En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Italien:
Metalsvinet (En Historie) 2-03 |
I Byen Florents, ikke langt fra piazza del
granduca løber en lille Tvergade, jeg troer
den kaldes porto rosa, i denne foran en
Slags Bazar, hvor der sælges Grønt, ligger
et kunstigt vel udarbeidet Metalsviin, det
friske, klare Vand risler ud af Munden paa
Dyret, der af Ælde er ganske sortgrønt, kun
Trynen skinner, som om den var poleret
blank, og det er den ogsaa af de mange
hundrede Børn og Lazaroner, der tage fat paa
den med Hænderne og sætte deres
Mund til Dyrets for at drikke. Det er et
heelt Billede, at see det velformede Dyr
blive omfavnet af en smuk, halvnøgen Dreng,
der sætter sin friske Mund til dets Tryne.
Enhver som kommer til
Florents finder nok Stedet, han behøver kun
at spørge den første Tigger, han seer, om
Metalsvinet og han vil finde det.
Det var en sildig Vinteraften, Bjergene laae
med Snee, men det var Maaneskin, og
Maaneskin i Italien giver en Belysning, der
er ligesaa god som en mørk Vinterdag i
Norden, ja den er bedre, thi Luften skinner,
Luften opløfter, mens i Norden det kolde
graae Bly-Tag trykker os til Jorden, den
kolde vaade Jord, der engang skal trykke vor
Kiste.
Henne i Hertugens Slotshave, under Piniens
Tag, hvor tusinde Roser blomstre ved
Vintertid, havde en lille pjaltet Dreng
siddet den hele Dag, en Dreng, der kunde
være Billedet paa Italien, saa smuk, saa
leende og dog saa lidende; han var sulten og
tørstig, Ingen gav ham en Skilling, og da
det blev mørkt og Haven skulde lukkes, jog
Portneren ham bort. Længe stod han drømmende paa Broen over Floden Arno og saae paa
Stjernerne, der blinkede i Vandet mellem ham
og den prægtige Marmorbro della Trinitá.
Han tog Veien hen til Metalsvinet, knælede
halv ned, slog sine Arme om dets Hals, satte
sin lille Mund til dets skinnende Tryne og
drak i store Drag det friske Vand. Tæt ved
laae nogle Salatblade og et Par Kastanier,
det blev hans Aftensmad. Der var ikke et
Menneske paa Gaden; han var ganske ene, han
satte sig paa Metalsvinets Ryg lænede sig
forover, saa hans lille, lokkede Hoved
hvilte paa Dyrets, og før han selv vidste
det, sov han ind.
Det var Midnat, Metalsvinet rørte sig, han
hørte, at det sagde ganske tydeligt: "Du
lille Dreng, hold dig fast, thi nu løber
jeg!" og saa løb det med ham; det var et
løierligt Ridt. - Først kom de paa piazza
del granduca; og Metalhesten, som bar
Hertugens Statue, vrinskede høit; de brogede
Vaaben paa det gamle Raadhuus skinnede som
transparente Billeder, og Michel Angelos
David svingede sin Slynge; det var et
sælsomt Liv, som rørte sig! Metalgrupperne
med Perseus og med Sabinerindernes Rov stode
kun altfor levende; et Døds Skrig fra dem
gik over den prægtige, eensomme Plads.
Ved palazzo degli Uffizi, i Buegangen, hvor
Adelen samles til Carnevals Glæde, standsede
Metalsvinet.
"Hold dig fast!" sagde Dyret, "hold
dig
fast, thi nu gaaer det op af Trappen!" Den
Lille sagde ikke endnu et Ord, halv skjælvede han, halv var han lyksalig.
De traadte ind i et langt Gallerie, han
kjendte det godt, han havde været her før;
Væggene prangede med Malerier, her stode
Statuer og Buster, alle i det skjønneste
Lys, ligesom om det var Dag, men prægtigst
var det, da Døren til et af Sideværelserne
gik op; ja denne Herlighed her huskede den
Lille; dog i denne Nat var Alt i sin
skjønneste Glands.
