Den gamle Deel af Staden München forekommer mig som en forældet Rosenstok, hvorfra aarligt nye Grene skyde ud, men hver Green er en Gade, hvert Blad er et Palais, en Kirke eller et Monument, og Alt seer saa nyt, saa friskt ud, thi det har i dette Øieblik udfoldet sig.

Under Alperne, hvor Humleranken snoer sig over Høisletten, ligger Germaniens Athen. Her er billigt at leve, her er mange Kunstskatte at see, og jeg har her fundet mange elskværdige Mennesker, der ere blevne mig kjære, men dog vilde jeg ikke leve her, hvor Kulden er stærkere end i Danmark! de kolde Vinde fra Alperne fare isnende hen over det højtliggende Bajerland, og hvor Alperne selv lokke, som Venus Bjerget; "derhen! derhen!" synger det. Bag disse mørkeblaae, dristige Bjerge ligger Italien.

Enhver Stad, fra det evige Rom til vort gravstille Sorøe, har sin Characteer, som man kan blive fortrolig med, ja voxe fast til, men München har noget af alle Stæder, man veed ei om man er i Syd eller Nord, jeg idetmindste fyldes her af en Uro, en Lyst til at komme afsted igjen.

Skulde man finde, at min Fremstilling af München er lig sønderrevne og hinanden modsigende Billeder, da har jeg just, efter det Indtryk Byen har gjort paa mig, givet den rigtigste Skildring. Alt synes mig en Modsigelse her, Catholicisme og Protestantisme, græsk Kunst og bayrisk Øl. Eenhed har jeg ikke fundet her, hver smuk Enkelthed syntes kaldet fra sit egentlige Hjem og opstillet om det gamle München, der er en By, som hundrede Byer i Tydskland. Posthuset med sine rødmalede Vægge og svævende Figurer er hentet fra Pompeji; det nye Slot er et Afbillede af Hertugen af Toskanas Palais i Florents; Steen paa Steen ligne de hinanden. Aukirken med sine malede Ruder, sit kolossale Kniplings-Taarn, hvori de enkelte Traade ere mægtige Steenblokke, minder om Stephans Kirken i Wien, medens Hofkirken med sine Mosaikbilleder i gylden Grund fører os til Italien. Eiendommelig og storartet har jeg i München kun fundet eet Partie, og det er Ludvigs Gaden; de hinanden her i modsat Stiil opførte Bygninger smelte sammen i en Eenhed, den de forskjelligste Blomster kunne danne i en skjøn Guirlande. Det gothisk byggede Universitet, de italienske Paladser, selv Haven tætved med de malede Buegange, frembyde her et afrundet Heelt. - Jeg troer, kjørte man kun gjennem denne Gade og siden førtes til Schwanthalers og Kaulbachs Atelier, da havde man det bedste Billede af hvad München nu skal være, men vil man see det som det virkelig er, da maa man ogsaa hen i "Bockkeller", hvor de trivelige Borgerfamilier sidde ved deres Øl-Kruus og spise Reddiker og Brød, mens Ungdommen dandser til Violinen, man maa trave gjennem de lange Gader, der staae under Bygning eller rettere hen ad Landeveje, hvor der plantes Huse ved Siden af.

De fleste unge Kunstnere, der rejse Syd paa, opholde sig længe i München og tale siden med stor Begeistring om Opholdet her. Men at de blive her saa længe, troer jeg ligger meest i at her er saa mageløst billigt, og komme de lige fra Norden, da er München den første By, hvor der er en Deel for dem at see; de fleste sande Kunstnere ere naturlige og elskværdige, fælles Kjærlighed for Kunsten knytter dem sammen, og i udmærket bayrisk Øl, der ikke er dyrt, drikkes Broderskab, der siden i Erindringen kaster en Glands paa den Stad, der udgjør Baggrunden for mange kjære Minder.

