I Gaden il torso ligger Kirken St. Carlo; Musik og Sang lød gjennem de høie Hvælvinger, tusinde Lys bleve baaret i Procession; en forgyldt, hvid Liigkiste, med himmelblaat Laag, stod paa et høit Fodstykke, omgivet af Kandelabre med brændende Skaaler; men intet jordisk Støv laae i denne Kiste; i Kirken maria maggiore *)

*) Een af Roms betydeligste og skjønneste Kirker; dens 40 joniske Søiller af græsk Marmor er fra Juno Lucinas Tempel; Loftet er forgyldt med det første Guld, der kom fra Peru til Europa.

 i Borghesernes rige Begravelse, hvilte Guendalina Borghese Talbot; her, foran den tomme Sarcophag læstes kostbare Sjælemesser, og de Fattige græd for hende, de havde tabt.

I de sidste Maaneder *)

*) 1840.

seilede hver Nat Døds-Englen op ad den gule Tiber, steg i Land og vandrede med Stormskridt gjennem de snevre Gader, til den Fattiges Huus og til den Riges Palads, og hvor han kom skrev han Dødstegnet over et Hoved.

I de tause Gader om Natten, i den larmende Vrimmel om Dagen, men ikke synlig for det jordiske Øie, gik Døds-Engelen op ad de snevre Muursteens Trapper og op ad de brede Marmor-Fliser. Der ligger i via ripetta *)

*) En af de tre lige Gader, der gaae ud fra piazza del popolo.
 

et lille, ubeboet Huus, en stor, aaben Bue udgjør dets to øverste Etager, saa at man fra Vinduerne i Palazzo Borghese, der vender med en Fløi ud mod den snevre Side-Gade, kan see gjennem denne Bue ud i via ripetta, see den gule Tiber, der hvor Færgen trækkes over, ses den modsatte Kyst, Peters Kirken, ja selv de fjerne Høie.

Det Værelse, hvorfra man har denne Udsigt i Palazzo Borghese, hører til det store Billedgallerie, der strækker sig gennem mange Sale; her toner evig Leonello Spades: Concert, her slukkes aldrig den røde Aftenhimmel for Loth og hans Døttre, Gerardo delle Notti manede denne fast med Aand og Flamme; Guldet regner evigt i Danaes Skjød med den mægtige Klang, Raphael kunde tildele det.

Gjennem disse Sale vandrede i Natten Døds-Englen med de store Vinger, der skjule Alt bag ved sig; Døds-Englen, paa hvis Pande Stjernen lyser, og forkynder os Udødelighed. Den kraftige, unge Død, der ingen Beenrad er, men en dristig Yngling, som kjækt overskjærer Jordlivets Traad.

Gjennem disse rige Sale vandrede Døds-Englen; Domenichinos: Sybille syntes at løfte Øinene! Cesar Borgia, som Raphael har givet Udødelighed, vilde træde ud af Rammen; - men Døds-Engelen vandrede roligt fremad, op ad de brede Trapper mellem de herlige Marmorbilleder -
En Søn af Slægten Borghese viedes til Døden.
Og Sørgefloret blev heftet til det rige Vaaben, men før det blev ophængt, kom atter Døds-Engelen, den søgte Moderen, som græd for sit Barn, Døds-Englen kyssede hendes Bryst, og hun var død. - Moder og Søn vare døde.

Den Fattige græd, der var Sorg i Hytten, der var Jammer i Borghesernes rige Slot; men to Sønner levede jo endnu. Og Døds-Englen kom atter, sen Søn endnu maatte døe; den sidste var tilbage, men med Sorg i sit Hjerte, med Feber i sit Blod.
"Hvor er min Broder?" spurgte han, og i det samme Øieblik bar de Broderens Liig ud af Paladsets Port.

Der lød intet Svar; Døds-Englen kyssede den Spørgendes Mund, ogsaa han var død.

Der var Jammer og Nød i Borghesernes rige, prægtige Palads, den bedste, den kjærligste Moder var død, hendes tre Sønner døde; - det evige Rom fældede Taarer, dets Digtere sang ved Harpen veemodige Qvad, eet rørte mit Hjerte, jeg synger det igjen i danske Toner:

Guendalina Borghese Talbot og hendes tre Sønner

En Paradisets Blomst, af Troen bragt
Til Themsens Bred og plantet der i Solen,

Skjød herlig frem, dens Duft, dens Yndes Magt,

Dens Glands, sligt findes ei hos Natviolen.
 

Men Kjærligheden planted' Blomsten om,

Den Blomst, som gjorde alle Hjerter glade,

Den plantedes ved Tiberen i Rom,
En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.

Og Duften steg, vi hørte Engle sige:

Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,

I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!
 

En Engel saae vi da til Jorden stige,
Og rive Blomsten op - tre Skud gik med,

Tre unge Skud, de groe nu i Guds Rige.*)

*) Originalen lyder saaledes:

La Morte della Principessa Guendalina Borghese Talbot
seguita da quella di tre suoi Figli.

Sonetto

Presso al Tamigi un Fior di Paradiso
La Fè piantò con somme cura un giorno;

Bello ci crebbe in quel suol più d'un narciso:

Tanto era in suo candor di grazie adorno!

Quindi la Carità fiammante in viso
Del Tebro il trapiantò nel bel soggiorno,

E qui destave in tutti amore e riso

Per la fragranza che spandea d'intorno.

Ma il grato olezzo anche su in cielo ascese,
Onde averlo fra loro ebber desio
L'Alme ch'ivi si stanno al gaudio intese.

Allora a un divin cenno Angiol partio
Che svelto il Fior con tre germogli, il rese

All' amor de'beati, e in grembo a Dio.
 

di F. F.
 

Stednavne og personnavne: Santa Maria Maggiore, Via Di Ripetta, Peterskirken