Se originalmanuskript ved markeringer med et tal i parentes f. eks (1)      

Ved det næste Besøg paa Slottet var jeg med Beskow tilsagt i Dronningens Værelser, en Time før Taflet; Prindsesse Eugenie, Kronprindsen, samt Prindserne Gustav og Carl vare der, snart kom ogsaa Kongen; »Poesien kaldte ham fra Forretningerne!« sagde han. Jeg læste »Grantræet, »Stoppenaalen« »den lille Pige med Svovlstikkerne« og paa Forlangende »Hørren«. Kongen fulgte med stor Opmærksomhed; »den dybe Poesie, der laa i disse Smaadigtninger«, saaledes behagede har, at udtrykke sig, tiltalte ham, og han sagde, at han paa sin Reise til Norge havde læst Eventyrene, blandt andre: »Grantræet. Alle tre Prindser trykkede min Haand, og Kongen indbød mig at komme til hans Fødselsdag den fjerde Juli, da Beskow vilde være min Cicerone!

Man vilde i Stockholm offentlig vise mig en Hyldest, en Hæder; jeg vidste, hvorledes Sligt vilde blive mig misundt hjemme og give Stof til ond Snak; det forstemte mig, jeg var febril ved Tanken om at være Aftenens Festkonge; jeg følte mig som en Delinquent, gruede for de mange Skaaler og den lange Aften.
 

Her var den aandfulde, berømte Fru Carlén; den under det pseudonyme Navn »Wilhelmina,« mindre bekjendte, men fortræffelige Roman - Forfatterinde; ogsaa Skuespillerinden, Fru Strandberg, og flere Damer tog Deel i denne festligt arrangerede Aften. Fru Carlén indbød mig til en Spadseretour og tog min Arm, men vi turde ikke gaae i Haven, hvor jeg vilde, nemlig, hvor jeg ikke saae mange Tilskuere, vi skulde og maatte vandre en bestemt Vei, Publicum vilde ogsaa see Hr. Andersen, sagde man; det var et Arrangement, velmeent men mig lidt piinligt, jeg saae i Tanken det Hele i Træsnit hjemme i »Corsaren«; der var jo Oehlenschläger, som Folk dog var vant til at see med et Slags Pietet op til, tegnet af, omringet af svenske Damer, idet han aflagde sit Hædersbesøg i Stockholm. Foran mig i Alleen saae jeg en heel Skare Børn, med en umaadelig Blomsterguirlande komme os imøde, de strøede Blomster for mig og omringede mig, medens Trængselen af Folk rundt om var stor, og man tog hædrende Hatter af, og hvad var min Tanke? »J Kjøbenhavn vil man da gjøre Nar af mig derfor, hvor jeg vil faae ilde at høre!« Jeg var aldeles forstemt, men maatte see glad ud mellem de venlige, gode Mennesker; jeg slog det Hele hen i Spøg, kyssede een af Børnene, sladdrede lidt med en anden. Ved Aftensbordet udbragte Digteren, Pastor Mellin en Skaal for mig, efter at have henviist til min digteriske Virksomhed, derpaa fremsagdes nogle festlige Vers, skrevet af Romanforfatterinden Wilhelmina; og nu fulgte et smukt Digt af Hr. Carlén:

Det var under vaktparaden -

från ståten så mången blick
flög hän till en välkänd fremling,

der langs promenaden han gick.

Men främst med tindrande ögon
- när främlingen bort sig begraf -

stod qvar ved sin moders sida

en fem quarters hög skandinav.

Ack, snälla min älskada mamma,

men är det då riktigt sant
att han der har gjort mina sagor -

jag mins dem alla si grant:
den modige tennsoldaten
och Karo och bondens ko
och flickan hos dockan i trädet

och månen i storkens bo.

Ack, bjud honom hem i afton

att sitta i mormors berså,
och låt oss få plättar och risgröt,

det bästa af allt ändå!
Då skall jag väl ha min jacka

med silfverknapparna i ....

Tänk, om han villa berätta
en saga för mig och Marie!

Så fråjdade skald, af naturen

din lager du takit emot.
Den kan ej förhärjas af stormen:

i hjertat den eger sin rot ....

Till barn har du bildat oss alla

i lifvets stora »Bazar« -
haf tack - o, måtte din himmel

ett rum för barnen ha qvar!