Kong Ludvig af Bayerns Kjærlighed til Kunst har fremkaldt Alt hvad vi kalde Skjønt i München, ved ham har mangt et Talent faaet Lejlighed til at udfolde Vingerne; Kong Ludvig er Digter, men han skriver ei blot Digte med Pen og Blæk, de mere storartede lader han fremstase i Marmor og Farver; hans "Valhalla" er et Marmorværk, opstillet ved Donau, hvor den besøger det gamle Regensburg. I Schwanthalers Atelier har jeg seet de mægtige Figurer, der sammenstillede skulle smykke Frontespicen ud mod Donau og vise os Hermannsslaget. Endnu en Digtning af samme Art, en Storheds Tanke, er Main - og Donau-Canalen, hvorved nu Nordsøen forbindes med det sorte Hav. Ogsaa i Schwanthalers Atelier saae jeg Titelvignetten, om jeg saa tør kalde Monumentet, for dette Værk, den viser os Flodnymphen Donau og Flodguden Main.

Königsbau, der, som jeg ovenfor har sagt, i sit Ydre er en Gjengivelse af Palazzo Pitti i Florents, har derimod i sit Indre, naar vi overspringe de pompeianske decorerede Værelser og den prægtige Riddersal med de forgyldte Churfyrster, en Duft af Tydskhed, der gjør Phantasien og Tanken godt. Fra Væggene straaler i Billeder, hvad Tydsklands Skjalde have sjunget og Folket opfattet; i dristige Omrids aabenbarer sig her Niebelungenlied; Dykkeren vover sig i det kogende Dyb; Leonora rider i Maaneskin med den Døde og Ellekongen lokker Barnet, der rider med Faderen gjennem Krattet.

En smuk Spiral-Trappe fører op til Slottets flade Tag, hvorfra man seer den hele Isar Slette og Alperne, der idetmindste hos mig altid vække Uro og Reiselyst; jeg troede ogsaa at spore den i Alt under mig. Posthornet klang og Diligencen rullede afsted: jeg saae Røgen fra det piilsnart flyvende Locomotiv, der førte Rækken af Vogne paa Jernbanen, og nede i Slotshaven, hvor Isarfloden forgrener sig, brusede Vandet med en Flugt, som jeg aldrig har seet det i nogen Have; "afsted, afsted!" var det Heles Løsen; selv Gader og Bygninger i den nye Stad ville jo ikke endnu ret slutte sig sammen; Pinakotheket med sine ophøiede Vinduer i Taget har herfra et Udseende af et stort Drivhuus, og det er det da ogsaa; der, som i Glyptotheket, vandrer man mellem Kunstens skjønne Væxter, førte sammen fra alle Verdens Kanter. I Pinakotheket drives Farveplanterne, og Salene ere ligesag prægtige som Væxterne; i Glyptotheket staae de udødelige Marmorvæxter, med Scopas, Thorvaldsens og Canovas Navne; og, som med duftende Slyngplanter, prange Væggene i Farver, der ville fortælle Efterslægten om Cornelius, Zimmerman og Schlotthauer.

Nærmest "Königsbau" er Theatret, ja det er endog ved en lille Bygning forenet med denne; det er særdeles storartet, Maskineriet beundringsværdigt, Decorationerne prægtige. Men en Uskik, den meest forstyrrende, hersker her, nemlig den al Illusion forstyrrende Fremkaldelse; jeg har aldrig seet den af en grellere Virkning end een Aften her under Opførelsen af Operaen Guido og Ginevra eller Pesten i Florents. I Stykkets fjerde Act er Scenen deelt i to Dele, den underste forestiller en Grav-Hvælving, hvori Ginevra, som man troer død af Pest, ligger i sin Kiste, den øverste Deel af Scenen forestiller Kirken, hvor Sjælemessen synges over hendes Grav; de Sørgende drage bort, Kirken er tom og mørk, det er ud paa Natten, Ginevras Døds-Søvn er endt, hun vaagner op og erkjender snart det Skrækkelige, at hun er levende begravet; Musiken er her høist malende og af den største Virkning; med stor Anstrengelse slæber hun sig op ad den Trappe, der fører til Kirken, men Lemmen er lukket til, hun har ikke Kraft at hæve den og fortvivler. Da kommer en Skare vilde Kirkerøvere, Pesten raste jo i den store Stad, al Lov, al Kjærlighed og Fromhed er borte, de plyndre selv de Døde og trænge nu ind i Ginevras Grav, men gribes her af Forfærdelse ved at see den formeente Døde staae midt iblandt dem, de synke i Knæ og hun forsøger endnu engang at nage op ad Trappen og gjennem den af Røverne aabnede Lem at komme bort, det lykkes hende, hun stager i Kirken og jubler: »jeg er frelst!« — hvorpaa hun forlader Scenen. Sangerinden gav det levende, sang smukt og Musikep er som sagt her i høieste Grad talende, men nu faldt Publicum ind med en Skrigen og Fremkalder, Ginevra viste sig igjen, og for ret at udtrykke sin Tak, løb hun med største Lethed gjennem Kirken, ned ad Trappen i Gravhvælvingen, frem til Lamperne, gjorde sine Knix med det lyksaligste Ansigt og hoppede saa tilbage den samme Vei hun kom fra, og hvor man i Minutet forud saae hende, som den Halvdøde, slæbe sig frem. For mig idetmindste var fra dette Øieblik det hele Skjønheds-Billede forstyrret. Iøvrigt er dette Theater-Repertoire godt og interessant.

