Paa een af Kirkegaardene i Leipzig er Gellert begravet. Da jeg 1830 første Gang var i Tydskland, besøgte jeg denne Grav; Oehlenschlægers aandrige Datter Charlotte var da hos Brockhaus i Besøg, hun førte mig derhen og viste mig Digterens Grav. Tusinde Navne vare ridsede i Gravstenen og skrevne paa Trægitteret; vi skreve ogsaa vore Navne og hun brød en Rose af Graven og gav mig til Erindring om Stedet.

Nu ti Aar efter gik jeg alene denne Vei; let fandt jeg Kirkegaarden, men Graven selv kunde jeg ikke finde, jeg spurgte en fattig gammel Kone om, hvor Gellert laae begravet, og hun viste mig Stedet. "Gode Mennesker blive altid søgte!" sagde den Gamle, "Han var en stor Mand!" og hun saae med stille Andagt paa den simple Grav.

Jeg søgte, mellem de mange skrevne Navne, de to, der sattes, da jeg sidst var her, men Gitteret var nys opmaler, ja maaskee flere Gange opmalet siden; nye Navne stode skrevne, kun Navnet paa Gravstenen, Gellerts Navn, var det samme. Det vil findes, naar de nysskrevne ere forsvundne og nye skrevne igjen; det udødelige Navn staaer, Menneskeslægtens enkelte Navne udslettes.

Den gamle Kone brød en Rose af til mig, en Rose, saa ung og frisk, som den, hvilken Charlotte selv i al Ungdoms Friskhed gav mig paa samme Sted; og jeg huskede saa levende paa hende, hun den friske Rose, der nu er i Graven! hun, hvis Sjæl og Tanke aandede Livs Lyst og Ungdoms Mod. Denne Gang skrev jeg ikke mit Navn paa Gitteret; jeg gjemte den hvide Rose paa mit Bryst og min Tanke var hos de Døde.

Stednavne og personnavne: Tyskland, Oehlenschläger