Her stod en nøgen, deilig Qvinde, saa smuk,
som kun Naturen og Marmorets største Mester
kunde forme hende; hun bevægede de smukke
Lemmer, Delphiner sprang ved hendes Fod,
Udødelighed lyste ud af hendes Øie. Verden
kalder hende den medicæiske Venus. Paa hver
Side af hende prangede Marmorstatuer,
hos hvilke Aandens Liv havde gjennemtrængt
stenen; det vare nøgne, deilige Mænd; den ene hvæssede Sværdet,
Sliberen kaldes han; de brydende Gladiatorer
udgjorde den anden Gruppe; Sværdet
hvæssedes, Kæmperne brødes for Skjønheds Gudinden.
Drengen var som blendet af al den Glands;
Væggene straalede i Farver, og Alt var Liv
og Bevægelse der. Fordoblet viste sig
Billedet af Venus, den jordiske Venus, saa
svulmende og ildfuld, som Titian havde
favnet hende ved sit hjerte. Det var sælsomt
at see. To deilige Qvindervare de; deres skjønne, ubeslørede Lemmer strakte sig paa
de bløde Hynder, deres Bryst hævede sig og
Hovedet bevægede sig, saa at de rige Lokker
faldt ned om de runde Skuldre, mens de
mørke Øine udtalte Blodets glødende Tanker; men
ingen af alle Billederne vovede dog at træde heelt ud af Rammen. Skjønheds Gudinden selv,
Gladiatorerne og Sliberen bleve paa deres
Plads, thi Glorien, som straalede fra
Madonna, Jesu og Johannes, bandt dem. De
hellige Billeder vare ikke Billeder længer,
de vare de Hellige selv.
Hvilken Glands og hvilken Skjønhed fra Sal
til Sal! og den Lille saae dem Alle;
Metalsvinet gik jo Skridt for Skridt gjennem
al den Pragt og Herlighed. Det ene Skue
fortrængte det andet, kun eet Billede
fæstede sig ret i Tanken, og meest ved de
glade, lykkelige Børn, som vare derpaa, den
Lille havde engang i Daglys nikket til dem.
Mange vandre vist dette Billede let forbi,
og dog omslutter det en Skat af Poesie: det
er Christus, som stiger ned i Underverdenen,
men det er ei de Piinte, man seer om ham,
nei, det er Hedningerne; Florentineren
Angiolo Bronzino har malet dette Billede;
meest herligt er Udtrykket af Børnenes
Vished om, at de skulle i Himlen; to Smaa
omfavne allerede hinanden, een Lille rækker
Haanden til en Anden nedenfor og peger paa
sig selv, som om han sagde: "Jeg skal i
Himlen!" alle Ældre staae uvisse, haabende,
eller bøie sig ydmygt bedende for den Herre
Jesus.
Paa dette Billede saae Drengen længer end
paa noget andet; Metalsvinet hvilte stille
foran det; et sagte Suk blev hørt; kom det
fra Billedet eller fra Dyrets Bryst? Drengen
løftede Haanden ud mod de smilende Børn; -
da jog Dyret afsted med ham, afsted gjennem
den aabne Forsal.
"Tak og Velsignelse, du deilige Dyr!" sagde
den lille Dreng og klappede Metalsvinet, der
bums! sprang ned ad Trappen med ham.
"Tak og Velsignelse selv!" sagde
Metalsvinet, "jeg har hjulpet Dig og Du har
hjulpet mig, thi kun med et uskyldigt Barn
paa min Ryg faaer jeg Kræfter til at løbe!
ja seer Du, jeg tør endogsaa gaae ind under
Straalen af Lampen foran Madonnabilledet.
