Studenterliv 1.

H.C. Andersens studenterliv 1826

Som fuglen i luften var jeg nu i sjæl og hjerte. Hver sorg, hver grille var glemt og det lod til, at mit medfødte lune, der hidtil havde været inddæmmet, nu brusede næsten for vildt frem. Alt forekom mig lystigt eller naragtigt og min alt for stærke følelse, der i sin reneste smerte var bleven spottet og udleet af Meisling forekom mig nu også selv for gal. Livet var jo så smukt.

Henriette (Jette) Wulff 1804-1858.

Hertil kom nu Jette Wulffs livshumor, uskyldige persiflage, det smittede med. Jeg havde og fik derved et lystig sind, lune og overgivenhed, men endnu havde jeg næsten hele min barnlighed, der stak underlig af eftersom jeg var 21 år.

H.C. Andersens tagkammer i perioden 1827-1828. Beliggende Vingårdsstræde 6 i København.

Dette var HCA's bolig efter at være blevet taget ud af latinskolen i Helsingør. Se mere her !

Min tillid til menneskene var der endnu slet ikke rokket ved. Selv Meisling var jeg slet ikke vred på, men tænkte kun på min frihed, min lykke. Alt skulle nu indrettes på det mest økonomiske. Hos en enke fru Schwarts i Vingårdstræde lejede jeg mig et lille tagkammer. Det var smukt malet, men ikke større end at 3 - 4  mennesker nogenledes kunne være der. Væggene var under taget skrå, og vinduet her gik ud, som andre tagvinduer, men med en vid udsigt. Jeg så over husene til Holmensgade og Slagterboderne, og lige midt for lå Nicolai Tårn, som jeg kunne se lige nede fra grunden af.

Om sommeraftenerne gik solen her så dejlig ned. Skyerne stod mig som bjerge, og jeg sank tit her hen i dejlige drømme, mens lirekassemanden spillede neden for. Jeg havde et lille skab i væggen og dette forsynede jeg nu med brød, smør og pølse og havde således min frokost og aftensmad selv.

Udsnit af buste med H.C. Ørsted (Hans Christian Oersted)

 Middagene fik jeg straks og let besat hos mine venner. Kommandør Wulffs om mandagen, conferentsråd Collins om tirsdagen, etatsråd Olsens om onsdagen, fru Muffelmanns om torsdag, etatsråd Ørsteds om fredag, Forvalter Ballings om lørdag. Søndag havde jeg ikke besat eftersom jeg helst ønskede denne fri, da jeg altid blev inviteret ud og da bedst ønskede denne dag der til.

Man tog imod mig, som om jeg hørte til familien. Dog generede det mig i begyndelsen  undtagen hos Wulffs der var jeg ganske hjemme. Dog det blev jeg også snart på de andre steder, men senest hos Collins. Faderen havde
jeg ordentlig en slags frygt for. Skønt jeg elskede ham af min hele sjæl, men denne frygt lå i, at jeg anså mit livs lykke, ja min hele væren at afhænge af ham. Den ældste datter var gift og borte. Hun havde mest givet sig af med mig og de andre børn gjorte det slet ikke.

Ja, Eduard så mig, som kold og frastødende. Jeg troede virkelig at han ikke kunne udstå mig, at han var hovmodig og endog min fjende. Det tænkte jeg om ham, der siden blev mig så uendelig kær, som jeg nu ved er min første min prøvede ven, den gode sjæl. Kandidaten Ludvig Müller, som er søn af Dr. Müller skulle nu læse alting med mig på nær matematik. Denne troede han jeg på egen hånd kunne ekspedere, jeg havde læst i Helsingør og skulle altså kun repetere og hvad regning angik var jeg så brav, at jeg altid i Helsingør måtte ved hver måneds slutning, regne alle disciplenes karakterer sammen og bestemme op - og nedflytning.

Müller var meget ferm i de østerlandske sprog, hvorfor han også kaldtes "den hebraiske Müller". Han talte godt islandsk og var et ganske fortræffeligt menneske, der efter moderens død, end også ernærede sine to brødre ved information. Han tog sig grumme meget og samvittighedsfuldt af mig, var munter og venlig og det var det modsatte af Meisling. Kun en fejl havde han, og af stor vigtighed for mig, han var af de hellige. Grundtvig, Ruddelbach og Lindberg var hans omgangsvenner. Da han nu holdt meget af mig, og anså det for en salighedssag, blev det hans ivrigste bestræbelse at få mig til at antage alle hans ortodokse begreber, omvende mig og blive en af de helliggjorte. Vi kom fortræffeligt ud af det i alt, undtagen i religion. Qvistgaard i Slagelse havde lagt en fornuftig grundvold og min egen naturlighed kunne heller ikke tåle dette at holde sig til bogstavet. Jeg fandt også, at der var noget komisk deri. Noget der forringede Guds værd og ved at gøre ham tværtimod Kristi ord, til en streng Herre, der straffede med en evig ild uden frelse. Da mennesket ikke havde bekæmpet en syndig natur, der dog så meget var medfødt.