Jeg gjensvarede, at jeg vilde betragte denne Hjertelighed, man viste mig, som en Forudbetaling, jeg haabede, Gud gav mig Kraft til at give tilbage, ved et Arbeide, der udtalte min Kjærlighed til Sverrig. Og jeg har søgt at indløse mit Løfte. Lystspildigteren, Skuespiller Jolin, sagde i Dialect: »en Dalkarl Historie«; Sangerne fra det kongelige Theater Strandberg, Wallin og Günther sang svenske Viser, Orchesteret spillede og begyndte med den danske Melodie: »Der er et yndigt Land.« Klokken Elleve om Aftenen kjørte jeg hjem; glad i Hjertet over de venlige Mennesker, glad over at komme til Ro.

Snart var jeg paa Veien til »Dalarne«: et af Fredrika Bremers Breve forte mig i Upsala til Digteren Fahlkranz, Broder til den berømte Landskabsmaler, og selv hæderlig kjendt ved sine Digtninge »Ansgar« og »Noahs Ark«; jeg mødtes med Vennen, Digteren Bøttger, gift med Tegnérs Datter Disa, to lykkelige Mennesker, hvis Hjem var som opfyldt af Huuslivets Solskin og Poesie.

Mit Værelse i Hotellet stødte op til en stor Sal, derinde holdt just Studenterne Sexa, og da de erfarede, jeg var Nabo, kom en Deputation og bad mig, om jeg vilde høre dem synge, der var Munterhed og Glæde, deilig Sang; jeg søgte strax, efter Ansigterne at dømme, at finde Een, jeg kunde slutte mig til; en høi, bleg Mand behagede mig, og det var, lærte jeg snart, rigtigt valgt; han sang saa smukt, declamerede saa rigtig sin Sang; han var den Genialeste af dem Alle, det var, lærte jeg siden, Gluntarnes Componist og Digter Wennerberg. Siden hørte jeg ham med Beronius synge sin Nutids bellmanske Sange; det var hos Landshøvdingen, i hvis Kreds jeg samledes med Upsalas betydeligste Mænd og Qvinder og fandt den hjerteligste Modtagelse. Første Gang mødtes jeg her med Atterbom: »Blommornas« Skjald, han, som sang om »Lyksalighedens Ø«; der er, siger Marmier, et Slags Frimureri mellem Digterne, de kjende og forstaae hinanden, det følte og erkjendte jeg Sandheden af hos denne elskværdige, gamle Skjald.

Behåll, hur tidens stridsvagn ån må dundra,
Dit liff af dikt och frojd i Sagans verld!
Liuft år an älska, herrligt att beundra;
Jag minnes Dig - med denna dubbla färd.

Atterbom.

For at reise i Sverrig maa man have egen Vogn, jeg havde været nødsaget til at kjøbe en saadan, havde ikke Landshøvdingen venskabeligst tilbudt mig sin til den hele Lange Reise; Professor Schrøder forsynede mig med Slanter og Pidsk, Fahlcranz skrev Reiserouten, og en for mig og paa mit Reiseliv egen Fart begyndte, ikke ulig dem, man gjor i Amerika, hvor endnu ikke Jernbanenettet naaer. Det var saa ganske som Reiselivet for et hundrede Aar tilbage, imod hvad jeg ellers var vant til.

( 1 ) Man bandt Krandse paa Maistænger til Midsommeraften, da jeg naaede Leksand, hvor Siljansøen, udstrakt og stor, skinnede foran mig; mægtige Piletræer heldede sig ud over den hurtigtflydende Dal-Elv, hvor de vilde Svaner svømmede; hiin Side Mora op mod den norske Grændse fortonede Bjergene saa blaa; det hele Liv og Røre, de maleriske Dragter, Sommervarmen, Alt var saa forskjelligt fra hvad jeg havde tænkt mig det heroppe i det stille, kolde Norden; og nu ved Midsommerfesten hvilken Livlighed! Baade i Mængde kom overfyldte med de pyntelige Kirkefolk, Gamle og Unge, selv smaa Pattebørn, det var et Malerie saa levende, saa storartet, jeg kan med Ord kun fattigt gjengive det. Professor Marstrand "hvem min Skildring heraf og min mundtlige Fortælling siden indvirkede paa, gjorde i to Aaringer, netop til Midsommerfesten, en Reise herop og gav os i Aand og Farver det rige Billede paa Lærredet.

