H.C. Andersen og forfængeligheden
At H.C. Andersen var
forfængelig ses bl.a. af nedenstående udsnit fra et brev til Henriette Hanck.
H.C. Andersens vest
H.C. Andersen i brev til Henriette Hanck den 27. april 1838: "Veed De
hvad mine galanteste Venner sige: Andersen er bleven saa mageløs Lapset, den
største Modejunker! han gaaer i en Frakke til 60 Rd. med Fløiels Foer, en Hat,
som en Paraply og en Figur- ja han bliver Dag for Dag smukkere!"
Forfængeligheden
Der er jo talt og
skrevet meget om hans
forfængelighed. Man bør overfor
dette spørgsmål tage med i
betragtningen deraf, at han jo i
hele sin ungdomstid - ja, langt
senere, - havde været genstand for
spot og tilsidesættelse, for at
hjælpe derpå stillede han da sig
selv frem. Da han så virkelig blev
anerkendt, overdrev man den ros, man
ydede ham, og stillede ham næsten
for højt, hvorved hans selvnærede
forfængelighed atter fik vækst. Han
blev i sin ungdom anklaget for at
være forfængelig af ting, som det
ikke var værd at ofre opmærksomhed
på.
H.C. Andersens
lommetørklæde og
bindeslips.
Andersens frakke
og forfængeligheden
Henriette Hanck skriver 9.
november 1839 til ham: "Saa lad os
da tale om Deres nye Frakke! Hvilken
Skrædder har syet den ? Hvilken
Farve har den ? Hvor Meget har Alen
af Tøjet kostet? o.s.v,.o.s.v.
Den, siger De jo, interesserer Dem
af Alt mest. Hvilke Damer finder Dem
smukkest i den nye Frakke? Og Hvem
er den Nydeligste blandt disse
Damer? Kære Andersen! Troer de
virkelig, at en eneste af de Damer,
der kender Dem nøjere, og hvis
Interesse og Godhed De sætter Pris
paa, tænker paa Udstopningen i
Frakken, naar de ved, at der slaaer
er godt og trofast Hjærte under den?
Vil De, at Folk skal glemme Digteren
for Dandyen, Mennesket for Frakken?
De kan tro det, naar jeg siger det -
en Søster smigrer ikke - De har et
interessant og aandfuldt Ansigt; er
der ikke langt Mere end at være
smuk, især for en Herre; Men, naar
jeg siger Dem, at De i mine Øjne er
smuk, saa maa De igen ikke glemme,
at Søsteren maaske med Forkærlighed
seer paa de Træk, der ere hende
kære"
Andersens stramme
bukser
Da Henriette Hancks
bedstemor, Andersens gamle veninde
Madam Iversen var flyttet fra Odense
til København og der boede i
Frederiksbergsgade, kom Andersen
derop, iført et par nye, stramme
bukser. Caroline Hanck, der altid
drillede ham med hans
forfængelighed, var i stuen. Han
ytrede sig ikke, men var meget
urolig. Saa gik hun ud, men lurede
ved Døren. Andersen sagde: "Madam
Iversen, har De seet mine Buxer?
Russerinden er den Eneste i Verden,
som har Mage til dem". Caroline brød
da ind og råbte: " Naa, saa det er
han!" Andersen svarede: "Uh, den
Caroline, den Caroline! Hun er ogsaa
altid saa afskyelig."
Forfængeligheden
stammer fra Andersens farmor
Denne hans
forfængelighed med hensyn til
klædedragt var jo fra hans
første år af bleven fremelsket af
hans farmor, som efter hans egen
fortælling syede brogede stykker tøj
sammen og pyntede ham med disse, der
skulle agere vest. Den stod vel også
i forbindelse med hans
eventyrfantasi, der i hans drengeår
fik han til at lave dukker af
brogede bånd, han tiggede sig til i
butikker. Sådanne historier om den
som de ovenanførte ville dog måske
kunne kaste et noget mildere lys
over de mennesker, der i hans
tidligere år havde ham det
bedste, skønt man aldrig vil kunne
forstå eller forsvare, at en person
f.eks. sender ham et brev med
overskrift "Lange Pjerrot! Store
Mand! Fortræffelige Digter!" En
lignende fornærmelse lå der åbenbart
gemt i en opfordring fra en af de
ledende i Studenterforeningen til,
at han i en pantomime der skulle
spille Pjerrot.
