En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Italien:
Keiserborgen 2-14 |
I hvor slet end Vinteren kan være i Rom, den
bringer dog Dage, skjønne, som de smukkeste
Foraarsdage i Norden, man faaer Lyst at
komme i det Grønne, og dette findes der!
Roserne staae i Flor, Laurbærhækkerne dufte
- vi have mange Steder at vælge til vor
Spadseregang. Nu ville vi besøge Ruinerne af
Keiserborgen. En heel Bjergslette er det de
ligge paa midt inde i Byen; her er
Viinmarker, Haver, Ruiner og usle Huse, her
er frodigt Agerland og golde Pletter, hvor
Æselet gnaver paa en Tidsel og Gederne søge
det moslignende Græs.
Ud mod Forum staaer endnu en Række faste
Mure, store Hækker og Hængeplanter vælte,
som en Cascades Vand, ud over Skrænten; høie
Cypresser kneise øverst deroppe; vi vandre
den brede Kjøre-vei og staae foran en Villa
midt i en Have saa grøn og duftende, at vi
ikke kunne tænke os, at nu er det Vintertid,
at vi ere i Januar Maaned. Reseder, Levkøier og Roser dufte i Bedene; Citroner
og Apelsiner skinne paa Træerne mellem det
mørke Løv! Vi vandre gjennem en Allee af
Laurbær hen til den naturlige Balcon, som
Muren frembyder ud imod Campagnen; vi see
under os de eensomme Gravmonumenter, den
gule, bugtede Tiber og langt ude i
Horizonten en glasklar Stribe: det er
Middelhavet.
Midt i Haven, hvor vi gaae, ere to
betydelige Aabninger ned i Jorden; de ere
ganske runde, og fra den øverste Rand, til
saa dybt man kan see, beklædte med et yppigt
Eviggrønt; man skulde true, at hver af dem
var et Krater, der i Stedet for Lava og Aske
kastede Grønt og Blomster, hvormed den hele
udstrakte Ruin kunde bedækkes. Under disse
Aabninger strække sig store Hvælvinger saa
dybt, at Daglyset ei naaer Gulvet. Her, hvor maaskee engang Marmorkummen stod og deilige
Qvinder badede deres skjønne Lemmer, omstraalede af tusinde Lamper,
omduftede af Røgelse, opfyldte af Sang og
Strengeleg, hopper nu den klamme Frø;
maaskee denne er en af hine mægtige
Keiserinder selv, som er dømt til at slæbe
sine vaade, tunge Lemmer dernede i Mørket,
hvor hun fordum udklækkede onde, dræbende
Tanker!
Bliv nede i den sorte Nat, Usalige!
heroppe blomstre Roserne! den varme Solstraale kysser Laurbærtræets grønne Blad,
og den Fremmede inddrikker her et
Skjønheds Billede af Syden, der aldrig vil
udslettes af hans Tanke.
Vi vandre bort fra disse frodige, grønne
Svælg, vi følge Stien, der snoer sig mellem
blomstrende Buske hen over høie Muurskrænter,
en Trætrappe fører os ned i en anden Deel af
Keiserborgen, til en Kaalhave. Gulvets
Mosaik er forsvundet, Regnormen skyder op af
den vaade Jord, hvor fordum Roms Keiser med
sit Hof strakte sig omkring det ødsle
Taffel. Her duftede de kostbare Retter,
Flamingo Tunger, Mælk af Muræner, Hjerner af
Paafugle; her vexlede under Maaltidet disse
Jordens Store deres rige Klædninger, her
prangede de med falske Lokker, sminket Hud
og Øienbryn, Guldstøv i Haaret og med Skoe,
hvis Saaler duftede af Salve. Den stakkels
guldbræmmede Slave stod ubevægelig, som
Kaalstokken nu; dersom han hostede eller
nyste, blev han kastet i Fiskeparken, for at
fede Fiskene, der skulde sættes paa
Keiserens Bord.
Hvilke Minder knytte sig dog til dette Sted,
her hvor Caligula, Commodus og Tiber
herskede. Digteren slynger med Foragt disse
vanvittige Keiseres Navne ud i Verden,
Forbandelser over dem lyde til Verdens Dom!
Skoledrengen selv i den mindste By høit mod
Norden knytter sin lille Haand og kan ei
bede til Gud for de onde Mennesker.
Paa Keiserborgens Ruiner svæve hine
Fordærvedes Aander, de flyve med Tankens
Hurtighed Jorden rundt og dvæle kun, hvor en
Forbandelse udtales over deres Liv og
Færdsel! - Flyv over Hav og Land! Intet
Slægtskab, ingen politiske Forhold, Intet
beskjærmer Eder nu! I staae alene! -
Menneskene dømme! Gud tilgive!
Hvor Ødselheden væltede sit
Overflødigheds Horn, voxer nu den tarvelige
Grønkaal, de Mure, som omsluttede den
dyriske Last,
bære nu Undseelsens brede Figenblade;
Olietræet groer, hvor Blodet flød. Vi ville
mindes Titus, mindes de Ædle, hvis Liv
kaster Solglands paa Minderne, vi ville see
paa de duftende, skjønne Roser, og glemme
den sjunkne Storhed for den evig herlige
Natur! |