En
Digters Bazar af H.C. Andersen
|
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar
- A Poet's Bazaar 1842 |
Tydskland:
Breitenburg 1-02 |
Fra Kongeveien mellem Kiel og Hamborg
dreiede min vogn ind over Heden, jeg vilde
aflægge et Besøg paa Breitenburg; en lille
Fugl fløi mig qviddrende imøde, som om den
vilde ønske mig Velkommen.
Den lyneborgske Hede faaer Aar for Aar flere
Skovplantager, Huse og Landeveje, derimod
Fortsættelsen af den, gjennem Hertugdømmerne
og ind i Jylland, har endnu for største
Delen samme Udseende, som i det forrige
Aarhundrede. Der er Characteer og Poesi i
den danske Hede: Her er Stjernehimlen
udstrakt og stor, her svæve Taagerne i
Stormen, som Ossians Aander, og Eensomheden
lader os her have Besøg af vore helligste
Tanker. Som et Spøgelse af en Skov voxer her
Grupper af forkuede Ege, med Mos til ud paa
de yderste Grene; en ægyptisk Slægt med
guulbruun Hud og kulsorte Øine fører her sit
Nomadeliv, steger under aaben Himmel det
stjaalne Lam og holder Bryllup og Dands
udenfor Huset, der er hurtigt rejst af
Lyngtørv midt paa den eensomme Hede.
Kun langsomt bevægede min Vogn sig frem i
det dybe Sand; jeg troer man kunde blive
søsyg ved at kjøre her. Bestandigt fremad
gjennem øde, mennesketomme Egne; de enkelte
Huse, man her kommer forbi, ere udstrakte
Længer, hvor Røgen hvirvler frem gjennem den
aabne Port! Husene have ingen Skorstene, det
er som om Arnestedet manglede, som om
derinde intet Hjem var, som om kun den
Fremmede paa Vandringen over Heden her i
Hast tændte en Ild midt paa Gulvet og
varmede sig lidt, for atter at vandre
videre! - Skorstenene paa Bondens Huus og
den hvirvlende Røg gjøre det hjemligt;
Skorstenen pynter og opliver næsten ligesag
meget, som Blomsterqvarteret foran Huset -
men her var det i Harmoni med Hede-Egnen og
med den kolde Efteraarsdag. Solen skinnede
vel, men den havde ingen varme Straaler, det
var maaskee heller ikke engang Solen selv,
men kun dens skinnende Kjortel, som den lod
glide hen over Himlen. Ikke et Menneske
mødte vi, ikke en Qvæghjord var at see; man
kunde næsten troe, at Alt var sovet ind
eller bundet ved en Fortryllelse.
Først ud paa Eftermiddagen aabenbarede sig
et frodigt Landskab; vi saae en stor Skov,
dens brune Løv i Solskinnet gav den Udseende
af en Kobberskov, den havde noget sag
aldeles forhexet, at da just Breitenburg en
stor Drift Qvæg kom ud af Tykningen og
stirrede paa os med store Øine, gik der et
heelt Eventyr op for mig om den forhexede
Stad i Kobberskoven.
Bag Skoven kom vi gjennem en stor Landsby,
der om den ikke førte mig ind i Eventyrenes
Land, dog bragte mig tilbage i et andet
Aarhundrede. I Husene syntes Stald, Kjøkken
og Stue at gaae i eet. Landeveien var dybt
Dynd, hvori laae store Kampesteen. Det var
malerisk nok og det blev endnu mere; thi
midt i den tætte Skov skinnede i Aftensolen
en Ridderborg med Taarn og takket Gavl, og
mellem den og os bugtede sig en Flod bred og
dyb.
Broen dundrede under Hestenes Hov; vi
rullede gjennem Skov og Have ind i den aabne
Borggaard, hvor Lysene travlt bevægede sig
bag Vinduerne, hvor Alt saae rigt og
hyggeligt ud. Midt i Gaaden staaer en stor
gammel Brønd med et kunstigt udarbeidet
Gitter, fra dette fløi en lille Fugl, - det
var bestemt den samme, der qviddrede mig
Velkommen idet jeg kjørte ind over Heden,
den var kommet herhid før jeg, den havde
meldt mit Komme, og Borgens Eier, den ædle
Rantzau, førte sin Gjest til et velsignet
Hjem, Retterne dampede, Champagnen knaldede!
