En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Italien:
Ankomst til Rom 2-05 |
Rom er vistnok den eneste By, i hvilken en
Fremmed uden Familie-Bekjendtskaber kan voxe
fast og blive som hjemme; et stille Sind vil
her kunne leve saa ensomt og afsondret, som
det ønsker sig, og den meest urolige Aand
vil finde Afvexlinger nok, thi her kommer
ikke en Dag, uden den jo bringer noget Nyt
for Øie og Tanke.
Man bør leve et heelt Aar i Rom, for ret at
opfatte Billedet af denne Verdens Stad, der
ved hver Aarstid faaer sin særegne Colorit.
Det er ligesaa interessant at see Rom i
Høst, naar de dandsende Piger komme fra
Viin-Markerne, som det er interessant at see
den i Carnevals Dagene, naar de lystige
Masker opfylde Gaderne. Man skal være i Rom
naar Sneen ligger paa Bjergene og
Skildvagten staaer paa sin Post med Ildgryde
foran sig, mens de barbenede Drenge sætte
Fødderne paa Isen og sige den brænder; man
skal være i Rom i den glødende Solhede, naar
det kjølige Vandspring om Aftenen samler de
syngende Skarer om sig.
Den Reisende nordfra, der, i det han ruller
ind i Byen, troer, at han skal see et Sted
der erindrer ham om Nürnberg, eller
frembyder et endnu ældre Præg, bliver høist
overrasket ved det muntre Skue, den smukke
Regelmæssighed, det høist Moderne, der viser
sig. Man seer strax en stor, smuk Plads med
Obelisk og Springvand, elegante Hoteller,
herlige Terrasser med nyligt huggede Statuer
og Basreliefs; unge duftende Akasier danne
Alleer, den ene i Siksak over den anden;
hele den store Verden ruller i prægtige
Vogne forbi; engelske Damer og romerske
Dandies vise sig til Hest; det eneste, der
skulde forstyrre Billedet af det Moderne,
var maaskee, om der kom forbi et Par af
Cardinalernes rødmalede, klodsede Karreeter,
hvor Kudsk og Tjener har Paryk og trekantet
Hat.
Imod Byens Port strække sig tre Gader *),
*) Babbuino, il corso og ripena ere de tre
Gaders Navne.
den
mellemste er il corso, den hvori Carneval,
Veddeløb og Kjørepromenaderne finde Sted,
det er en prægtig Gade med bredfliser
Fortoug, Boutiker, Kirker og fremfor Alt med
mange Mennesker; der ville vi kjøre opad,
dreie om i een af Sidegaderne til Venstre og
vi ere da paa den saakaldte spanske Plads.
Man fortæller, at Tiberen en Gang steg saa
høft, at den førte en Baad op paa denne
Plads; pludselig sank Vandet, Baaden blev
liggende her, netop hvor nu Vandspringet er;
Michel Angelo, der skulde gjøre Tegningen
til dette, tog Motiv af den strandede Baad, og derfor seer man nu midt i det runde Basin
en Baad af Steen, som
Vandet vælter ud af.
Bag Fontainen reisen sig en Steentrappe, der
er bred, som en heel
Gade, og høi, som Nabohusene; det er den
saakaldte spanske trappe,
der fører op til det franske Nonnekloster,
det franske Academie samt
til den smukkeste og meest besøgte
Promenade.
Engang var denne Trappe meget i Vanrygte for
Overfald ved
Aften og Nat. Sligt er nu, efter at her er
anbragt Løgter og en Soldat
stillet paa Vagt, længe ikke hørt, og dog
brænde Løgterne slet, og
dog sidder Soldaten om Aftenen altid inde i
Skilderhuset. Ved Dag
vrimler her af Tiggere med visne Lemmer,
Nogle hoppe som Frøer,
i det de bruge Hænderne til at springe paa,
Andre ligge paa langs
og fremvise de syge Lemmer.*)
*) Den Første, der under dette mit nye Besøg
i Rom her tilraabte mig et eccellenza! var just den Figur, jeg i
"Improvisatoren" har tegnet, som Onkel Peppo,
han laae her endnu med sit grinende Ansigt.
