Studenterliv 6.

H.C. Andersens studenterliv

Endnu havde jeg ingen stæder ret set i Fyn og Sjælland og kendte slet ikke til øerne. Molbechs rejse gav mig store forventninger om Møn og jeg tog med dampskibet derned.

Møns klint 2004.

Foto : Henrik Bjørnsten

Den hele tur hen skulle kun vare en halv dag, men vi fik storm og måtte blive natten over på søen, hvor jeg led meget og først næste dag meget træt nåede Møn.

Molbechs alt for overdrevne og udmalede beskrivelse var mig nu til megen skade. Jeg havde tænkt meget og nu gjorde klinten næsten slet intet indtryk på mig og kun dronningestolen havde mig en tålelig højde.

Christian Molbech 1883-1857. Censor ved Det Kongelige Teater i København

Først om aftenen, da Månen skinnede på det blikstille hav, og jeg var langt borte, som en Tåge, øjnede de hvide kridtbjerge på Arkona, blev jeg henrevet og følte her var smukt. På hjemrejsen besøgte jeg en søster til frøken Tønder-Lund der her var gift med en præst. Jeg mødte kongen, der kom i land og så de landlige feste, der i denne anledning var foranstaltede. Nu spadserede jeg på min fod til Vordingborg og var i Kong Valdemars tårn samt løb om ved stranden og tumlede mig i de smukke omgivelser. Siden tog jeg over Næstved til Slagelse, hvor jeg ikke havde været siden jeg gik i skole, og følte mig ordentlig lidt stolt ved, at jeg nu alt var så vidt.

Da jeg kom til Odense kappedes alle om at vise mig deres glæde. Min gamle moder var ude af sig selv af glæde og jeg selv ønskede kun, at dog gamle farmoder havde levet og set og hørt alt dette gode, al denne lykke. Kun 8-14 dage blev jeg i byen.

Hjørnet af Horsetorvet og Munkemøllestræde.

H.C. Andersens barndomshjem ligger i Munkemøllestræde i Odense. Foto ca.1908.

Længe kunne jeg ikke være fra mine studeringer, og jeg var indbudt af kammerråd Bangs på Nørager i Sjælland til også at gæste dem. Det var en smuk egn, tæt ved Tissø, elskelige mennesker. Jeg traf også her sammen med Collins sønner og der var muntre mennesker i det hele hus, og jeg tilbragte nogle ret oplivende dage i hvilke jeg flere gange gjorde vandringer til den gamle præst Lassen i Sæby, hvem jeg kendte fra mit ophold i Slagelse. Han havde været ung student, da Struense og Brandt henrettedes, og viste at fortælle meget. Der var også meget hyggeligt i præstegården, en sal med gamle familieportrætter og kobber. Han hørte nogle af mine digte og spåede mig med profetisk alvor mangen stolt drøm opfyldt. Jeg troede også den gang endnu på alt, hvad Folk sagde og havde endnu aldrig båret en sorg. Kom der sådan en sort flue og satte sig på mig, så fløj den straks bort igen. Jeg var så rig på munterhed, ofte end også overgiven.

Sidst i august kom jeg hjem til København igen. Nu måtte der læses, da jeg ville have bedste karakter. Jeg tegnede mig hos Thorlacius til at komme op den første dag til philologicum og den sidste i måneden til philosophicum og var nu ved ret godt mod. Men Thorlacius dør og Oehlenschläger kommer i hans sted. Der blev nogle forvirringer, og til min skræk ser jeg mig sat på til begge dele af eksamen de to første dage i måneden. Det kunne jeg slet ikke gøre og jeg måtte derfor nødes med at gå til Oehlenschläger, for at sige ham at der var indløben en fejl og at jeg ønskede og måtte placeres, som jeg først havde sagt. Han var meget heftig mod mig og ytrede, at han ikke vidste, hvorfor han skulle gøre noget for mig, der havde været så slet mod ham i min vaudeville. Jeg kunne intet svare, men følte mig endnu mere stødt fra ham og forudså, at jeg nu slet ikke turde gå op, da der ingen mellemtid var at læse i.

H.C. Andersens bevis for eksamen i philologieum og philosophicum 1829.

Anden eksamen første og anden del.

 Jeg gik modløs bort, men dagen efter havde hans gode natur og barnlige hjerte sejret og han sendte bud til Collins og Ørsteds, at jeg kom op som jeg havde ønsket. Det gik nu meget godt med philologicum og jeg fik derved mod og da philosophicum kom vandt jeg mit laudabilisi for enhver videnskab jeg var oppe i, så at mine critici nu intet kunne sige. Jeg stod hæderligt med "bedste karakter". Alle Collins og Wulffs tog hjertelig del i mit held.

Med Eduard blev jeg lidt mere fortroligt og jeg måtte agte ham for hans gode hoved, kundskaber og praktiske greb og han hjalp mig overalt, hvor han kunne. Således ret langsomt, men grundigt begyndte bygningen på vort venskab. Med hensyn til min fremtid, hvad jeg burde studere eller om jeg skulle følge mit naturlige anlæg og vove mig alene frem på digtervingen, talte jeg med faderen Collin om og han sagde: "Gå De nu i Guds navn den vej, de vist er skabt for, det bliver vist det bedste". Det var også mit hjertes stemme og jeg var dobbelt lykkelig over, at han sagde det samme og nu havde jeg en fast beslutning.

Såfremt intet er angivet er  foto af Lars Bjørnsten Odense