Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

München er for mig Tysklands interessanteste By, og det er Kong Ludvig især, som ved sin Kunstsands og en uendelig Virksomhed har bevirket dette. Ogsaa Theatret er i Blomstren; det eier en af Tydsklands dygtigste Theater-Intendanter, Digteren Dr. Dingelstedt; aarligt gjør han Reiser til de betydeligste tydske Skuepladser og lærer at kjende de sig der udviklende Talenter, besøger Paris og kjender Repertoirer, Theatrenes og Publicums Tarv. Det vil snart blive et Mønster-Repertoire, der frembydes paa Konge-Theatret i München; her er dertil »Sætten i Scene, en Opmærksomhed for denne selv, der er aldeles ukjendt hjemme hos os, hvor man f. Ex. tager til »Regimentets Datter«, hvor Scenen er i Tyrol, Coulisser med Palmer og Cacter, lader »Norma« i den ene Act boe i Socrates's græske Stue og i anden Act i Robinsons Palmehytte; man byder os Dag-Coulisser hvor Solen skinner ind ad, medens vi i Baggrunden har aaben Altan ud til mørkeblaa Stjernehimmel! - Alt uden Tanke eller Opmærksomhed og det i det Uendelige. Men hvem lægger Mærke til Sligt, hvem bryder sig om Sligt, siges der, intet Blad anker derpaa! Münchens Repertoire har Afvexling, her er Iver for at kjende Tidens betydeligste Frembringelse i de forskjellige Lande; med de der meest bekjendte Forfattere sætter Theaterintendanten sig i Forbindelse; et hædrende Brev, jeg modtog fra ham, bragte os i Brevvexling, han ønskede Underretning om det danske Theater-Repertoire, med Hensyn til originale Stykker, omtalte i samme Brev den nu regjerende bayriske Konges Kjendskab til mine Skrifter og hans naadige Interesse for mig. Intendanten Dingelstedt blev saaledes Den, jeg strax besøgte i München, han tildeelte mig øieblikkelig en af de første Loger i Theatret, den var under hele mit Ophold her til Afbenyttelse for mig og min Reisefælle; han underrettede Kong Max om min Ankomst, og Dagen efter fik jeg Tilsigelse til Taflet paa Jagtslottet Starnberg, hvor hans Majestæt da opholdt sig. Geheimelegationsraad v. Dönniges afhentede mig; vi fløi med Jernbane-Flugt og indtraf før Taflets Tid til det lille Slot, der ligger smukt ved en Sø, som begrændses af Alperne, Kong Max er en ung, høist elskværdig Mand; paa det allernaadigste og venligste blev jeg modtagen af ham, han sagde mig, at mine Skrifter, navnlig »Improvisatoren«, »en Digters Bazar, »den Lille Havfrue« og »Paradisets Have« havde gjort et dybt Indtryk paa ham. Han talte om andre danske Forfattere, kjendte til Oehlenschlägers og H. C. Ørsteds Skrifter, han skattede det aandelige friske Liv i Kunst og Videnskab, der rørte sig i mit Fædreland; v. Dönniges, der havde bereist Norge og Sjælland, vidste han især om Sundets Pragt og vore skønne Bøgeskove: vidste om den Skat, vi fremfor Andre eie i det nordiske Musæum.
 

Ved Taflet hædrede Kongen mig med at udbringe en Skaal for min Musa, og da vi reiste os, indbød han mig til en Seiltour; det var graat Veir, men Skyerne i Flugt; ved Søen laae en stor lukket Baad, pyntelige Roerkarle presenterede med Aarerne og snart og let glede vi hen over Vandet; jeg læste ombord Eventyret: »den grimme Ælling« og under livlig Samtale om Poesie og Natur kom vi til en Ø, hvor just paa Kongens Befaling en smuk Villa blev bygget; tæt ved var gjennemgravet en stor Høi, man antog den for en Kæmpegrav, som de hos os i Norden, her var funden Knokler og en Flintesteens Kniv. Følget holdt sig noget tilbage, Kongen bød mig tage Plads hos sig paa en Bænk tæt ved Søen, han talte om mine Digtninger, om Alt hvad Gud havde givet mig, talte om, hvor forunderligt Menneskenes Lod i Verden blev, og den Fortrøstning, der laae i at holde sig til Vor Herre. I Nærheden af, hvor vi sad, stod et stort blomstrende Hyldetræ, det gav Anledning tit at omtale den danske Dryade deri, som den aabenbarer sig i Eventyret »Hyldemoer«, jeg fortalte om min seneste Digtning, den dramatiske Benyttelse af samme Person, og da vi gik Træet forbi, bad jeg om Tilladelse til at plukke een af dets Blomster til en Erindring om denne Stund; Kongen brød selv een af og rakte mig, den gjemmes nu mellem kjære Minder og fortæller om Aftenen her.
»Vilde dog Solen skinne!« sagde Kongen, »De skulde see, hvor smukt Bjergene her kunne lyse!«
»Jeg har altid Lykken med mig!« udbrød jeg, »den vil vist skinne!« og i samme Øieblik kom virkelig Solen frem, Alperne skinnede i deiligt Rosenrødt. Da vi siden seilede hjem, læste jeg paa Søen Historierne om »en Moder«, »Hørren« og »Stoppenaalen«.
Det var en deilig Aften, Vandfladen blikstille, Bjergene bleve saa blaa, Sneetoppene glodede, det Hele var som et Eventyr.
Ved Midnat naaede jeg München. Allgemeine Zeitung omtaler smukt dette Besog: »König Max and der dänische Dichter.«