Fra Trappens øverste Trin, ved det murede
Rækværk, har man en
Udsigt over det halve Rom, med dets Taarne
og Kupler; men vi ville
endnu ikke see dette, vi følge Gaden foran
os, det er via felice, og
her have to Konger deres Boliger, hvor ligge
Slottene? See, der til
Venstre, det smalleste Huus af dem Alle,
indeklemt mellem fattige
Huse og selv ligesaa fattigt; to Vinduer
uden Glas, kun Jernstænger,
en Dør med Hammer og Indskrift: Villa Malta.
Det er Kongen af
af Bayerns Palais i Rom. Stige vi ind, - ja,
saa glemmes snart den
fattige Indgang; vi ere i en prægtig Have,
hvor store Laurbærhækker
omfatte Gangene; Pinierne løfte deres grønne
Skjærm omkring den
lille Bolig, fra hvilken man seer ud over
Staden paa de syv Høie,
ud til de blaae Sabiner- og Albaner-Bjerge.
Den anden Konges Bolig ligger til Høire i
Gaden, og seer mere
ud som et Palais uagtet Vinduerne sidde lidt
uregelmæssige. En
mørk Gang med Steentrappe fører op til
Værelserne, der kun have
Muursteens Gulv, men Vægge, der prange med
herlige Billeder.
Her boer Thorvaldsen,
Vi følge den Gade, vi er i, og staae paa en
stor Plads, saa ægte romersk, at ingen mere
eiendommelig for Rom kan opvises. Man seer
et Stykke af Capuziner-Klostret, man øiner
gamle, forfaldne Mure, seer en Række usle,
smaa Kjøbstedshuse og bag ved disse eet af
de prægtigste Paladser, der indeslutter en
Skat af Billeder. Til Høire har vi Boutiker,
ægte romerske Boutiker smykkede med Laurbær,
Guirlander af røde og hvide Pølser,
Pyramider af Ost, Mosaik af Figen og
Oranger, hele Orgler af Lys. Og Alt saa
smagfuldt ordnet, som var her en stor Fest.
Lampen brænder Dag og Nat foran
Madonnabilledet paa Hjørnet; en Tronhimmel
svæver over det, et lille Alter er
nedenunder og paa dette staae
Blomsterpotter, med flagrende Silkebaand,
mens Muren selv rundt om er behængt med
Votivtavler: smaa Billeder, som fremstille
alle de Sygdomme, alle de Ulykker, Madonna
har helbredet og frelst Menneskene fra, man
seer de løbske Heste hun standsede i
Flugten, man seer Børn falde i Brønden, og
dog blive frelste. Det er en heel lille
Udstilling af Mirakler; et heelt Galleri
af Ulykker, som tage en god Ende, paa Huset
selv er ikke Plads til flere Votivtavler, og
derfor gire de seneste anbragte paa
Gjenboens Væg.
Men vi maae betragte Pladsen
selv! midt paa staaer en mægtig Steen-Triton, der med fulde Kjæver
blæser i Conchylien, saa Vandstraalen stiger
mange Alen i Solskinnet og spiller som et
Prisma med Regnbue-Farver. Herlige, hvide
Oxer med alenlange Horn ligge her, spændte
fra Vognene; Grupper af Bønder med brogede
Baand om de spidse Hatte staae og spille morra; Piger, saa kraftig skjønne, med
Guldkam i det gnistrende sorte Haar, see paa
et dandsende Par, Tamburinen lyder, det er
lystigt at høre og see. Capuzineren, som
gaaer forbi med sin Tiggerpose paa Ryggen,
skotter med et Smiil til de Glade.
Ja her ere vi ret i Rom! i dette Qvarteer
boe sædvanligviis de Fremmede; her ville vi
ogsaa blive og herfra gjøre vore Udflugter
og see - ja, Enkeltheder kun af det Meget,
der meest talende aabenbarede sig for mig.
Stednavne og personnavne:
Via del Babuino, Via del Corso, |