Jeg kan bære Dig hen overalt, kun ikke ind i
Kirken! men udenfor den, naar du er hos mig,
kan jeg see ind af den aabne Dør! stig ikke
ned af min Ryg, gjør du det, da ligger jeg
død, som Du seer mig om Dagen være det i
Gaden porta rossa!"
"Jeg bliver hos dig, mit velsignede Dyr!"
sagde den Lille, og saa gik det i susende
Flugt gjennem Florents's Gader, ud til
Pladsen foran Kirken Santa Croce!
Den store Fløidør sprang op, Lysene
straalede fra Altret, gjennem Kirken, ud
paa den eensomme Plads.
En sælsom Lysglands strømmede ud fra et
Grav-Monument i den venstre Sidegang,
tusinde bevægelige Stjerner danne ligesom
en Glorie om det. Et Vaabenmærke prangede
paa Graven, en rød Stige i blaa Grund, den
syntes at gløde som Ild. Det var Galilæis
Grav, det er et simpelt Monument, men den
røde Stige i den blaae Grund er et
betydningsfuldt Vaabenmærke, det er som det
var Kunstens eget, thi her gaaer altid Veien
opad paa en gloende Stige, men til Himlen.
Alle Aandens Propheter gaae til Himlen som
Propheten Elias.
I Kirkens Gang til Høire
syntes hver Billedstøtte paa de rige
Sarcophager at have faaet Liv. Her stod
Michel Angelo, der Dante med Laurbærkrands
om Panden; Alfieri, Machiavelli, Side ved
Side hvile her disse Stormænd, Italiens
Stolthed *).
*) Ligeoverfor Galilæi's Grav findes
Michel Angelos, paa Monumentet er anbragt
hans Buste og desuden tre Figurer:
Skulpturen, Malerkunsten og Architecturen;
tæt ved er Dantes Grav (Liget selv findes i
Ravenna); paa Monumentet sees Italien, hun
peger paa Dantes colossale Statue, Poesien
græder for den Tabte. Et Par Skridt herfra
er Alfieris Gravmonument, der er prydet med
Laurbær, Lyre og Masker; Italien græder over
hans Kiste. Machiavelli slutter her Rækken
af disse
berømte Store. Det er en prægtig Kirke, langt skjønnere, om
ikke saa stor, som Florents's
Marmor-Domkirke.
Det var som om Marmorklæderne rørte sig, som
om de store Skikkelser end mere hævede deres
Hoved og skuede i Natten, under Sang og
Toner, op mod det brogede, straalende Altar,
hvor hvidklædte Drenge svingede gyldne Røgelsekar; den stærke Duft strømmede fra
Kirken ud paa den aabne Plads.
Drengen strakte sin Haand ud mod
Lys-Glandsen, og i samme Nu foer Metalsvinet
afsted; han maatte knuge sig fast til det,
Vinden susede om hans Øren, han hørte
Kirkeporten knage paa Hængslerne, idet den
lukkedes, men idetsamme syntes Bevidstheden
at forlade ham, han følte en iisnende Kulde
- og slog Øinene op.
Det var Morgen, han sad, halv gleden ned af
Metalsvinet, der stod, hvor det altid
pleiede at staae, i Gaden porta rossa.
Frygt og Angest opfyldte Drengen ved Tanken
om hende, han kaldte Moder, hun som havde
igaar sendt ham ud og sagt, at han skulde
skaffe Penge, ingen havde han; sulten og
tørstig var han; endnu engang tog han
Metalsvinet om Halsen, kyssede det paa
Trynen, nikkede til det og vandrede saa
afsted, til en af de snevreste Gader, kun
bred nok for et velpakket Æsel. En stor,
jernbeslaaet Dør stod halv paa Klem, her gik
han op ad en muret Trappe med skidne Mure og
en glat Snor til Gelender, og kom til et
aabent Gallerie, behængt med Pjalter; en
Trappe førte herfra til Gaarden, hvor fra Brønden store Jerntraade
vare trukne til alle Husets Etager, og den
ene Vandspand svævede ved Siden af den
anden, medens Tridsen peb og Spanden
dandsede i Luften, saa Vandet kladskede ned
i Gaarden. Atter gik det op ad en forfalden,
muret Trappe; - to Matroser, det var
Russere, sprang lystigt ned og havde nær
stødt den stakkels Dreng omkuld. De kom fra
deres natlige Bacchanal. En ikke ung, men
yppig Qvindeskikkelse, med et
kraftigt, sort Haar, fulgte. "Hvad har Du
hjem?" sagde hun til Drengen.
