Ja, her ere ikke færre end 328 Kirker i Staden Rom, at skildre disse vil blive ligesaa trættende, som at læse Beskrivelsen, vi indskrænke os altsaa til tre, der ligge paa samme Strøg, i disse ville vi holde vor Kirkegang.

Ovenfor den spanske Trappe have vi Kirken Trinita dei monti; hver Søndag Morgen strømmer en Skare Fremmede her hen, de ville høre Søstrene synge og musicere. Den blinde Tigger holder med sin Ryg det tunge Dør-Forhæng i Veiret, for at Mængden des lettere kan træde ind, han rasler med sin Blikbøsse, Ingen synes at bemærke det, thi allerede lyder Sangen af de bløde Qvindestemmer, den synes at være Englenes Graad opløst i Harmonier. Ingen aandsmager Prædiken forstyrrer her Andagten, Tanken hæver sig paa Toner til Gud.

Kirken er lys og hyggelig, Solen skinner paa de gyldne, brogede Vægge. Et Gitter skiller Tilhørerne fra Nonnerne, der sidde om Altret med de fattige Smaapiger, de opdrage. Over Gittret er afbildet et brændende Hjerte, omsnoet af et Tornebaand; mon det siger: "Hjertet skal kun flamme for Gud i Jordens Torne!" eller betyder dette: "Mit Hjerte brænder, men Klostrets Tornebaand ligger om det!"

Med livsnydende Blik stirre de Fremmede gjennem Gittret ind paa de fangne Duer! - Ak, hvad er der vel bedst, enten eensom med Gud og sig selv at sidde under den sorte Cypres i Klosterhaven, eller at høre til de flagrende Fugle, der to og to flyve over Bjerg og Dal, hvor Nætter er spændt ud, hvor Jægeren sigter - - Spørg ikke den unge, blege Nonne! forstyr hende ei, hun har grædt sin Smerte ud og synger i Dag sin Glæde bag det sorte Gitter.

Man fortalte om een af Søstrene, der havde sjunget smukkest af dem Alle og var blegest af dem Alle. En Søndag Morgen savnede de Fremmede hende, i samme Time grov to gamle Mænd hendes Grav i Klosterhaven, og Spaden klang, den stødte mod den haarde Steen, Jorden skuffedes bort og et Marmorbilled fra Oldtids-Dage løftedes af Jorden. En deilig Bacchus, Nydelsens Gud, steg frem til Sollyset fra den Grav, der skulde modtage Een, som aldrig nød Livet. Graven kan ogsaa være ironisk!

Fra Kirken Trinita dei monti vandre vi ned ad Gaden, dreie om Hjørnet og vi staae foran Capuziner-Kirken. Der inde findes skjønne Billeder, i Klostret ere kjølige Gange, de omslutte en lille Have, hvor Citrontræerne groe med Grene, tunge af Frugter; men ved Intet af alt dette dvæle vi, nede under Kirken, dog ikke under jorden, ere en Række Capeller, dem ville vi besøge! Solen skinner herind gjennem de gittrede Vinduer, Luften vifter frisk og reen, og dog gaae vi mellem Døde. Gulv, Loft, alle de smaa Capeller her, ere ene og alene opførte af Menneskebeen; hvorhen vi see er Alt Knokler; de danne Rosetter, Snirkler og Billeder. Om eet Dødninghoved ere to Hofteskaaler saaledes anbragte, at de see ud som Vinger; en Trone af Knokler er reist i een af disse Been-Nischer, to smaa Børne-Skeletter *)

*) Børn af Slægten Barbarina, der i denne Kirke have deres Familiebegravelse.

svæve som Engle over den, dobbelte Hofteskaaler udgjøre deres Vinger. Lysekroner, ligeledes af Menneskebeen, hænge her og kunne ved et Seilgarns-Baand heises op og ned. Hænder gribe ind i hinanden og danne sælsomme Arabesker; Gulvet inde i hvert lille Capel er derimod Jord, blandet med Jord fra Jerusalem. Munkenes Liig, som nedlægges her, optages igjen efter et Forløb af otte Aar; hænge Lemmerne endnu sammen, da iføres den Døde en Kapuziner-Kappe og stilles op i een af Nischerne, og en Blomsterbouquet eller Bønnebog gives ham i Haanden.

