En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Tydskland:
Nürnberg
1-08 |
Wenn einer Deutschland kennen
Und
Deutschland lieben soll,
Darf man ihm Nürnberg nennen,
Der edlen Künste voll;
Die nimmer nicht veraltet,
Die treue fleiss'ge Stadt;
Wo Dürers Kunst gewaltet,
Und Sachs gesungen
hat.
Schenkendorf.
Historien om Casper Hauser bærer ganske
Præget af et foregaaende Aarhundrede, ja, i
hvor sandfærdig vi end vide den er, kunne vi
dog ikke ret placere den i vor Tid; dog,
skal den spille i denne, maatte blandt
Tydsklands store Stæder, som ogsaa Tilfældet
var, Nürnberg være Scenen.
Man fortæller om Kotzebue, at han har
skrevet "Korsridderne" for Decorationerne,
som Scenen allerede havde, man kunde
saaledes næsten falde paa at Casper Hauser
var skrevet for Staden Nürnberg; thi naar
man undtager Augsborg, forekommer ingen Stad
ved sit Ydre saaledes at føre tilbage i
Middelalderen, som den gamle frie "Reichsstadt"
: Nürnberg.
Da jeg for flere Aar siden var i Paris, saae
jeg et Panorama af den senere verdensberømte
Daguerre, det forestillede, troer jeg, Deyen
af Algiers Sommerslot; man saae fra det
flade Tag ud over Haven, Bjergene og
Middelhavet; men for ret at stemme og
forberede Beskuerne, kom man først gjennem
et Par Værelser, der vare ganske østerlandsk
drapperede, og igjennem smaa Vinduer saae
man ud over Toppen af en Palme eller over
høie Cacter; jeg maatte tænke
paa dette Arrangement ved, gjennem det gamle
Franken at rulle ind i Nürnberg. Fra man i
Staden Hof er kommet paa bayrisk Grund,
begynder Alt, lidt efter lidt, at
understøtte Phantasien, der i Nürnberg
agter at drømme sig tilbage i Middelalderen
og have en correct og velordnet Scene for
sin Drøm.
Efter at have passeret Münchberg, vare vi i
Bjergene, og Egnen fik mere og mere
romantisk Characteer. Alt laae i
Aftenbelysning. Bjerget: "der Ochsenkopf",
det største her, var ganske skjult i vaade
Skyer, Veien blev snever og mørk; ved
Bernech indsluttedes den ganske af stede
Klippevægge; til Venstre, nogle Alen over
os, laae et forfaldent Taarn, der i gamle
Dage vist har behersket Indgangen her.
Bernech selv, med sine ujevne Gader, Lysene,
der bevægede sig indenfor de smag Vinduer i
de gamle Huse, Postillonens Musikstykke, der
klang veemodig, som Melodien til en gammel
Folkevise, Alt aandede os Romantik i Tanken.
Jeg følte Lyst til at lægge Ord under disse
Moltoner, Ord om Røverridderen, der laae paa
Udkig oppe i det gamle Taarn, mens
Nürnberger Kjøbmænd kom med deres Varer i
den dybe Huulvei; Ord om Overfaldet i den
maaneklare Nat, saaledes som den røde og
hvide Main saae det og siden fortalte det
for Broder Rhin, under de viinløvkrandsede
Kyster.
Vi foer gjennem Bayreüth, Jean Pauls By; og
snart i Morgentaage øinede vi det gamle,
storartede Nürnberg.
Da jeg kom det ganske nær, saae dets gamle
græsgroede Voldgrave, dets dobbelte Mure, de
mange Porte med Taarne opførte i Form af
opreiste Kanoner, de velbyggede Gader,
herlige Brønde og gothiske Bygninger, maatte
jeg erkjende: Du er dog Bayerns Hovedstad!
vel har Du maattet give din Krone til
München, men din kongelige Værdighed, din
eiendommelige Storhed bærer Du endnu! Under
dit Scepter rakte Borgerflid, Kunst og
Videnskab hverandre Haanden; vidt over Land
lød Adam Krafts Hammerslag og Mester Conrads
og Andreas Klokker; Albrecht Dürers
Billeder sang Nürnbergs Navn endnu høiere
end Skomageren Hans Sachs kunde det, og den
gode Mester havde dog en udødelig Stemme;
Peter Vischer lod Malmet flyde i kjække
Skjønheds Billeder, som hans Tanke saae
dem; Regiomontan hævede dit Navn til
Stjernerne, mens dine Børn ved ham bleve
større, begreb det Nyttige og Ædle. Marmoret
formede sig til Skjønheds-Billede,
Træblokken forvandledes til et Kunstværk.
Postillonen blæste gjennem Nürnbergs Gader;
Husene ere forskjellige fra hinanden og dog
prægede med samme Charakteer; og alle ere de gamle, men
velvedligeholdte; de fleste malede grønne,
nogle have Billeder paa Muren, andre ere
prydede med fremspringende Karnapper og
Altaner, gothiske Vinduer med smaa
ottekantede Ruder indesluttes af tykke Mure;
paa de spidse Tage kneiser den ene Række af
Luger over den anderi og hver Luge har et
lille Taarn. I store Metalskaale falde
Springvandene, der omsluttes af kunstigt smeddede Gittere.