"Vær ikke vred!" bad han, "jeg fik Intet,
slet Intet!" - og han greb i Moderens Kjole,
som om han vilde kysse paa den; de traadte
ind i Kammeret: det ville vi ikke beskrive;
kun saameget skal siges, at der stod en
Hankekrukke med Kul-Ild, marito, som den
kaldes, denne tog hun paa sin Arm, varmede
Fingrene, og puffede Drengen med Albuen. "Jo
vist har Du Penge!" sagde hun. -
Barnet græd, hun stødte til ham med Foden,
han jamrede høit; - "Vil Du tie, eller jeg slaaer dit skraalende Hoved itu!"
og hun svang Ildpotten, som hun holdt i Haanden,
Drengen dukkede ned til Jorden med et Skrig.
Da traadte Nabokonen ind ad Døren, ogsaa hun
havde sin marito paa Armen. "Felicita! Hvad
gjør Du ved Barnet?"
"Barnet er mit!" svarede Felicita. "Jeg kan
myrde det om jeg vil, og Dig med, Gianina!"
og hun svingede sin Ildpotte; den Anden
hævede sin parerende i Veiret, og begge
Potterne foer imod hinanden, saa Skaarene,
Ilden og Asken fløi omkring i Værelset; - -
men Drengen var i samme Nu ude af Døren,
over Gaarden og ude af Huset. Det arme Barn
løb, saa han tilsidst ei kunde drage Aande;
han standsede ved Kirken St. Croce,
Kirken, hvis store Dør sidste Nat havde
aabnet sig for ham, og han gik derind. Alt
straalede; han knælede ved den første Grav
til Høire, det var Michel Angelos, og snart
hulkede han høit. - Folk kom og gik, Messen
blev læst, Ingen tog Notice af Drengen; kun en
gammelagtig Borger standsede, saae paa ham -
og gik saa bort ligesom de Andre.
Sult og Tørst plagede den Lille, han var
ganske afmægtig og syg; han krøb hen i
Krogen mellem Væggen og Marmormonumentet og
faldt i Søvn. Det var henimod Aften, da han
vaagnede igjen ved at Een ruskede i ham, han
foer op, og den samme gamle Borger stod
foran ham.
"Er Du syg? Hvor hører Du hjemme? Har Du
været her den hele Dag?" var et Par af de
mange Spørgsmaal, den Gamle gjorde ham; de
bleve besvarede, og den gamle Mand tog ham
med sig til et lille Huus tæt ved i en af
Sidegaderne; det var et
Handskemagerværksted, de traadte ind i;
Konen sad nok saa flittig og syede, da de
kom; en lille, hvid Bologneser, klippet saa
tæt, at man kunde see den rosenrøde Hud,
hoppede paa Bordet, og sprang for den lille
Dreng. - "De uskyldige Sjæle kjende hinanden," sagde
Konen og klappede Hunden og Drengen. Denne
fik at spise og at drikke hos de gode Folk,
og de sagde, han skulde have Lov til at
blive der Natten over; næste Dag vilde Fader
Giuseppe tale med hans Moder. Han fik en
lille, fattig Seng; men den var kongelig
prægtig for ham, der tidt maatte sove paa
det haarde Steengulv; han sov saa godt og
drømte om de rige Billeder og om
Metalsvinet.