Det er sælsomt at see, hvilket høit forskjelligt Udtryk der kan ligge i disse ofte mumieagtige Physiognomier. Munken, som viser om, peger tidt paa een af disse tause Skikkelser og siger: "han var min Ven og Broder her i Klostret, vi havde hinanden meget kjære! beed for os!"

Det Hele er et memento mori, man aldrig glemmer; og dog har Skuet heraf intet uhyggeligt; det er det Forkrænkelige vi see, det er hos os i vort Solskin, i vor friske Luft, det ligesom leger med sig selv for at mildne Dødsbilledet.

Den tredie Kirke vi gaae til, Santa Maria degli Angeli, findes midt  i Ruinerne af Deocletians Bade; disse see ud, som vare de en Deel af Byens gamle Mure; de indtage en betydelig Plads. Et Parti synes at tjene som Hømagasin, et andet er forvandlet til et stort Hospitie; tæt op til dette, til en Række sønderbrudte Buer og revnede Mure, sees en Indgang, som til et Capel, man træder ind og staaer i een. af Roms største og smukkeste Kirker.
 

Det er Diocletians Badestue mægtige Colonner, hver af een eneste Granitblok, kneise her endnu fra hiin Tid.*)

*) De 8 Colonner ere hver 16 Fod i Omkreds og 43 i Høide.

Her er i denne Kirke noget saa lifligt, saa muntert, som gik man under Piniernes Tag i det Frie, og tillige er her dog høitideligt, eensomt, ægte catholsk! Væggene prange med herlige Billeder, her er Domenichinos St. Sebastian, her er Carlo Maratis *) Christi Daab.

*) I den capelagtige Bygning man træder igjennem for at komme ind i Kirken, ligger til Venstre Carlo Marati og til Høire Salvator Rosa; Busten af hver staaer paa den Dødes Grav; lige over for disse to Grave findes to andre, paa hvilke Gravskrifterne forekomme mig de skjønneste og meest indholdsrige jeg endnu har læst; de lyde saaledes:

Corpus hunro tegitur,

Fama per ora volat,

Spiritus astra tenet.

den anden er ikke mindre betegnende:
 

Virtute vixit,

Memoria vivit,

Gloria vivet.

I ingen af de store Kirker i Rom finder man en saadan Eensomhed, som her; man seer kun et Par Fremmede vandre hen over Marmorgulvet, og en Munk drager Forhænget fra eet af de skjulte Billeder; Døren til Klostret staaer paa Klem, og har man tittet indenfor, kunde man faae Lyst at blive her; thi i Klostret, som i Kirken, sees intet snevert, intet som trykker. Kjølige, store Buegange omslutte en Have, der pranger med de største Cypresser, Rom har at opvise. Jeg har ingen Popler seer mere høie og frodige, end disse Træer, der her beskygge et Springvand.

Man faaer Lyst til at arbeide med Munken, der planter Urter i de smaa Haver uden for Cellerne, hver Have her synes en Løvhytte af Viinløv, og Apelsin- og Citrontræer. De varme Solstraaler spille mellem de mørkegrønne Blade og ligesom samle sig i de gyldentskinnende Frugter.

Fra dette duftende, grønne Naturens Capel, vandrer Munken ind i den store Gudskirke, bøier sit Knæ og priser sin Gud i stille Eensomhed.
 

Stednavne og personnavne: Santa Maria della Concezione de Cappuccini,  Diocletians Bade, Carlo Maratta eller Maratti, Domenichino,