Men jeg vil vende mig til Kunstens Forherligelse i Bayerns Hovedstad, og Navnene Cornelius og Kaulbach træde frem; jeg vil først tale om den yngre, altsaa om Kaulbach. Enhver, der i den sidste Tid har været i Berlin, kjender vistnok hans geniale, berømte Billede "die Hunnenschlacht". Jeg hørte flere Kunstnere, rigtignok Folk, der efter mine Tanker ei have præsteret Stort, tale meget haardt om Kunstneren, og beskrive ham som stolt og frastødende; jeg besluttede alligevel at aflægge et Besøg i hans Atelier; jeg vilde see Manden og hans nyeste Arbeide Jerusalems Ødelæggelse, hvorom Alle udtalte sig høist forskjelligt. Uden nogen Slags Anbefalings Brev begav jeg mig til hans Atelier, der ligger i en Udkant af Byen ved Isarfloden. Over en lille Eng, indesluttet af et Plankeværk, kom jeg ind i det forreste Atelier; det første Skue her var et levende, høist eiendommeligt Malerie, som jeg ikke før har seet det; en ung Pige, en Model, laae udstrakt i en sovende Stilling, en Deel unge Malere stode beskjæftigede rundt om, Een tegnede, en Anden spillede Guitar og sang dertil et Ora pro nubis, medens den tredie, netop idet jeg traadte ind, lod Champagneflasken knalde; jeg spurgte efter Kaulbach, og man viste mig ind i et større Værelse tæt ved, hvor Kunstneren traadte mig imøde; Kaulbach er en ung Mand med et genialt Ansigt; han er bleg og har lidende Træk; men der lyser en Hjertelighed ud af de stolte Øine, en Hjertelighed, som den han modtog mig med, idet jeg sagde jeg var en Fremmed, der ingen havde, som kunde føre mig til ham, og derfor maatte præsentere mig selv, vilde jeg ikke reise fra München, uden at have seet ham og hans Arbeider. Han spurgte om mit Navn, og da jeg nævnede det, var jeg ham ikke længer fremmed, han trykkede min Haand, bød mig velkommen og nogle Minuter efter vare vi alt gamle Venner. Hvor megen Misundelse og Taabelighed laae der ikke i de Domme, jeg havde hørt om denne geniale Kunstner. Han førte mig nu hen foran Cartonet til hans nyeste og store Malerie, der alt har en Slags Berømthed, Jerusalems Ødelæggelse; det var første Gang paa denne min Reise, første Gang under hele mit Ophold i München, jeg ret følte mig glad, henrevet og begavet med store, kraftige Tanker, og det var dette Billede, der kastede et saadant Solskin i min Sjæl! Alt hvad jeg fornylig hos de andre unge Malere havde seet og fundet smukt, forekom mig her kun som Forstudier til dette Værk. Jeg havde en Følelse, beslægtet med den man maa have, ved efter at have læst nogle smag Lystspil, Digte eller Hverdags-Noveller, at hengive sig til Læsningen af Dantes Divina Comedia eller Göethes Faust; i disse er noget saa storartet, at hine andre Skrifter, i hvor fuldendte de efter deres Art end kunne være, dog i det Øieblik staae saa underordnede, at de synes os næsten uden al Virkning; og dog var det kun i Carton og saare smaat
udført jeg saae dette Kaulbachs Værk, der sikkert engang vil i Kunstens Verden vinde en Plads, liig den Michel Angelos Dommedag har. Som Vendepunktet i Verdens Historien, som en Begivenhed af meer end almindelig historisk Characteer, viser sig Jerusalems Ødelæggelse, og saaledes har Kaulbach opfattet og givet den, idet han har øst sit Stof fra Propheterne og Josephus. Øverst paa Billedet sees paa Skyerne, omgivet af en Glorie, Jesaias, Jeremias, Ezechiel og Daniel; de forkynde Jerusalems Fald og vise Folket, hvad skrevet staaer i Bøgerne; under Propheterne svæve de syv Straffens Engle, som Udøvere af Guds Vrede. Man seer det jødiske Folks Nød, Templet staaer i Brand, Staden er indtaget, Romerne plante deres Ørne om det hellige Altar, medens Titus med Lictorerne drager ind over de styrtede Mure. I Forgrunden paa Billedet sees Templets Ypperstepræst, der med sin Familie dræber sig ved Helligdommens Fald; ved hans Fødder sidde og ligge Leviterne med deres Harper, de som klang ved Babylons Vande, da endnu Tanken levede om Zion, men nu gire tause, thi Alt er tabt.

