H.C. Andersens studenterliv

Ludolph Schley, hvem jeg stod i brevveksling med, og mere og mere fik fortrolighed til havde imidlertid oversat mit digt: "Det døende Barn" som stod trykt i en libauesk avis, men uden nogen hentydning til, at det var en oversættelse. Etatsråd Olsen fik det at se og sagde, at det ikke kunne gå an. Digtet var mit og det var dansk og det burde derfor straks trykkes hos os for at folk ikke siden skulle komme og sige at det var en oversættelse.

Manuskript til "Det døende Barn"

En ting som virkelig i en senere tid, da man var på nakken af mig blev brugt i "Nyeste Skilderie",  man sagde det var et herligt ægte poetisk digt, men det forekom som man havde set det et Sted på tysk, imidlertid var det en fortræffelig oversættelse.

Etatsråd Olsen lod altså mit digt trykke i Kjøbenhavns-Posten, såvel min danske original, som Schleys tyske oversættelse. Det vandt straks et stort publikum og aldrig er noget enkelt digt af mig undtagen måske "Spillemand, spil på Strænge"  bleven således optaget. Det var altså det første digt jeg optrådte med.

Under en middag traf jeg hos etatsråd Ørsted sammen med Digteren Heiberg, som da udgav "Den flyvende Post" og var ved sin "Kong Salomon" blevet publikums yndling. Jeg var henrykt over dette møde og passede på så jeg kunne få min plads ved siden af ham ved bordet. Jeg var heldig og vi kom i samtale, da han havde hørt tale om mig bad han mig besøge sig og se nogle af mine digte.

Jeg gjorde det og gav ham straks to: "Aftenen" og "den rædselsfulde Time", hvilke han fandt noget originalt i og som blev optaget i "Den flyvende Post". Dog satte jeg ikke mit navn under, men samme mærke, som under "Det døende Barn" et lille h", der skulle antyde mit navn H.C.A.

Disse to digte, lagde folk virkelig mærke til og jeg havde her en triumf. I kommandør Wulffs hus var jeg virkelig som en af familien. De var alle så elskelige mod mig og kun når talen gjaldt mit poetiske talent ytrede kommandøren ikke synderlige forhåbninger. Han troede også at denne beskæftigelse trak mig for meget fra mine studier, så han udtalte sig noget heftigt mod mig, der tit satte mig i fortvivlet humør. Derfor fik han kun sjældent mine digte at høre. Han vidste ikke noget om de stykker der kom i Flyveposten før de stod der. Da han læste de to første og ikke kendte mærket kom han ned til de andre og sagde: "her er Flyveposten, der er noget godt deri i dag". Nu sagde frøken Jette med triumf "og det er af Andersen".

Min manuduktør Müller flyttede imidlertid ud på Christianshavn og tit måtte jeg to gange daglig gå ud til ham. Jeg kom ofte sent hjem om aftenen. På udvejen havde jeg da nok at gøre med at tænke på mine lektier, men hjemad lod jeg fantasien more mig og således opstod lidt efter lidt ideen til min "Fodreise til Amager" og jeg skrev kun nogle momenter od, da den hele digtedes næsten i hovedet.

Min værtinde fru Swarts var en ganske almindelig kone, læste ellers flittigt mine trykte digte i Flyveposten.

Udgave nr. 82  12. oktober 1827 af Kjøbenhavns Flyvende Post (Flyverposten)

En dag kom hun ind til mig og sagde: "De kan nu sætte det så godt sammen og vil De ikke skrive mig et ligvers. Min veninde Madam S er død og det var en fortræffelig kone mod de fattige. Hun havde nu den søn, der løber der om og ham bliver der aldrig noget af. Han er i galt selskab også vild og mig kalder han altid din gamle heks. Moderen har haft nok sorg af ham og det var en brav kone. Nu kan De sætte det sammen som De vil.

Jeg skrev da to småvers, men naturligvis uden at nævne sønnen. Fruen fandt det smukt, men hun syntes, at to vers så lidt karrigt ud  ligesom man ikke ville spendere mere. Hun bad mig sætte et til, som jeg også gjorde, men da pigen siden kom tilbage fra aviskontoret, hørte jeg fruens udbrud : "Hvad er det for snavs". Der var altså ikke andet for end igen at stryge det sidste vers ud, så at det kunne blive billigere. Jeg måtte også sætte hendes navns første bogstav under og udfylde resten med prikker, for at familien kunne gætte hvem det kom fra. Til gengæld fik jeg hver søndag herefter kaffe og en tvebak. Endelig nærmede sig den skæbnesvangre oktober.

Foto:  Lars Bjørnsten Odense