Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

( 1 ) Under mit Ophold paa Sæby var det »Frederiks-Dag«, den gamle Greves Navnedag, og det var ret interessant her at see den svenske Maade, den feiredes paa.

Nede i een af Stuerne var reist en Bue af Egeløv, og over hans Navnetræk sad en smuk Egeløvs Krone med Roser i for Ædelstene. Da vi sad ved Kaffebordet, hørtes Skud ude fra Indsøen, Tjeneren traadte ind, og med høi Stemme, næsten som med udenad lærte Ord, meldte han, medens han paa samme Tid ikke kunde lade være med et Smiil at forraade, at det Hele var Comedie: »Et Skib, Nordstjernen, ligger udenfor til Ankers med fremmede Søfarere!« Disse bleve nu indbudne; der lød Skud fra Skibet, og Inspecteuren, hans Hustru og to Døttre traadte ind. Dem var det, som fra Godset paa hiin Side Søen vare indtrufne. - Ved Middagsbordet vare flere Inspecteurer og en Mængde af Godsets Embedsmænd, siden kom fra Nabogodserne Familierne til Lykønskning. Udenfor opmarscherede og stode i Rækker alle Godsets Skolebørn, Piger og Drenge, hver med en lille grøn Green i Haanden, de bleve anførte af Skolemesteren, der holdt en Tale paa Vers til den gamle Greve, der traadte ud til dem og modtoges med skingrende Hurra. Skolemesteren fik Penge, saae jeg, Børnene Kaffe og Mad og dernæst Lov til at dandse i den store Forstue, hvor en Bonde spillede Violin; Friherreinden gik venligt om mellem dem, viste Bønderfolkene Slottets Sale og Stuer og gav dem rigelig Mad og Drikke; der var festligt og fornøieligt. Nu kom tilfældigt Posten med Breve og Aviser. »Nyt fra Danmark. Seier ved Fredericia!« lod det jublende; det var de første fuldstændige trykte Efterretninger herom, Alle vare interesserede herfor; jeg greb Listen over Døde og Saarede.

Til Ære for Danskens Seier lod den gamle Saltza Champagnen knalde; i en Hast havde Datteren faaet et Dannebrogsflag istand, det blev stillet op; den Gamle, der tidligere havde talt om Hadet i gammel Tid mellem Svensk og Dansk og gjemte tre danske Kugler, af hvilke den ene havde saaret hans Fader, den anden hans Farfader, den tredie dræbt Farfaders Fader, løftede nu i Nabofolkets Brodertid det fyldte Glas for gamle Danmark, og talte saa hjerteligt og smukt Danskens Hæder og Seier, at Taarerne trængte mig frem i Øinene.

Der var i Selskabet en tydsk ældre Gouvernante, jeg troer fra Braunschweig; i flere Aar havde hun levet her i Sverrig og hørte nu, hvad der i Saltzas Tale kom mod Tydskerne, hun brast i Graad, og sagde uskyldig til mig: »Jeg kan ikke gjøre for det!« og da jeg havde udtalt min Tak for Saltzas Skaal, var det Første, jeg havde at gjøre, at række den tydske Pige Haanden og sige, »der komme gode Dage, Tydske og Danske ville igjen række hinanden Haanden, som vi To nu og drikke Fredens velsignede Skaal!« og saa klinkede vi.
 

Der var hjemligt og godt at være, en smuk Natur, Skov, klipper og Sø; med Veemod forlod jeg det venlige Hjem, den eiendommelige Gamle, og skrev til Afsked i hans Album;

Bag Stjernen i dit Bryst et Hjerte slaaer,

Og i dit Slot man Digterharpen finder;

Lyksalig Den, Gud giver mange Aar,

Og Aar som dine, rig' paa store Minder.

Den Begeistring for Danmark og Dansken, jeg her fandt, klang gjennem hele Landet, og jeg som Dansk hørte Udtrykket deraf. I Linkøping steg jeg af hos Professor Omann, og overraskedes heri Haven ved at en Mængde unge Mænd havde samlet sig her til festlig Modtagelse; Digteren Ridderstad havde skrevet tre smukke Sange, den første bragtes mig paa Melodien: »Der er et yndigt Land«, derpaa en Hilsning til Danmark:

Härliga land!
Lummiga lundar och öar;

Soliga stränder och sjöar;

Härliga land!

Kämpande land!
Skandiens förpost mot söder,
Manligt du strider och blöder;
Kämpande land!

Segrande land!
Lagsar din klinga har skurit,
Sköloen med ära du burit;
Segrande land!

Bröderneland!
Trofasta handslag vi trycka,
Samdrägt är kraft och är lycka,
Bröderneland!

Härliga land!
Sköldmön dig följer med seger,
Frihet och fraurtid du äger;
Härliga land!

og idet de istemte Sangen lyste med Eet den deiligste, Regnbue paa Himlen, som et Fredens Tegn, jeg blev sært bevæget derved, nu lød en Sang til Danebrogen; og mellem hver af Sangene holdtes hjertelige Taler om Sverrigs Kjærlighed til Danmark og Glæde over Seiren; mellem Festens Skaaler var een for de Faldne ved Fredericia; jeg blev bevæget til Taarer: følte mig »saa dansk i Sind«; svenske og danske Flag vaiede, og da jeg drog til Berg, for derfra næste Morgen at gage med Dampskib, fulgte Ridderstad og en Skare Venner mig med Sang og Hilsen:

Med lyran på din arm,
Så full af poesier;
Med lyran i din barm,
I hjertats djup, i själens brand,

Så rik på melodier;
Du drar från land til land.