- jo det var bestemt Trolddom! en nøgen
Hede, en Kobberskov og bag ved disse et
gjestfrit Slot med skjønne Billeder,
duftende Træer og Blomster ved de bløde
Divaner. Det var Trolddom! Jeg tænkte paa
det stormende Hav, paa den eensomme Hede, og
følte: man kan dog have det godt i denne
Verden.
Fuglen qviddrede udenfor, mens jeg saae ud
af Vinduet; tilfældigviis faldt Lyset hen
paa Brønden og det var ligesom om Spanden
gik op og ned af sig selv og midt i Spanden
sad en lille Nisse, og nikkede Velkommen;
jeg tog bestemt ikke feil, thi Nissens
Bedstefader har engang i Skoven rakt en
Rantzau til Breitenburg et gyldent Bæger, da
Ridderen red ved Maaneskin gjennem Skoven *)
*) Foruden Bægeret fik
Slægten ogsaa en Guldrok; Sagnet om disse
Gaver er besjungen paa Tydsk af Lobedanz,
paa Dansk af H. P. Holst.
Bægeret gjemmes endnu i det udskaarne gamle
Egeskab i Riddersalen over Kapellet, jeg har
selv seer det, og de gamle Billeder paa
Væggen, alle stolte Riddersmænd, bevægede
Øinene; det var ved klart Solskin, havde det
været i den maanelyse Nat, da vare de
bestemt traadte ud af Rammen og havde
drukket en Skaal for den elskelige Greve,
der nu hersker paa det gamle Breitenburg,
"Den paradisiske Lyksalighed har ingen
Historie!" siger en Digter, "den bedste Søvn
har ingen Drømme," erkjender jeg, og paa
Breitenburg bragte Natten ingen Drømme. Ved
Daglyset derimod gik gamle Sagn og Minder
som Drømme fremfor Tanken, de hilste mig
under Havens ældgamle Alleer, de sad og
nikkede paa Vindeltrappen i Vagttaarnet,
hvor Skotterne laae paa Udkig, den Gang
Wallensteins Tropper havde leiret sig
udenfor; Wallenstein lod Mændene falde for
Sværdet, og da Qvinderne i Borgen paa hans
Befaling ikke vilde vaske Blodet af Gulvet,
lod han dem ogsaa nedhugge.
I den evig unge Natur rundt om gik gamle
Minder; fra Slottets høie Taarn saae jeg
vidt omkring over det frodige Marskland,
hvor i Sommeren det fede Qvæg gaaer i Græs
til Boven; jeg saae over de mange Skove, i
hvilke Ansgarius har vandret og prædiket
Christi Lære for de danske Hedninger;
derovre minder endnu en lille Landsby om
hans Navn *)
*) Willenscharen.
der har hans Gaard staaet, her levede han;
Kirken hist ved Heiligenstädte, hvor Jorden
er voxet høir op om Muren, er endnu fra hans
Tid; som den Gang, speiler den sig endnu i
Støren, der hvor han i sin fattige
Fiskerbaad roede over til den lille Sti
mellem Rørene.
Jeg vandrede i Slottets Have under de gamle
Træer ved de bugtede Kanaler, Hyldebusken og
Rosentræet bøiede sig over Vandspeilet for
at see hvor smukt de blomstrede. Bonden gik
paa Digerne og trak Baaden op mod Strømmen.
Jægeren med sine Hunde tog Vei ind i den
kobberrøde Skov. Posthornet klang, og det
var som Skov og Mark fik Stemme, som istemte
den Efteraarets Dødshymne: "den store Pan er
død!"
Da Solen var nede, lød Sang og Bægerklang i
Borgen; jeg vandrede gjennem Salen, hvis
mørkerøde Vægge omfatte Basreliefs af
Thorvaldsen og fremhæve de smukke Buster og
Statuer; udenfor heldede sig op til Vinduet
Rosenhækken med sin bladløse Green med de
røde Hyben og den drømte, ved Sommerlivet
inde i Salen, at den selv endnu var ung og
blomstrende, og at hver Hyben var en Knop,
der imorgen vilde aabne sig. Og Nissen sad
paa Brøndkanten og slog Takt med sine smaa
Fødder, den lille Fugl qviddrede, "her er
smukt i Norden! her er godt i Norden!" og
dog fløi Fuglen til de varme Lande! og
Digteren gjorde det samme.
Stednavne og personnavne: Kongevejen,
Tyskland, Lüneborg Hede, Heiligenstadt
|