Fader Giuseppe gik ud næste Morgen, og det
arme Barn var ikke saa glad derved, thi han
vidste, at denne Gaaen ud var for at bringe
ham til hans Moder, og han græd og kyssede
den lille, vevre Hund, og Konen nikkede til
dem begge to. -
Og hvad Besked bragte Fader Giuseppe; han
talte meget med sin Kone, og hun nikkede og
klappede Drengen. "Det er et deiligt Barn!"
sagde hun. "Hvor kan han blive en kjøn
Handskemager, ligesom Du var! og Fingre har
han, saa fine og bøielige. Madonna har
bestemt ham til at være Handskemager!"
Og Drengen blev der i Huset, og Konen lærte
ham selv at sye; han spiste godt, han sov
godt, han blev munter og han begyndte at
drille Bellissima, og det hed den lille
Hund; Konen truede med Fingrene, skjændte og
var vred, og det gik Drengen til Hjerte;
tankefuld sad han i sit lille Kammer, det
vendte ud til Gaden, der blev tørret Skind
derinde; tykke Jernstænger vare for
Vinduerne, han kunde ikke sove, Metalsvinet
var i hans Tanke, og pludselig hørte han
udenfor: "Kladsk, kladsk!" jo, det var
bestemt det! han sprang hen til Vinduet, men
der var Intet at see, det var alt forbi.
"Hjelp Signore at bære hans Farvekasse!"
sagde Madamen om Morgenen til Drengen, idet
den unge Nabo, Maleren, kom selv slæbende
med denne og et stort, sammenrullet Lærred;
Barnet tog Kassen, fulgte efter Maleren, og
de toge Vei til Galleriet, gik op ad den
samme Trappe, han kjendte godt fra hiin Nat,
han red paa Metalsvinet; han kjendte Statuer
og Billeder, den deilige Marmor Venus og de,
som levede i Farver; han gjensaae Guds
Moder, Jesus og Johannes.
Nu stode de stille foran Maleriet af
Bronzino, hvor Christus stiger ned i
Underverdenen og Børnene rundt om smile i
sød Forvisning om Himlen; det fattige Barn
smilte ogsaa, thi han var her i sin Himmel.
- "Ja gaa nu hjem!" sagde Maleren til ham, da
han allerede havde staaet saa længe, at
Denne havde reist sit Staffelie.
"Tør jeg see Eder male?" sagde Drengen. "Tør
jeg see, hvor I faaer Billedet herover
paa det hvide Stykke?" -
"Nu maler jeg ikke!" svarede Manden og tog
sit Sortkridt frem, hurtigt bevægede Haanden
sig, Øiet maalte det store Billede, og
uagtet det kun var en tynd Streg, der kom,
stod Christus dog svævende, som paa det
farvede Billede.
"Men saa gaa dog!" sagde Maleren, og Drengen
vandrede stille hjemad - satte sig op paa
Bordet og - lærte at sye Handsker.
Men den hele Dag vare Tankerne i Billedsalen,
og derfor stak han sig i Fingrene, bar sig
keitet ad, men drillede heller ikke
Bellissima. Da det blev Aften og Gadedøren
just stod aaben, listede han sig udenfor;
det var koldt men stjernelyst, saa smukt og
klart; han vandrede afsted gjennem Gaderne
hvor der allerede var stille, og snart stod
han foran Metalsvinet; han bøiede sig ned
over det, kyssede dets blanke Tryne, og
satte sig paa dets Ryg - "du velsignede Dyr,"
sagde han, "hvor jeg har længtes efter
dig!
vi maae i Nat ride en Tour!"