Forfængeligheden
i forhold til Andersens indre og ord
!
I "Fodrejse fra
Holmens Kanal til Østspidsen af
Amager" siger den filistrøse,
hexeagtige amagerkone til ham: O, Du
arne Ulykkens Fugl, hvilken
Forfængelighed lyser der ikke ud af
hvert Dine Ord! Ja, det gaaer galt!
Hvilke Tanker har Du ikke om Dig
selv! Tro dog ikke, hvad en halv
Snes Stykker har visket Dig i Øret:
" Du er Digter, er vittig og
lunefuld" Herre Gud, man maa sige
Noget til den unge Forfatter, der
læser sit Arbejde op; Men Du skulde
kun høre, naar Du saa er gaaet! Den
mildeste Dom er: det er et ganske
godt Menneske; men han har den
ulykkelige Ide, at han er Digter."
Andetsteds i samme bog lader
Andersen en gammel ræv, en
efterkommer af Reineke Fos, belære
sin søn således: "Frem for Alt maa
Du lægge Dig efter at kunne
vise en uhyre Beskedenhed; det er er
Slags ædelst Kryberi, som Verden
holder meget af. Forfængelighed er
Hovedfarven i det store Livsmaleri;
men de Fleste forstaa at skjule den
med en Slags Klogskans-Fernis, der
giver det Hele en egen Glans. Der
aander Ingen, udenat han jo har sin
Portion Forfængelighed; selv den,
der mest krybende slaaer Øjet ned og
synes den personificerede
Beskedenhed, er forfængelig; ja,
idet han dadler Andre, bruser
Forfængeligheden igennem hans Aarer,
og det lille, beskedne Hjærte siger:
Jeg takker Dig, Gud, at jeg ikke er
som andre Mennesker; jeg er dog en
ganske anden Karl, er ikke saa uhyre
forfængelig som disse." Her er jo
svar til dem, der beskyldte Andersen
for forfængelighed.
Beskyldningerne
om Andersens forfængelighed
Han spurgte mig
engang, om der ikke var Mange, der
gjorde dette, og jeg svarede, at jeg
ikke turde benægte det. "Jamen, det
er ikke Forfængelighed," sagde han.
"Naar En giver mig en dejlig Gave,
og jeg bliver rigtig glad over den
og siger: "Er det ikke smukt? Er det
ikke udmærket? Jeg paaskønner den
saameget", da siger Folk: "Hvor det
er kønt, at han er taknemmelig, det
rare Menneske!" Men, naar jeg
nu har faaet den Gave at skrive
smukke Æventyr - og jeg føler godt,
at det ikke var min egen Fortjeneste
- og jeg saa i fuld Taknemmelighed
over Gaven siger: "Er det ikke
dejligt?" saa svare Folk: "Hys!
Saadan Noget, maa Du ikke sige! Det
er jo en rædsom Forfængelighed!"
"Nej, det er ikke Forfængelighed,det er Taknemmelighed! Jeg siger
meget mere end Andre Alt, hvad jeg
tænker. Det er der Nogen, som har
sagt, jeg skal lade være med, og det
har jeg ogsaa prøvet paa; men jeg
kan ikke lade være; selv om jeg
bestemmer det, siger jeg det strax
efter alligevel. Nu har jeg ogsaa
besluttet, at jeg vil udtale, hvad
der er i mig; det Modsatte er min
Natur imod, og saa skal jeg ikke
gøre det."
Man skal ikke se
at jeg græder!
I sin "Hartzrejse"
skriver han" Hvad jeg ikke undseer
mig ved at betro Papiret, hvis Blade
dog ere Midas-Siv, der udsladre det
igen for Verden, kan jeg dog ville
skjule for Menneskene, naar jeg selv
møder dem; jeg blev som Yngre
saaledes spottet for min naturlige
Følsomhed, der dog ikke var Føleri,
at jeg selv spillede Langbold med
mit eget Hjærte og de bedste
Følelser, for ikke at gælde for en
følende Nar mellem de andre
fornuftige Mennesker; den samme
isnende Skræk overfalder mig tidt
endnu, naar mit Hjærte bliver sig
selv, og jeg gør da tidt et komisk
Ansigt, for at man ikke skal se, at
jeg græder."
Artiklen er skrevet af Nicolai Bøgh, se nærmere
her!
Foto: Lars Bjørnsten Odense
|