Til Høire paa Billedet drager en christelig Familie ud af Staden, to Engle ledsager den, de vaiende Palmegrene tyde paa Martyrdøden, til Venstre sees den evige Jøde, Skomageren fra Jerusalem, der af tre Dæmoner jages ud af Staden, han er Repræsentant for det nuværende Jødedom, Folket uden Hjem.

Længe har intet Skue gjort mig saa glad og fyldt mig med Tanker, som dette Billede af Kaulbach giver os. Kunstneren gjennemgik for mig hver Enkelthed deri, viste mig de særskilte Studier, der hver for sig vare hele skjønt udførte Billeder. Siden saae jeg Skizzen til hans berømte "Hunnenschlacht"; hvor svæve dog disse Kjæmpeaander! hvor herligt hæver sig Atila, baaret paa Skjolde gjennem Luften! jeg saae de geniale Tegninger til Göethes Faust og Reineche Fuchs og forlod med høi Beundring den geniale, venlige Kunstner, hvis Personlighed tiltalte mig ligesaa meget som hans Arbeider.

Et af de største Værker, München har af Cornelius, er vistnok hans "Dommedag", der findes i den endnu ei fuldførte Ludvigskirke. For sex Aar siden saae jeg i Rom Cartonet til dette Billede, der gjorde jeg den store Kunstners Bekjendtskab. Det var to Aftener før min Afreise til Neapel, jeg i Osteriet ved Piazza Barbarina traf i Kredsen mellem de Danske en Tydsker, hvem jeg ikke før havde seer, han havde gjennemtrængende, kloge Øine, var meget veltalende og indlod sig i Samtale med mig om den nyere sydske Litteratur. Vi talte længe sammen; og da han imidlertid reiste sig for at gaae, spurgte to af mine Landsmænd ham, om de næste Dag maatte indfinde sig i hans Atelier og see Cartonet til hans nyeste Arbeide. "Jeg ønsker ikke gjerne," svarede Manden, "at det sees af Mange, men kom kun, under Betingelse at De tage som Adgangskort denne Herre med Dem!" og han pegede paa mig. Ingen havde sagt mig, hvem det var jeg talte med, jeg hørte nu kun, at det var en Maler, og af dem gives der i Rom fuldtop. Jeg takkede derfor Manden for hans Indbydelse, men sagde, at jeg desværre ikke kunde modtage den, da jeg alt vilde reise overmorgen, og næste Dag ønskede gien Gang endnu at være i Borghesernes Gallerie! - "De kommer!" sagde han med et Smiil, lagde Haanden paa min Skulder og gik hurtigt bort.