Metalsvinet laae ubevægeligt, og det friske
Væld sprudlede fra Munden. Den Lille sad som
Rytter, da trak Nogen ham i Klæderne; han
saae til Siden, Bellissima, den lille, nøgen
klippede Bellissima var det. Hunden var
smuttet med ud af Huset og havde fulgt den
Lille, uden at denne mærkede det. Bellissima
bjeffede, som om den vilde sige, seer du jeg
er med, hvorfor sætter du Dig her? - Ingen
gloende Drage kunde have forfærdet Drengen
mere, end den lille Hund paa dette Sted.
Bellissima paa Gaden og det uden at være
klædt paa, som den gamle Moder kaldte det;
hvad vilde der blive af. Hunden kom aldrig
ud ved Vintertid, uden at den iførtes et
lille Faare-Skind, der var klippet og syet
til den. Skindet kunde bindes med et rødt
Baand fast om Halsen, der var Sløife og
Bjelde ved, og ligeledes bandtes det under
Bugen. Hunden saae næsten ud som et lille
Kid, naar den ved Vintertid i denne Habit
fik Lov at trippe ud med Signora. Bellissima
var med og ikke klædt paa; hvad vilde der
blive af. Alle Phantasier vare forsvundne,
dog kyssede Drengen Metalsvinet, tog
Bellissima paa Armen, Dyret rystede af
Kulde, og derfor løb Drengen, alt hvad han
kunde.
"Hvad løber du der med!" raabte to
Gendarmer, han mødte, og Bellissima gjøede.
"Hvor har du stjaalet den smukke Hund?"
spurgte de og toge den fra ham.
"O giv mig den igjen!" jamrede Drengen.
"Har du ikke stjaalet den, da kan du sige
hjemme, at Hunden kan hentes paa Vagten," og
de nævnte Stedet og gik med Bellissima.
Det var en Nød og Jammer. Han vidste ikke,
om han skulde springe i Arno, eller gaae
hjem og tilstaae Alt! - De vilde vist slaae
ham ihjel, tænkte han. - "Men jeg vil gjerne
slaaes ihjel; jeg vil døe, saa kommer jeg
til Jesus og Madonna!" og han gik hjem,
meest for at blive slaaet ihjel.
Døren var lukket, han kunde ikke naae
Hammeren, der var Ingen paa Gaden, men en
Steen laae løs, og med den dundrede han paa;
"hvem er det!" raabte de indenfor. -
"Det er mig!" sagde han, "Bellissima er
borte! luk mig op og slaae mig saa ihjel!"
Der blev en Forskrækkelse, især hos Madamen,
for den arme Bellissima! - hun saae strax til
Væggen, hvor Hundens Drapperi skulde hænge,
det lille Faareskind hang der.
"Bellissima paa Vagten!" raabte hun ganske
høit; "du onde Barn! Hvor har du faaet ham
ud! Han fryser ihjel! Det fine Dyr hos de
grove Soldater!"
Og Fatter maatte strax afsted! - Konen jamrede
og Drengen græd! - Alle Folk i Huset kom
sammen, Maleren med; han tog Drengen mellem
sine Knæ, spurgte ham ud, og i Stumper og
Stykker fik han den hele Historie om
Metalsvinet og om Galleriet - det var ikke
godt at forstaae, Maleren trøstede den
Lille, talte godt for den Gamle, men hun
blev ikke tilfreds før Fatter kom med
Bellissima, der havde været mellem Soldater;
der var en Glæde, og Maleren klappede den
stakkels Dreng, og gav ham en Haandfuld
Billeder.
O det var prægtige Stykker,
comiske Hoveder!
men fremfor Alt - det var lyslevende
Metalsvinet selv. O, intet kunde være
herligere! ved et Par Streger stod det paa
Papiret og selv Huset bag ved var antydet.
"Hvo der dog kunde tegne og male! saa kunde
man faae den hele Verden til sig!"
