Jo længer bort Svensk, Norsk og Dansk
kommer fra sit Hjem, des høiere synger
Hjertet hos hver, i det de mødes.
"Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!"
Da jeg 1833 var i Rom holdt de tre
Nationer deres Juleaften i Fællesskab, som
een Familie. Sang og Lystighed stemmer ikke
overeens med den romerske Høitidelighed paa
Frelserens Fødselsfest, vi kunde derfor ikke
være lystige inde i Byen, men vi skulde dog
ikke miste vor Glæde, - ingen By er saa
tolerant som Rom, - man indrømmede os et smukt Locale udenfor
Byen, et stort Huus i Villa Borghese,
midt i Pinie Skoven, tæt ved det moderne
Amphitheater. Vi smykkede Salen med
Guirlander og Krandse, Blomsterne plukkede
vi i Haven udenfor; Luften var mild og varm,
det var en Juul, som naar det er Skjærsommer
hjemme.
Et Juletræ skulde bringes tilveie, et
Grantræ, som i Norden, men det var her en
altfor kostbar Skat, vi maatte, sagde man,
lade os nøie med to store Apelsintræer, der
vare savede fra Roden, og stode fulde af
Frugt, og denne var ikke bundet paa Grenene,
nei voxet ud af dem. Vi vare henved et
halvhundrede Skandinaver og mellem disse syv
Damer, de bare om Panden Krandse af levende
Roser, vi Mandfolk bare Krandse af Epheu! De
tre Nationer havde skudt sammen til
Presenter, hvilke skulde vindes ved
Lodtrækning, den bedste gevinst var et
Sølvbæger med Indskrift: "Juleaften i Rom
1833", det var de tre Nationers Gave, og
hvo fik den? jeg var den Lykkelige!
Henimod Midnat brød de Ældre op og gik
til Rom, Bystrøm og Thorvaldsen
var mellem disse, jeg fulgte med.
Byens Port var lukket, men for at komme ind,
var der sagt os, at vi skulde slaae tre
stærke Slag med Hammeren, og raabe: "gli
Scandinavi!"
Jeg tænkte paa Holbergs Comedie, hvor Kilian
banker paa Trojas Port og saa tog jeg fat
paa Hammeren, gav Signalet og vort Feltraab:
"gli Scandinavi!" En lille Laage paa Porten
aabnedes, og Een for Een krøb vi nu ind i
den store Verdens By.
Det var en lystig Juul! Natten var varm og
mild, som en Sommernat i Norden.
Og nu denne samme 1840. Ingen havde tænkt
paa noget Jule-Arrangement! - Enhver sad
hjemme hos sig. Det var koldt Veir.
Kaminilden vilde ikke opvarme mit Værelse.
Tanken fløi saa vidt omkring, den fløi mod
Norden.
Nu er der, hviskede den, Juletræet tændt med
hundrede brogede Lys, Børnene juble i sød
Lyksalighed! nu sidde de hjemme om Bordet,
synge en Sang og drikke en Skaal for
Vennerne som ere borte. Der er lystigt i
Byen, der er lystigt paa Landet i de gamle
Herregaarde. Gangene ere pyntede med Lys og
med Graner, Tepper ligge op ad Trapperne, de
pyntede Tjenere springe travle op og ned, Musiken klinger og Toget begynder, det gaaer
til den store Dandsesal! - 0 Julen er lystig
i Norden!
Jeg gik bort fra det eensomme Kammer! Folk
strømmede til Kirken Maria maggiora.
Endnu brændte kun nogle enkelte Lamper
herinde. Mænd, Qvinder og Børn, der vare
vandrede hid fra Campagnen og Bjergene, sad
og laae paa Trinene op til Capeller og Altre
i Sidegangene. Nogle af de stakkels Folk
vare af Træthed sovet ind, Andre læste deres
Rosenkrands.
Nu tændtes Lysene. Den hele Kirke straalede
i Purpur og Guld, Røgelsen duftede, Musiken
lød, Sangen forkyndte "en Frelser er født,
Halleluja!" De gamle Cardinaler bare Christi
Krybbe paa deres Skuldre gjennem Kirkens
Gange og Folket saae en Glorie om den,
stærkere end den de tusinde Lys udsendte.
Det var som om Hyrderne sang, og som om
Englene sang, og der kom Fred og
Fortrøstning i Menneskets Hjerte.