- Dog, man kan ikke
fortælle Sligt, det maa males! havde jeg
Evne dertil, da vilde jeg have stillet mig paa den murede gamle Bro over Floden, hvis
gule Vand piler afsted og jeg vilde der have
aftegnet de sælsomt fremspringende Side-Huse,
den gamle gothiske Bygning, der paa Buer,
som Vandet strømmer under, kneiser ud over
Floden, og holder op til sig en lille
hængende Have med høie Træer og blomstrende
Hække! Kunde jeg male, da vilde jeg gaae
hen paa Torvet, trænge mig gjennem Mængden
og skizzere Springbrønden der; vel pranger
den ikke nu, som i gamle Dage, med dig
Forgyldning, men alle de prægtige
Malm-Figurer staae endnu. De syv Churfyrster,
Judas Macchabæus, Julius Cæsar, Hector! ja,
det er berømte Folk! hele sexten smykke
Brøndens nederste Søile-Række, og oven over
træder Moses frem med alle Propheterne! Var
jeg Maler, vilde jeg gaae til St. Sebaldus
Grav, naar Sollyset faldt gjennem de brogede
Kirkeruder paa Apostelstatuerne, som Peter
Vischer gjød af Malmet, og Kirke og Grav
skulde blive tegnet, som de afspeilede sig i
mit Øie; men jeg er ikke Maler, jeg kan ikke
gjengive det. Jeg er Digter, og derfor
spurgte jeg om Hans Sachs's Huus, og man
viste mig ind i en Sidegade og pegede paa et
Huus; det havde de gamle Former, men det var
dog et nyt Huus, Hans Sachs's Billede
prangede med hans Navn derpaa, men det var
dog ikke det Huus, hvor han levede og syede
Skoe. Det er Stedet, men Alt er nyt. Navn og
Billed tyder paa, at her er et Vertshuus,
der til Skildt bærer hans Navn og Portrait.
6263 Comedier, Tragedier, Viser og
Mestersange skulle være skrevne her. *)
*) Hans Sachs er født 1495. † 1576 den 20de
Januar.
Fra Digterens Huus gik jeg til Kongens Slot,
og denne Bygning harmonerer i Eet og Alt med
det gamle Nürnberg; ridderlig Pragt udenfor
og hyggeligt indenfor; her er høie Mure,
Gaarden selv er snever, men det store grønne
Lindetræ, som her groer, har Duft og Sagn,
der gjør Stedet hyggeligt og kjært. De smaa
Værelser, hvor saameget Stort har rørt sig,
synes at udvide sig for Tanken, idet enhver
Plet har en egen Interesse.*)
*) I eet af Værelserne hænger i en stor
forgyldt Ramme et Digt, der udtaler denne
Tanke; det er skrevet i vor Tid, af en
Bogbinder Schneer, der boer i Nürnberg;
Verset lyder saaledes:
"Enge wohnte man sonst, weit war es aber im
Herzen."
Also ertönte uns jüngst "Ludwigs" begeisterter Spruch.
Drum - ist klein auch die Burg, in der
einst die Kaiser gewohnet,
Fühlt sich gewiss
hier Sein Herz heimisch im engen Gemach.
De brogede Vaaben i Loftet, de gamle Helgenbilleder med
stive gyldne Glorier, hvormed Væggene ere
pyntede, give selv det mindste Kammer en
egen Storhed, den Tanken forlener enhver
Ting, ved hvilken Phantasien sættes i
Bevægelse.
Kakkelovnene, - de ere alle af Leer, store
og malede grønne, - de kunde med deres
tusinde forgyldte Figurer, disse christne og
hedenske Billeder, give Stof til sælsomme
Eventyr. Hvilke Aftener kunde ikke her
Barnet opleve og hendrømme, naar Ilden i
Ovnen oplyste disse vaabenmalede Vægge, og
de gyldne Figurer traadte frem og forsvandt
igjen, alt som Flammerne lyste; af Barnets
Tanker kunde da Brentano ordne os et
udødeligt Eventyr.
Jeg kom til at tænke herpaa, idet jeg,
medens Slotsfogeden førte mig om og
opramsede Aarstal og Navne, betragtede hans
lille Dreng, der fulgte os, men mange
Øieblikke standsede for at lege i et Vindue.
Jeg vilde hellere fortroligt have siddet med
den Lille og hørt ham fortælle Sandhed og
Drømme, og andet er i Grunden dog ikke de
fleste Fortællinger, som de Ældre give os og
kalde historiske. Jeg gad i den maaneklare
Nat staae med ham og see ud over den gamle
gothiske By, hvis Taarne pege mod
Stjernerne, som om de vilde tyde dem, see ud
over Sletten, hvor Postillonens Horn klinger og da tænke paa Wallensteins
Ryttere, der her blæste til Kamp; i Taagerne,
der svæve hen over Engen, vilde jeg see de
svenske Ryttere, der kjæmpede for deres
Tro.