Næste Dag, i det første eensomme Øieblik,
greb den Lille Blyanten, og paa den hvide
Side af et af Billederne forsøgte han at
gjengive Tegningen af Metalsvinet, og det
lykkedes! - lidt skjevt, lidt op og ned, eet
Been tykt, et andet tyndt, men det var dog
til at forstaae, selv jublede han derover! -
Blyanten vilde kun ikke ret gaae saa lige,
som den skulde, mærkede han nok; men næste
Dag stod der et Metalsviin ved Siden af det
andet, og det var hundrede Gange bedre; det
tredie var saa godt, at Enhver kunde kjende
det. Men det gik daarligt med Handskesyningen,
det gik langsomt med By-Ærenderne; thi
Metalsvinet havde nu lært ham, at alle
Billeder maatte kunne overføres paa Papiret,
og Staden Florents er en heel Billedbog,
naar man vil blade op i den. Der staaer paa
piazza della Trinità en slank Søile og
øverst paa denne staaer Retfærdigheds
Gudinden med tilbundne Øine og Vægtskaal!
snart stod hun paa Papiret, og det var
Handskemagerens lille Dreng, som havde sat
hende der. Billed-Samlingen voxte, men Alt i
den var endnu døde Ting; da hoppede en Dag
Bellissima foran ham! "staa stille!" sagde
han, "saa skal du blive deilig, og komme med
i mine Billeder!" men Bellissima vilde ikke
staae stille, saa maatte han bindes; Hoved
og Hale blev bunden, den bjeffede og gjorde
Spring, Snoren maatte strammes; da kom
Signora. "Du ugudelige Dreng! det arme Dyr!" var Alt,
hvad hun fik sagt, og hun stødte Drengen til
Side, sparkede ham med sin Fod, viste ham ud
af sit Huus; ham, der var det
utaknemmeligste Skarn, det ugudeligste Barn!
og grædende kyssede hun sin lille, halvqvalte Bellissima.
Maleren kom idetsamme op ad Trappen og - -
her er Vendepunket i Historien! -
1834 var i Academia delle arte en Udstilling
i Florents; to Malerier opstillede ved Siden
af hinanden samlede en Mængde Tilskuere. Paa
det mindste Maleri var fremstillet en lille
lystig Dreng, der sad og tegnede; til Model
havde han en lille hvid, særdeles klippet Mops,
men Dyret vilde ikke staae stille og var
derfor bundet med Seglgarn og det baade ved
Hoved og ved Hale; der var et Liv og en
Sandhed deri, som maatte tiltale Enhver.
Maleren var, fortalte man, en ung
Florentiner, der skulde være funden paa
Gaden som lille Barn, opdraget af en gammel
Handskemager, han havde selv lært sig at
tegne; en nu berømt Maler havde opdaget
dette Talent, da Drengen engang skulde jages
bort, fordi han havde bundet Madamens
Yndling, den lille Mops, og gjort denne til
Model! - Handskemagerdrengen var bleven en stor
Maler, det viste dette Billede, det viste
især det større ved Siden; her var kun een
eneste Figur, en pjaltet, deilig Dreng, der
sad og sov paa Gaden, han hældede sig op til
Metalsvinet i Gaden porta rossa *).
*) Metalsvinet er en Afstøbning;
Originalen er antik og af Marmor, den har
Plads ved Indgangen til Galeriet i palazzo
degli uffizi Alle
Beskuerne kjendte Stedet. Barnets Arme
hvilede paa Svinets Hoved; den Lille sov saa
trygt, Lampen ved Madonna Billedet kastede
et stærkt, effectfuldt Lys paa Barnets blege, herlige
Ansigt. - Det var et prægtigt Maleri; en stor
forgyldt Ramme omgav det, og paa Hjørnet af
Rammen var hængt en Laurbærkrands, men
mellem de grønne Blade snoede sig et sort
Baand, et langt Sørgeflor hang ned derfra. -
Den unge Kunstner var i disse Dage - død!
Stednavne og personnavne:
Firenze, Michelangelo, Ponte della
Trinitá, Jesus, Kristus,
|