Der er i Rom en Gade, som kaldes via purificazione, men man kan ikke sige om den, at den er purificeret! op og ned gaaer den, Kaalstokke og gamle Potteskaar ligge strøede rundtom; Røgen staaer ud af Osteriets Dør, og Gjenboens Signora - ja jeg kan ikke gjøre ved det, men sandt er det - Gjenboens Signora ryster hver Morgen sine Lagner ud af Vinduet. I denne Gade boe mange Fremmede, men i Aar holdt Frygt for Feber og ondartede Sygdomme de fleste tilbage i Neapel og Florents. Jeg boede ganske ene i et stort Huus, ikke engang Vert og Vertinde sov her om Natten.

Det var et stort, koldt Huus med en lille vaad Have, hvori kun voxte en Ærteranke og en halv opløst Levkøi; dog i de høiereliggende Nabohaver stode blomstrende Hækker med Maanedsroser og Træer fulde af gule Citroner. Disse sidste udholdt godt den idelige Regn, Roserne derimod saae ud, som om de havde ligget otte Dage i Havet.

Aftenerne vare saa eensomme i de kolde, store Værelser, den sorte Kamin gabede mellem Vinduerne, og udenfor var Regn og Rusk. Alle Døre vare vel tillukkede med Laase og Jernskodder, men hvad hjalp det, Vinden peb i skjærende Toner gjennem Dørsprækkerne, de tynde Pinde paa Kaminen blussede op, men de sendte ikke deres Varme langt; det kolde Steen Gulv, de raae Mure og det højtliggende Loft syntes kun at være blevne til for Sommertiden.

Vilde jeg endelig en Gang ret have det hyggeligt, saa maatte jeg først tage uldne Reisestøvler paa, Frakke, Kappe og laaden Hue, ja saa kunde det blive ret luunt! Rigtignok blev den Side, der vendte mod Kaminen, halv stegt, men i denne Verden maa man vide at vende sig, og jeg drejede mig som en Solsikke.

Aftenerne vare noget lange, men saa fandt Tænderne paa at give nogle nerveuse Concerter, og det var mærkværdigt, med hvilken Færdighed Foredraget tiltog. En solid dansk Tandpine kan ikke maale sig med en italiensk. Smerten spillede her paa Tændernes Tangenter, som var det en Liszt eller Thalberg der sad for dem; snart rullede det i Forgrunden, snart i Baggrunden, som naar to krigerske Chor svare hinanden, mens en stor Fortand sang prima Donnas Partie med alle Smertens Zirater, Roulader og høie Spring; der var et Sammenspil, en Kraft i det Hele, saa at jeg tilsidst slet ikke var Menneske meer!

Fra Aften-Concerter blev det til Natte-Concerter, og det var under en saadan, mens Vinduerne rystede af Storm og Regnen skyllede ned udenfor, at jeg kastede et halv veemodigt Blik til Natlampen; mit Skrivertøi stod tæt ved den og jeg saae ganske tydeligt, at hen over det hvide Papir dandsede Pennen, som om den blev ført af en usynlig Haand, men det gjorde den ikke, den gik paa egen Haand! den skrev Dictat, og hvo dicterede? Ja, det klinger utroligt, men Sandhed er det! jeg siger det, og man vil troe mig! det var mine Støvler, mine gamle kjøbenhavnske Støvler, der, fordi de vare gjennemtrængte af Regnvand, havde faaet Plads inde i Kaminen ved den røde Emmer. Led jeg af Tandpine, saa led de af Vandpine! de dicterede deres Selvbiographie og denne truer jeg vil kaste et Lys over den italienske Vinter Anno 1840 og 41.

Støvlerne sagde:

"Vi ere to Brødre: Støvle til Høire og Støvle til Venstre! Vor første Erindring er den, at vi bleve vel indgnedne med Vox og derpaa særdeles pudsede! jeg kunde speile mig i min Broder, min Broder kunde speile sig i mig, og vi saae vi vare eet Legeme, en Slags Castor og Pollux, en Art sammenvoxede Siamesere, som Skjæbnen havde bestemt skulde leve og døe, existere og ikke existere med hinanden. Begge ere vi fødte Kjøbenhavnere.