Neppe var han vel ude af Døren, før et Par af Landsmændene overfusede mig for min mageløse Uartighed, som de kaldte det, at sige Nei til en Indbydelse af - Cornelius; "jeg maatte jo kunne see paa hans Øine, hvem han var, see det paa hele hans Personlighed!" yttrede man. Jeg havde nu ikke disse Evner! imidlertid gik jeg til ham med de Andre næste Dag, og han modtog mig med et Smiil, "sagde jeg ikke, De kom!" - Vi saae da Cartonen til det nu saa berømte Malerie "Dommedag". Vort personlige Bekjendtskab i Rom var saaledes meget flygtigt, først her i München blev det mig forundt at skatte hans elskelige Personlighed, og møde Venskab og Hjertelighed af den store Kunstner.

Hos den berømte Maler Stieler, der, ligesom hans smukke, aandrige Kone, kom mig saa hjerteligt imøde, traf jeg sammen med Cornelius og Philosophen Schelling, Mænd, hvis Erkjendelse og Venskab gjorde mit syge Sind godt - dog disse Erindringer høre hjemme i Hjertets Album og ikke i denne Bog, der ligger aaben for alle Folk at læse.

Af smaa Begivenheder, hvoraf man altid har nogle i en fremmed By, naar man bliver der et Par Uger, vil jeg meddele een: jeg spadserede gjennem et Par af Münchens Gader, og kom da forbi en Boglade, hvor jeg mellem de udstillede Bøger saae en tydsk Udgave af min Roman "Improvisatoren" optaget i "Miniaturbibliothek der ausländischen Classiker." Jeg gik ind og forlangte Bogen; en ung Mand leverede mig et lille Hefte, som udgjorde første Deel.
"Men jeg ønsker den hele Roman," sagde jeg.
"Det er den hele!" svarede han, "der findes ingen flere Dele, jeg har selv læst den, min Herre!"
"Finder De da ikke," spurgte jeg, 2at den ender lidt afbrudt, at man egentlig ingen Opløsning faaer?"
"Ja vel!" sagde han, "men det er i den som i de franske Romaner! Digteren antyder en Slutning, og saa maa man selv udmale sig den!"
"Det er ikke Tilfældet her!" afbrød jeg, "dette er kun den første Deel De har givet mig!"
"Jeg siger Dem," sagde han halv vred, "jeg har læst den!" "Men jeg har skrevet den!" svarede jeg.

Manden maalte mig op og ned, modsagde mig ikke, men jeg kunde see paa hans Ansigt, at han ikke troede mig.

En af de sidste Aftener under mit Ophold her, vidste jeg, at hjemme i Danmark, i det Huus, hvor jeg betragtes som Søn og Broder, var en Bryllups Fest. Jeg gik just sildigt langs Isarflodens Bredder; paa den anden Side Floden kom en Skare lystige, unge Mennesker, de lod en brændende Fakkel bære foran sig, og det røde Blus bævede paa Vandfladen; de sang lystige tydske Viser, mens Stjernerne glimrede mellem de nøgne Trægrene; i mit Hjerte var der ogsaa Sang og Fakkelskjær. Brevduen foer med min Sang til Norden, til Hjemmets Hjem, da jeg foer over Alperne. Her er Sangen.

Nu sidder du hjemme, veemodig glad

I din Brudedragt.
En Fremmed jeg er i den fremmede Stad,

Jeg skal see dens Pragt.
For Altret hans Haand i din er lagt,

Den lystige Kreds nu synger for Eder,

Der er Bægerklang;
Der er Brudesang,
Men jeg - for Eder jeg beder!

Mon dem i Hjemmet, som jeg forlod,
Jeg meer skal see?
Du var mig en Søster, saa mild og god,
Guds Villie skee!
Imorgen jeg gaaer over Alpernes Snee,
Seer Roserne blomstre, jeg tænker paa Eder,
Paa hvert venligt Ord,

Hver en Drøm i Nord,
Og da - for Eder jeg beder!

Stednavne og personnavne: Tyskland, Sorø, Firenze, Toscana, Pompei, Attila