Jeg gad sidde med den Lille under Linden i
den snevre Slotsgaard og med ham see, hvad
Sagnet beretter om Eppelin, den vilde Ridder
af Gailingen. Fra sin Ridderborg speidede
han hvert Tog af Nürnberger-Kjøbmænd, der
med deres Varer drog til Staden, som Falken
slog han ned paa sit Bytte; men nu var
Falken fangen, den vilde Ridder smægtede i
denne Borg, hvor Linden groer; hans
Døds-morgen kom og ham blev forundt, som det
efter gammel, smuk Skik altid forundtes den
Dødsdømte, at han før sin Død kunde udbede
sig et Ønske opfyldt, og Ridderen bad, om
han endnu engang maatte ride sin tro Hest.
Og Hesten vrinskede af Glæde, bar stolt sin
Herre om i den lille Gaard, og Ridderen
klappede dens kraftige, slanke Hals,
Musklerne syntes at svulme paa det ædle Dyr,
dens Hove sloge i Steenbroen; altid
kraftigere, altid raskere jog den i Kreds,
sag Fængselsvogtere og Krigsknegte maatte
holde sig tæt op mod Væggene, for ret at
give den Plads; og de gjorde det trygt, thi
Borgporten vidste de var vel tillaaset,
Ridderen kunde ikke undvige. Skjøndt kunde
de have læst i Hestens Øie, hvad der var at
læse, siger Krøniken, da vilde de have
standset Hesten i dens Flugt og bundet den
vilde Ridders stærke Hænder. Og hvad stod
der i Øiet! det talte sit stumme, men
ildfulde Sprog:
"I denne elendige Gaard tør ikke dit
ridderlige Blod flyde! her tør ikke dit
virksomme, lystige Liv ende! skulde jeg ikke
længer bære Dig i det muntre Slag, gjennem
de dybe Huulveie og de grønne Skove! jeg
ikke oftere spise Havren, rakt mig af din
tapre Haand! stol paa min uhyre Kraft, jeg
redder Dig!"
Og Hesten hævede sig; Ridderen trykkede
Sporene i dens Sider, drog dybt sin Aande,
bøiede sig hen over Dyrets Hals; - fra dens Jernskoe fløi Funker, og det halve Under var
skeer, thi Hesten stod
paa Ringmuren, og snart fløi de begge over
den brede Borggrav og vare frelste.*)
*) Fuldstændigere findes dette Sagn i "Nürnbergsche
Denkblätter" 1840.
Naar Vinden suser i Lindens Blade, fortæller
den derom.
Nedenfor Borgen, i Gaden tæt ved, ligger et
gammelt Bindingsværks Huus paa tre Etager,
den ene rager lidt udover den anden. Hver
Fremmed standser og beskuer det. I Forstuen
hænge Vaabenskjolde, sendte fra Bayerns
forskjellige Byer; hvad er det for et Huus?
Vi gaae kun nogle Skridt om Hjørnet, og paa
den lille Plads staaer Eierens kraftige
Billede; Malmet blinker i Solen, det er
Albrecht Dürers Monument af Rauch.*)
*) Det reistes den 21de Mai 1840;
begeistrede Sange løde her fra de Unges Bryst; ved
Illuminationen læstes følgende
Indskrift paa Dürrers Huus:
"In diesem, Hause schuf einst Dürer seine
Werke,
Und hier that ihm die Kunst den
Freudenhimmel auf,
Und höher stieg er stets
mit neuer Kraft und Stärke -
Er lebte, liebte, list, und - schloss hier Seinen Lauf."
Den kraftige Aand, der levede hos
Regiomontan, Dürer og Peter Vischer er ikke
forsvundet; der er Kraft og Vindskibelighed
i denne Stad! vel lærte jeg under mit korte
Ophold her kun eet Huus at kjende, men Alt
derinde bar Præget af hvad man kalder den
gode gamle Tid. Manden i dette Huus var
Billedet af Ærlighed og Snille, som Staden
fortæller det om sine gamle Borgere. Det var
Boghandler Campe, en elskelig, kraftig Mand,
den eneste jeg her levede med, men han var
vistnok ogsaa en af de bedste Repræsentanter
Staden kunde byde en Digter, der skulde tale
begeistret og sandt om den.
Nürnberg ligner enkelte kraftige Gamle, hos
hvem endnu Ungdommen rører sig, hos hvem
Tanken er bevægelig nok til at knytte sig
til dennes Ideer. Et talende Exempel bliver
Jernbanen fra Nürnberg til Fürth, denne Bane
var den første, der blev anlagt i Tydskland.
Det gamle Nürnberg var den første Stad, som
gik ind paa den unge Tids gigantiske Tanke
at drage Byerne til hinanden ved Damp og
Jernbaand.
Stednavne og personnavne:
Tyskland, Augsburg,
Berneck, Bayreuth, |