Sjung jord och himmel, sjung!

Sjung sagor om att lefva!

Sjung dödens saga, sjung!

Som svanen på sin blå sjö,

Du sjungende må lefva,
Du sjungende må dö!

( 2 ) Ved Motala vilde jeg blive et Par Dage, hele Strækningen hertil kan med Ret kaldes Götha - Canalens Have, her er en deilig Sammensmeltning af svensk og dansk Natur, rige Bøgeskove ud over Søerne, Klipper og brusende Strømme; i det lille Vertshuus oppe ved Fabriken indrømmede en ung ugift Mand, Hr. Nygren, mig sin hyggelige Stue og flyttede selv hen til en Ven, at jeg kunde have det godt, og det var første Gang vi To mødtes, det var den nu afdøde C. D. Nygren, en poetisk Natur, en Ven af Fredrika Bremer og mine Digtningers Beundrer; udenfor mit Vindue mellem Løvtræer og Graner flød Motala saa hurtig-ilende, saa glasgrøn og gjennemsigtig, at jeg kunde see paa Dybet hver Steen, hver Fisk; den modsatte Bred af Canalen har Platens Grav, der af alle Dampskibene hilses med Kanonskud. I denne Natur fik jeg et hjerteligt, friskt, velsignet Brev fra Dickens, der havde modtaget og læst »de to Baronesser«, det var mig en Festens Dag, de deiligste Roser, bragt mig, prangede paa mit Bord.

Herfra gjorde jeg Udflugt til det gamle Vadstena, hvis rige Slot nu kun er et stort Kornloft, hvis mægtige Kloster er en Daareanstalt. Ved Afreisen fra Motala boede jeg i det lille Vertshuus nede ved Broen; jeg skulde afsted før Dag, var derfor tidligt gaaet tilsengs, faldt strax i Søvn, men vaagnede ved smuk Sang af mange Stemmer; jeg stod op; det lød deiligt; jeg aabnede Døren og spurgte Pigen, om her var nogle høie Gjester, man bragte denne Serenade. »Det er jo for Dem, Herre!« sagde hun, »for mig!« udbrød jeg forundret og begreb det slet ikke. Man sang endnu: »Der er et yndigt Land!« Sangen var for mig, jeg vil ikke sige Digteren, men for den danske Andersen; det var Kjærlighed til de Danske, som ogsaa her slog ud i Blomst for mig. Fabrikarbeiderne paa Motala havde hørt, jeg var kommen her tilbage igjen fra Vadstena, og at jeg næste Morgen vilde videre; de brave Mennesker vare gaaede herned for at vise mig Tegn paa deres Høiagtelse og Deeltagelse. Jeg gik nu ud til dem, trykkede Haanden paa de Nærmeste; jeg var dybt bevæget og taknemlig; naturligviis sov jeg siden ikke hele Natten.

Hvert Sted jeg kom, hver Dag var som en Fest! Overalt klang Deeltagelse for Danmark saa inderlig, saa trofast, Dansken har ikke Begreb derom. Venner og Gjestfrihed mødte jeg, selv det lille Mariestad lod mig ikke savne disse; overalt fik jeg Indbydelse at flytte i Huset til Familien og være deres Gjest; man tilbød mig Vogn og Heste, kort sagt alle tænkelige Opmærksombeder. - Paa Kinnekulle tilbragte jeg flere Dage i den ældre Grev Hamiltons Kreds, deels paa Blomberg, hvor en af Sønnerne er gift med Geijers Datter, der forunderlig meget ligner Jenny Lind, havde dertil en Klang af hendes Stemme smukt sang hun alle sin Faders Sange. Den lille Anna, Husets eneste Barn, ellers sky mod alle Fremmede, kom villig til mig, vi syntes strax at kjende hinanden.

Ogsaa Wenersborg frembød en Vennekreds, der førte mig til den smukke Omegn, og ved Trollhätta forlængedes Opholdet i flere Dage; her i Skoven ved Sluserne fandt jeg et velsignet Hjem hos Oberstlieutnant Warberg og hans Frue, saa hyggeligt, saa kjærligt blev der sørget for mig, saa godt, som Fremmede ude altid vilde gjøre mig det.

Fra Göthaborg gjorde jeg Udflugt til Øen Marstrand, hvor Fredrika Bremer var i Besøg hos sin Søster Agathe, der her brugte Badene; storartede Havne med dybe Vande danne Skjærgaarden her; den vilde Rose blomstrede paa de solophedede klipper; den italienske Operatroupe fra Stockholm gav Formiddags - Concert; jeg fandt et sydligt Badesteds Livlighed. Fredrika Bremer vilde til Amerika, hun fulgte mig til Göthaborg; paa Skibet samlede sig snart en Kreds om os og sang svenske og danske Sange. »Der er et yndigt Land, det staaer med brede Bøge!« syntes Svenskens Yndlingssang, den lod igjen, lod som Farvel til mig.

 Fortsættes her