Skomagerdrengen bar os paa sine Hænder ud i Verden, og dette vakte søde, men falske Forhaabninger om vor Bestemmelse. Han, som vi bleve bragte til, trak os strax i vore Ører, til vi sluttede om hans Been, og saa gik han ned ad Trappen med os. Vi knagede af Glæde! det regnede udenfor, men vi knagede endnu -! dog kun den første Dag.

Ak, hvor der er meget vaadt at gaae igjennem i denne Verden! - Vi vare ikke fødte til Vandstøvler, og følte os derfor ikke lykkelige! Ingen Børste gjengav os vor Ungdoms Glands, den vi ejede da Skomagerdrengen bar os paa sine Hænder gjennem Gaderne; hvo skildrer derfor vor Lykke, da vi en Morgen hørte, at vi skulde rejse udenlands, ja til Italien, dette milde, varme Land, hvor vi kun skulde træde paa Marmor og classisk Jord, inddrikke Sol og sikkert gjenvinde vor Ungdoms Glands. Vi reiste! - De længste Router sov vi i Kufferten og drømte om de varme Lande. I Byerne derimod saae vi os ganske godt om, men der var vaadt og raat, som i Danmark; vore Saaler fik Koldbrand, de maatte sættes af i München, og vi fik forlorne Saaler istedet, men de vare gjorte saa godt, som vare de fødte med os. "Vare vi dog over Alperne!" sukkede vi, "der er mildt og godt!" og vi kom over Alperne, men der var ikke mildt og godt! det regnede og det blæste, og traadte vi engang imellem paa Marmor, saa var det saa isnende, at Marmoret trak den kolde Sved ud af vore Saaler, og det vaade Billede af dem stod hvor vi havde traadt. Det var jo ganske livligt om Aftenen, naar Opvarteren numererede alle Hotellets Støvler og Skoe, vi stilledes op mellem disse fremmede Kammerater, og hørte af dem om de Stæder de kom fra! der var et Par deilige, røde Saffians Skafter med sorte Fødder, jeg troer det var i Bologna, de fortalte os om den varme Sommer i Rom og Neapel, de fortalte om deres Vandring op paa Vesuv, hvor Fødderne vare brændte af dem ved underjordisk Hede; ak! vi fik næsten Længsel efter at døe paa saadan Maade: Vare vi dog over Apenninerne! vare vi dog i Rom - og vi kom der - ! Men nu have vi gaaet i Regn og i Søle den ene Uge efter den anden! Alt skal man jo see, og det faaer ingen Ende hverken med Mærkværdigheder eller Skylregn! ikke een varm Straale har vederqvæget, den kolde Vind omsusede os! o Roma! Roma! Første Gang i denne Nat drikke vi Varme fra den velsignede Kamin, og vi ville drikke til vi revne! Overlæderet er alt gaaet, nu ere vi paa Skafterne, de briste med! men før vi døe denne salige Død, ønske vi denne vor Historie optegnet, og vore Liig bragte til Berlin, for at hvile hos ham, der har havt Mod og Mands Hjerte nok til at skildre "Italien wie es ist!" den sandhedskjærlige Nicolai! og saa faldt Støvlerne sammen. Der blev ganske stille, min Natlampe gik ud, jeg selv blundede lidt, og da jeg i Morgenstunden vaagnede, troede jeg det var en Drøm, men jeg saae ind i Kaminen, Støvlerne vare aldeles skrumpne sammen, de stode som Mumier tæt ved den kolde Aske; jeg saae paa Papiret, der laae ved min Lampe, det var et graat Papir, fuldt af Blækklatter, Pennen havde virkelig løbet hen derover, men Alt var ud i Eet, thi Pennen havde skrevet Støvlernes Memoire paa graat Papir, jeg optegnede hvad jeg erindrede endnu, og man vil huske paa, det er ikke mig, men mine Støvler, der raabe Vee over la bella Italia!

Stednavne og personnavne: Via della Purificazione, Appenninerne,