Fra den grønne, flade Lombarder Slette hæve sig med Løvtræer og Viinhaver Apenninerne; idet man kommer udenfor Porten af Bologna, synes det, som om Veien gik op over en storartet Haves ødelagte Terrasser, liig dem, hvilke Sagnet melder os en Semiramis lod bygge.

Det var midt i December, Alt havde det sildige Efteraars Characteer. Viinløvet var rødt, Løvtræerne gule, kun Laurbærhækkerne stode grønne, som altid, og Pinier og Cypresser kneisede i al deres Pragt. Langsomt kjørte vi opad, altid opad; Guirlander af Viinløv hang hen over de revnede Mure, vi mødte Skarer af smukke Oxer, der havde tjent til Forspænd; deres hvide, glindsende Sider fik et rødligt Skjær af den synkende Sol.

Alt, som vi kom høiere, blev Egnen mere eensom; jeg gik alene forud. Solen var nede og i nogle Minuter laae der en blaalig Tone over Bjergene, en Luft-Tone, der syntes ligesom at strømme ud fra Bjergene selv; ikke en Vind rørte sig, der var mildt og stille, og en Storhed i Klipperne og i den dybe Dal, der stemte Sindet til Andagt. Eensomheden i Dalen gav denne, jeg tør ikke sige, et Præg af Melancholie, nei, jeg troer det maa kaldes en Ro; det var, som om Søvnen havde sit Rige dernede; der var en Hvile, en Fred, der just forhøiedes ved den sagte Summen af Floden dybt dernede.

Veien snoede sig om Bjerget, hvor jeg gik, og snart saae jeg ingen Vogn meer, intet Menneske, jeg saae kun den dybe Dal; jeg var ene, ganske ene.

Det blev Nat, Stjernerne tændtes; de glimre mere stærkt hos os en frostklar Vinternat, men her i Bjergene er Luften langt høiere; dens fjerne Hvælving var gjennemsigtig, som om et nyt uhyre Rum begyndte bag denne.

Snart skinnede mellem Fjeldene en Lysstraale, den kom fra et Vertshuus deroppe; i den aabne Buegang brændte Lampen foran Madonnabilledet; Camerieren, i hvidt Forklæde og Fløiels Trøie, modtog os; vi fik Plads i en stor Sal, hvis hvidgraaie Vægge prangede med Navne og Indskrifter i alle europæiske Tungemaal. Men her var koldt og eensomt. Store Knipper Grene bleve kastede paa Kaminen, de blussede op i en stor Flamme og indbød os i Kreds. Hver i vort lille Selskab havde Noget at fortælle, især om den sidste store Flod-Oversvømmelse.

Efter at have nydt det dampende Aftensmaaltid, søgte hver sit Kammer; mit laae noget afsides, det var stort og eensomt, Sengen var ligesaa bred, som lang; Vievandskar hang ved Hovedgjærdet, Indskrifter fandtes paa Muren, ja ogsaa en Dansk:

"Fryd dig ved Livet i dine Dages Vaar"

havde en Landsmand skrevet! gid han maa have frydet sig.- Et fattigt Bord og to Rørstole udgjorde det øvrige Meublement.

Jeg aabnede et Vindue; store Jernstænger vare anbragte udenfor, Vinduet vendte ud til en dyb Dal; mørkt var det dernede; jeg hørte en Flod bruse; oven over mig straalede Himlen med Stjerner; jeg hældede min Pande mod Jernstangen og følte mig ikke mere ene, end jeg er det i min lille Stue i Danmark. Den som har et Hjem i Hjemmet, kan føle Hjemvee, den som intet har, føler sig lige meget hjemme overalt. Efter faa Minuter var min Stue her et gammelt Hjem for mig, dog jeg kjendte ikke endnu Omgivelsen.

Foruden den almindelige Indgang saae jeg en lille Dør med en Slaa for, hvor mon den førte hen. Jeg tog Metallampen, hvori de tre Væger vare tændte, jeg lod alle fem Væger brænde, trak Slaaen fra og gik paa Opdagelser.