Fra München gik jeg til Schweiz, Lago di Como og Milano, denne By var endnu erklæret i Beleiringstilstand; da jeg skulde bort derfra, kunde man i »Politiet« ikke finde mit Pas, jeg blev kaldet derop, en saadan Begivenhed var nok til at fordærve mig hele min Reiseglæde. En aaben Skrivelse fra den østerrigske Gesandt i Kjøbenhavn, der anbefalede mig til de civile og militære Embedsmænd kom mig nu til Nytte, man var meget forekommende, men mit Pas var ikke at finde; nu bragtes frem alle de, der vare modtagne, og jeg opdagede mit, ganske rigtigt henlagt efter sit Nummer, men dette var af Gensd'armen nedskrevet urigtigt, svarede ikke til det, han havde sat paa mit Modtagelsesbeviis, Alt kom igjen i god Orden; men, som sædvanlig, jeg skulde fremfor Andre have Plageri med mit Pas, det jeg paa Reisen, næsten til det Komiske, vaager over.

Tilbageveien gik over St. Gothard og Vierwaldstädter-Søen, i hvis deilige Omgivelser jeg blev nogle Dage. Ved Schaffhausen sagde jeg Schweiz Farvel og tog igjennem Hjemmet for Auerbachs »Dorfgeschichten«, det romantiske »Schwarzwald«. Sorte Kulminer udsendte her deres blaalige Røg, deilige Mennesker kom forbi, Bjergveien »die Hölle« var et sandt Alpepartie.
 

En gribende Scene blev jeg Vidne til paa en Jernbanestation imellem Freiburg og Heidelberg; en stor Skare Udvandrere til Amerika, Gamle og Unge, steg ind i Vognene, deres Slægt og Venner toge Afsked med dem, det var en Fortvivlelse, de grad høit og jamrede. Jeg saae en gammel Kone klamre sig fast til en af Vognene, hun maatte rives løs. Toget gik, hun kastede sig paa Jorden. Vi fløi afsted fra denne Jammer, dette Hurraraab; altid vexlede Egnen for dem, som foer afsted, men de, som bleve tilbage, have kun Savnet og Sorgerne, hver Ting, der mindede dem om de Bortdragne.

Heidelberg Slots-Ruin besøgte jeg paa den friske, varme Sommerdag. Inde i Ruinens Stuer og Sale voxede Kirsebærtræer og Hyld, Fuglene fløi qviddrende omkring, med Eet raabte en Stemme mit Navn; det var Kestner, den hannoveranske Gesandt i Rom, Søn af Werthers Lotte; han var i Bcsøg i
Tydskland, det var vort sidste Møde, han døde Aaret efter.

Sidst i Juli var jeg igjen i Kjøbenhavn, Hendes Majestæt Enkedronning Caroline Amalie hædrede mig med en naadig Indbydelse til Sorgenfri, jeg var her flere Dage, boede i afdøde Geheimeraad Adlers Værelser; mange Livserindringer fra Barndomstiden til disse lysere og bedre Dage gik gjennem min Sjæl der bøiede sig taknemlig mod den kjæerlige Gud.

Egnen rundt herom, den jeg tidligere kun flygtigt havde seet, blev jeg nu mere kjendt med; jeg lærte endmere at skatte det fromme hjertenskjære Gemyt hos den i Sorg prøvede ædle Dronning.

 Fortsættes her