad, vare mig Neapels tre Underværker; og af disse hilsede mig kun uforandret de Dødes Stad; kun i hvad der hørte til de Døde gjenfandt jeg det, min Erindring priste og besang ved Neapel. I de Dødes Stad tænkte jeg paa de Døde, tænkte jeg paa Malibran-Garcia, Sangfuglen, i hvis Toner jeg havde fundet Udtryk for Alt hvad min Sjæl den Gang følte for Italiens Underværker og Deilighed. Italien og Malibran vare mig beslægtede, som Ord og Melodie til en elsket Sang, man kan ikke skille dem ad! - og nu var hun død! - Hun, der i saa meget af det vi beundre var beslægtet med Byron, fandt sin Død i det Land, der gav ham Livet.

Een af de sidste Aftener, jeg denne Gang var i Neapel, kom jeg over Largo del Castello; Facaden af de smaa Theatre her prangede med malede Billeder, der viste Effect-Scener af den Opera eller Farce, der skulle gives indenfor; jeg gik til teatro del fondo, hvor Selskaber fra Sanct Carlo gav Opera; i Aften var det Norma, en Miss Kemble, hvis Navn er roest i Aviserne, sang Normas Partie.

Havde Engelland givet en Levende for den Døde? Miss Kemble sang - Neapolitanerne sad stille! ganske stille! jeg troer de sørgede. Malibran-Garcia er død!

Stednavne og personnavne: England, Pompei, Pompeii