Udenfor fandt jeg et Slags Pulterkammer; her stode Kister, Sække, store Krukker og paa Væggene hang gamle Klæder og Geværer. Men herfra var endnu en Udgang; jeg aabnede Døren til denne og stod nu i en lang, smal Gang; jeg fulgte den og standsede ved en Dør - skulde jeg gaae videre! jeg lyttede. Da lød derinde med eet to Fløitetoner, en dyb og en høi skjærende; efter et Mellemrum gjentoges de.

Jo længere jeg lyttede, des sikkrere var jeg paa at det ikke kunde være fra en Fløite disse Toner kom, - jeg løftede Træklinken og Døren fløi op i en Fart, langt hurtigere end jeg ventede det; - Værelset var svagt oplyst af en Lampe, en gammelagtig Bonde, med et langt hvidt Haar, sad halv afklædt i en Lænestol og blæste paa Fløite.

Jeg gjorde en Undskyldning for at jeg kom, men han lagde ikke Mærke til mig; jeg trak Døren i og vilde gaae; men den aabnedes igjen og en ung Knøs, jeg ikke havde bemærket, spurgte mig med hviskende Stemme, hvem jeg søgte.

Den Gamle, jeg havde seet, var Husets Onkel; han var sindssvag og havde været det fra sit sextende Aar. -

Jeg vil fortælle det lidet derom, man sagde mig. Hans Sygdom var som pustet paa ham; Ingen kjendte Grunden; han havde alt som Dreng blæst smukt paa Fløite, men fra en bestemt Nat af, aldrig siden forsøgt uden disse to Toner, en dyb veemodig og en høi pibende. Disse gjentog han ideligt og det ofte flere Timer om Natten. Man havde forsøgt paa at tage Fløiten fra ham, og altid blev han da som et vildt Dyr; med Fløiten derimod sad han mild og stille. Karlen, jeg talte med, sov i Kammer med den Gamle og var vant til Fløitespillet, som man kan blive det til Perpendikkelens Slag eller Kobbersmedens Hamren, naar han i en Række af Aar har været vor Nabo.

Jeg gik til mit Værelse, lukkede Døren, men jeg syntes dog at høre de to Fløitetoner; de klang, som naar langt borte Vinden bevæger Fløiten paa et Taarnspiir! - Jeg kunde ikke falde i Søvn, min Phantasi beskjæftigede sig med den Gamle; jeg hørte Fløitetonerne, de klang, som fra en Aandeverden; naar den Gamle engang døer, vil i Nattens Stilhed Husets Folk troe at høre, som Spøgelse-Toner, hvad jeg nu hørte i Virkeligheden! - først i Morgenstunden faldt jeg i Søvn, og jeg troer samme Time, kaldte man igjen paa mig; vi skulde kjøre før Dagbrækningen.

Det var Nat, da vi sad i Vognen, Bjergene foran os vare bedækkede med Snee, i Morgenrøden syntes de derfor, som om de vare gloende. Ved Pietra Mala sees kun nøgne, vilde Klipper af vulkansk Natur, og Vulkanerne ere ikke udbrændte, til Høire hvirvlede en tyk Røg ud af Fjeldkløfterne. Jeg øinede i denne Morgen to Have, som et glindsende Baand i Horizonten, til Venstre Adriaterhavet, til Høire Middelhavet; en stærk Muur er her øverst reist tæt ved Veien, for at give de Kjørende Læ mod Stormene, der komme fra Østen; før denne Muur reistes, var der tidt Dage og Nættter, at Ingen kunde vandre her, thi Storm-Englen gik over Bjergene.

"Den Gamle i Kroen," sagde Veturinen, "har en Nat i den værste Storm krøbet paa Bugen hen over dette Fjeld, siger man, da var hanvnok ikke gal endnu! han skulde og vilde ned paa den anden Side Bjerget! -".

Jeg tænkte paa den Gamle og paa Fløitetonerne. Veien gik malerisk deiligt nedad, i kjække Slange-Bugter, snart over murede Buer, altid i Læ af Bjerge, hvor Solen skinnede varmt, hvor Sneen var smeltet og Træet stod med Løv! "Deilige Italien!" jublede vi alle, og Veturinen knaldede med Pidsken, og Echo knaldede igjen, som han ikke kunde det.

Stednavne og personnavne: Appenninerne