I Leksand var endnu et Vertshuus at finde for den Reisende, men ikke høiere oppe; i Rättvek maatte jeg derfor følge Landets Skik, stige af hos Præsten og faae Natteqvarteer; men før han hørte mit Navn, var jeg ham allerede velkommen; siden blev det som en Fest, og da jeg den følgende Dag med ham gik til den nærliggende Vandanstalt, stod ved Broen en heel Flok Børn, de svingede med Huen, de kjendte ham, der havde skrevet Eventyrene. »Andersen er heroppe i Dalarne!« var igaar Nyheden, en af de Smaa jublende var kommen at fortælle! Jeg tænkte i denne Stund paa mine smaa, fattige Venner i Heriots Hospital i Edinburgh, tænkte paa Skotlands Ungdom, nu jeg stod i den glade Barnekreds oppe i Dalarne, og mit Hjerte blev ydmygt og blødt, Gud taknemmeligt, jeg bad ham tilgive mig de Suk, den Smerte jeg kunde udtale for ham i tunge Timer, i krænkede, bittre Øieblikke.

Det er de gamle Minder, det er den Solglands, Sagn og Historie kaster over en Egn, der har en Magt og Betydning, tidt større end den maleriske Skjønhed. Heroppe er det Dalkarlefolkets Trofasthed, Gustav Vasas Flugt og hele Optræden, der fæster sig til Tanken; her er og saagodtsom uforandret Scenen for denne romantiske Deel af hans Liv i hele dens Storhed og Eensomhed. I den Billedrække, jeg har givet: »I  Sverrig«, vil man see, saavidt jeg mægtede det, Indtrykket paa mig. Den uendelige store, udstrakte Skovstrækning, med sine eenlige Miler, sine dybe, klare Skovsøer, hvor Linnæaen blomstrer over Klippestenene, og hvor de vilde Svaner bygge, var noget Nyt, næsten fremmed for mig, jeg følte mig ligesom flyttet Aarhundreder tilbage i Tiden. Fahlun med dens Kobbergruber og hele dens smukke Omegn blev besøgt, og herfra gjemmer Erindringen en lille Begivenhed, af dem man maa regne til Tilfældigheder, men Mange dog stille paa et høiere Trin. Jeg har rnellem mine svenske Billeder givet den Overskriften: »hvad Straaene sagde«. Det er ingen Digtning, det er noget Oplevet.

I Haven hos Landshøvdingen i Fahlun sad en Kreds af unge Piger, de toge spøgende fire Græsstraa i Haanden og bandt paa disse Enderne to og to sammen; hvor det da lykkes, at alle fire Straa danne et sammenhængende Heelt, der, efter Folketroen, bliver det opfyldt, hvad Den tænkte paa, som bandt dem. Det vilde ikke lykkes for Nogen af dem, og nu vilde de, at jeg skulde forsøge det. »Men jeg troer ikke derpaa!« forsikkrede jeg, men tog dog fire Straa og lovede, at jeg i Tilfælde af at have Held med mig, skulde sige mit Ønske derved. Jeg bandt, aabnede Haanden, og mine Straa hang sammen; uvilkaarligt steg Blodet mig op i Kinderne, jeg blev overtroisk, og tvertimod min fornuftige Tanke, troede jeg paa det, fordi jeg gjerne vilde det; og hvad var Ønsket! spurgte man, jeg sagde det: »at Danmark maa vinde en stor Seier og snart faae en hæderlig Fred!« - »Gud give det udbrød de Alle; og Straaenes Prophetie den Dag var - tilfældig - en Sandhed - snart lød den til Sverrig: »Slaget ved Fredericia!«

Over Gefle vendte jeg igjen tilbage til Upsala og Dannemora, hvis svimlende Gruber jeg saae ovenfra; jeg har tidligere besøgt Rammelsbjerg i Harzen, Baumanns Hule, Halleins Saltværk og Katakomberne under Rom og paa Malta, det var ingen Steder nogen Fornøielse, uhyggeligt, trykkende, et fælt Mareridt - jeg skal ikke gjerne under Jorden, for man bringer kun mit døde Legeme der.

 Fortsættes her