|
Religionen og
Andersen
H.C. Andersen i sin lejlighed i
Nyhavn 18, hvor han kigger ud af
vinduet.
Andersen var en dyb
religiøs natur med fast tro på
udødelighed (se f.eks. kapitlet "Tro
og Videnskab" i hans bog "I Sverrig".
"Ingen Kristen" og "Udødelighed" i
"At være eller ikke være").
Han var
meget human i religiøse spørgsmål og
sagde: "Jeg troer ikke, at man saa
afgjort tør forkaste en Andens Tro i
hvad der kommer ind paa det
Religiøse".
Der er tit spurgt om han
var kristen. I sin roman "O.T."
lader han i 1836 Otto tage
katolikkernes Madonna tilbedelse i
forsvar: "Kristus har enten ganske
været et Menneske eller - som Biblen
lærer os - et guddommeligt Væsen;
jeg vil nu antage dette Sidste. Han
er Gud selv, der paa en os
ubegribelig Maade fødtes af Jomfru
Maria. Men da maatte hun være det
reneste, det fuldkomneste kvindelige
Væsen, da Gud fandt hende værdig at
føde Sønnen, den Enbaarne; hun
bliver da saa hellig, som et
Menneske kan blive det, og vi maa
bøje os dybt for den Rene, den
Ophøjede. Jeg antager, at Kristus
var et Menneske som vi; eller kan
han, efter min Tro ikke opfordre os
til at efterligne sig; det var
heller ikke stort som Gud at gaa en
legemlig Død imøde, hvor han kunde
bandlyse hver Smerte) Var han nu kun
Menneske, født af Maria da bør han
dobbelt beundres, da maa vi knæle
for hans store Aand, hans oplysende
og trøstelige Lære." Det er åbentbart Andersen selv, der her
taler i Ottos navn.
"Gud, min Gud, giv mig Tro!"
I "En Digters Bazar" udbryder han: Du dejlige Guds
Natur - -min bedste, min helligste
Kirke!" Da han i 1856 skriver "At
være eller ikke være" er det
åbentbart også ham selv, om hvem der
i skikkelse af Niels Bryde efter
Esthers død siger: "Hvert Aanden,
Troens Ord, hun havde udtalt, hendes
klare Overbevisning om Gud, Kristus
og Udødelighed, genklang i hans Sjæl
med en Magt, en Længsel, om
Inderlighed! Gud var ham en
Kendsgerning, Udødeligheden maatte
ogsaa være det, og da vilde alle
Mysterier klares, lyse ind i hans
Sjæl. Under denne hans uendelige
Smerte og Længsel kom Barnesindet,
Hænderne knugede sig om hinanden, og
Bønnen var paa hans Læber:
"Gud, min Gud, giv mig Tro!" I et
utrykt brev fra 1871 skriver han:
"Jeg venter hver Dag paa, "at mit
Vandrebudskab faaer", og har derved
en hel Del hamlethske Tanker. Det
var lykkeligere at have kristelige.
Nok om det!"
Troen på det
naturlige og på den åbenbarede
religion
Andersen har flere
gange udtalt sig til mig om sit
religiøse standpunkt. Engang i
Schweiz, da han stod og beundrede
naturen sagde han: "Jeg troer mere
paa den naturlige end paa den
aabenbarede Religion; thi den
naturlige kan jeg faa ud af Alt,
hvad jeg ser; det forklarer sig som
Guds." Et par dage efter sagde
han: "Jeg har mest Respekt for
Kristus blandt Alle, der har levet;
men jeg kan ikke komme til at tro
paa ham som Gud." Noget senere
udtalte han: "Der var igaar en Dame,
som ganske rigtigt sagde til mig, at
hun godt vidste, hvorledes det var
gaaet med min religiøse Udvikling.
Ualmindelig længe havde jeg beholdt
min Barnetro; men ved Omgang med
H.C. Ørsted - han var min Præst -
var den forsvunden. Jeg stod paa
hans standpunkt i "Aanden i
Naturen".
Andersens barnetro
Senere var jeg
næsten kommet til et Jødestandpunkt.
Derpaa smigrede Brandes og hans
Parti mig, og jeg lod mig en lille
Tid paavirke af dem; men det gik
snart over, det blev mig endog
vederstyggeligt. Nu , da jeg er syg
og elendig, mærker jeg nok, det var
det Bedste, om jeg havde min
Barnetro". I sine allersidste dage
sagde han: "Jeg troer saa sikkert
paa et evigt Liv og Gud; men det er
mig saa svært at komme til at tro
paa Kristus som hans Søn; jeg
arbejder på det, jeg vilde det saa
gærne, fordi jeg troer, det er det
Sandeste og det Lykkeligste". I et
sådant udsagn, i en sådan længsel,
gemmes der en gryende kristentro.
Han følte til sidst fred og glæde og
god fortrøstning, da han skulle
afsted på den lange rejse
"...over Skyen mange
Mile til det ubekendte
Land..."
Foto: Lars
Bjørnsten Odense
Artiklen er skrevet af Nicolai
Bøgh, se nærmere
her!
|