Den friheds champagne der nu gennem bruste mig, ja selv min lyst til persiflage, der mere og mere vågnede hos mig, gjorde at jeg kæmpede ivrig imod. Han mente mig det grumme ærligt, men ville at jeg skulle tro alt og selv hvad min fornuft modsagde, af hellige genstande. Tit kom jeg også med fornuftige indvendinger, der for et øjeblik slog ham, men når han intet vidste at svare, sagde han: "Ja, det klinger jo meget rigtigt og sandt, men tror De ikke at det er den onde der nu taler af Dem, han hjælper altid sine. "Men" svarede jeg, "det er just mit ord", at der ingen fanden er til, uden billedlig talt, og at der af en god Gud umuligt kan være et helvede til, hvor synderen evig skal pines. Nu er jeg kun et menneske og som De også siger, et syndigt, men det tør jeg sige, jeg kunne ikke pine min fjende evig, hvorledes skulle da Gud kunne ville det. "Det står i skriften" svarede han og det er Gud selv der taler, og Gud kan ikke lyve.

Således gik det altid og han forsikrede også helligt, da jeg dengang talte om at studere teologi, at hvis jeg nogensinde ordineredes til præst og han var i Byen ville han træde offentligt frem og sige at jeg ikke kunne aflægge ed, hvis jeg ikke havde forandret mine ideer. Det bedrøvede ham formeligt at jeg, da jeg ellers var så skikkelig og ikke ville vende om i troen. Han fik mig til at besøge Grundtvig, men han var lige sådan og talte mig så ondt om Byron, som en ugudelig. Lindberg kom undertiden og engang skulle han høre min om min forstokkelse i religionen, men jeg ville ikke og tog mine bøger og gik hjem. Da jeg var den første han dimitterede var han noget urolig og det blev halvvejs bestemt at Rudelback skulle gøre det, dog da han forflyttes til Saxsen blev Müller ved det.

I skolen havde jeg været meget flittig og jeg var det nu i samme grad. Da det var mig en samvittighedssag, men da jeg nu blev godt behandlet, og havde mere mod og lyst gik det og så langt bedre, og der blev endog tid til adspredelse. Jeg kom temmelig ud omkring og digtede også hjemme flere små komiske digte. Mit væsen var kun meget lidt forandret fra før og jeg troede på, hvad enhver sagde, når det gjaldt min ros.

Jeg ville grumme gerne blive lagt mærke til og helst føre ordet alene og være den interessante.

Jeg var straks villig til at recitere og deklamere, som var noget, der endnu hang ved fra gamle dage, og nu i min frihedstilstand satte nye skud.

 Adam Oehlenschläger

Min lange, magre figur, min forunderlige barnlighed og interesse for alt teatralsk gjorde en komisk virkning, som jeg i min livsglæde slet ikke lagde mærke til og troede virkeligt, som Oehlenschläger en gang sagde, at ethvert smil var et bifaldssmil.

Tit spottede man derover, men jeg mærkede det ikke. Dertil troede jeg både de andre for godt og satte mine egne præstationer for højt. Professor Thiele der altid mødte mig med interesse og senere med sandt venskab har siden fortalt mig, hvorledes vi engang var i selskab sammen hos en rig familie. Nogle damer sang og den unge Gerson fantaserede og til sidst bad man mig deklamere et af mine digte, men det var kun for at få løjer. Jeg gjorde det straks, men sagde Thiele, Digtet var så poetisk og De sagde det så naturligt, at de som ikke vidste ret var bestemte på at ville le, hvad de skulle, da de måtte erkende der var noget ualmindeligt, hvor de ventede fjanteri.

Collin gjorde mig også opmærksom der på, og det bedrøvede mig smerteligt. Jeg søgte også at kæmpe imod, men når man bad , ja så løb naturen af med mig. Hos Müller gik det ellers ret godt og jeg læste altid hjemme til langt ud på natten, men når jeg var mest flittig, kom de poetiske ideer stærkest over mig. Der var virkelig en "Rimdjævel" således, som jeg har sunget om ham, der plagede mig, som jeg tit havde mangen hård kamp med og gerne gad kastet blækhornet i hovedet. Dog lokkede han mig aldrig til at forsømme mine lektier.
 

Foto:  Lars Bjørnsten Odense