Farvel til Italien.

Indhold:

• Tilbage i Rom

• Rejsen igennem Italien

• Firenze

• Mødet med Venedig

• Farvel til Italien.

Tilbage i Rom

Tegning af af H. C. Andersen. "Porta S. Lorenzo i Rom 6 Febr. 1834."
Porta S. Lorenzo, Rom, Italien. 6 februar 1834
 

Kilde: Odense Bys Museer

Påskefesten holdt os i Rom. Ved Kuppelbelysningen kom jeg i trængselen fra mit selskab, den store folkemasse rev mig med sig over Engelsbroen, midt på den følte jeg mig en afmagt nær, en gysen gik gennem mig, mine fødder vaklede og kunne ikke bære mig.

Mængden trængte på, det sortnede for mine øjne, jeg fornemmede, at jeg måtte blive trådt ned og med sjæls og legemets anstrengelse holdt jeg mig oppe. Det var skrækkelige sekunder, som jeg oplevede mere i min tanke, end festens glans og herlighed.
 

Jeg nåede imidlertid over broen, og følte mig mere vel. Bluncks atelier lå tæt herved og derfra med Engelsborg lige for, så jeg, som til afsked, det herlige storartede Girandola, der overgik alt andet fyrværkeri, jeg nogensinde havde set. Julifestens ildsole i Paris var ringe mod Roms glimrende ild kaskader. I Osteriet drak landsmændene min skål til afsked og sang rejsevisen. Thorvaldsen trykkede mig i sine arme og sagde, at vi såes igen i Danmark eller - i Rom. Ludvig Bødtcher, vennen, digteren, sang til mig:

Rejsen igennem Italien

Tegning af H. C. Andersen
"Montefiascone den 2den April 1834."
 

Montefiascone, Italien
2 april 1834

Kilde: Odense Bys Museer

 

Min anden April fejrede jeg i Montefiascone, hvor jeg drak est, est, est.

Et italiensk, elskværdigt ægtepar var mit rejseselskab og den unge kone var meget bange for røvere. Egnen gjaldt for at være usikker, da de afbrændte skovstrækninger og med deres sorte stubbe livede just ikke op. Bjergvejene var snævre med sorte, dybe huller og snart blev det en orkan, så voldsom, at vi flere timer måtte holde i et lille værtshus ved Novella.

Firenze

Stormen susede, regnen piskede, hele sceneriet var indrettet til en røverhistorie, men røverne manglede, og historien er, at vi nåede Siena og siden i god behold Firenze, der jo nu var mig en gammel bekendt, med alt hvad den ejede, lige fra metalsvinet til kirker og gallerier.

Tegning af H. C. Andersen "Florentz 12 April 1834". Ponte Vecchio, Firenze, Italien 12 april 1834 Kilde: Odense Bys Museer	Foto af Lars Bjørnsten. Ponte Vecchio, Firenze, Italien 21 maj 2004

Digteren Philippo Berti, der har skrevet lystspillet "gli amanti sessagenari ", førte mig til sine venner mellem de betydeligste kunstnere. Billedhuggeren Bartolini havde da netop fuldendt sin "Bacchantinde", der nu ejes af Hertugen af Devonshire. Udstrakt på sin marmorpude ligger den kraftige kvinde, holdende tamburinen i hånden, en slange snor sig om hendes arm, og fra hovedet hænge efeuranker. Vi besøgte Santarelli, så hans skønne basreliefs med Silens og med Bacchi Triumph. I directeuren for kabinet litteraire, Wieusseux, fandt jeg en mand, der for seksten år siden havde været i Danmark, og der i forfatterinden fru Bruns hus. Han kendte Oehlenschläger og Baggesen, om disse to talte han, om København og livet der. Man føler ret ude, når der tales om hjemmet, at man der er groet fast. Hjertet hænger ved fødelandet. Dog hjemve følte jeg ikke, havde ikke under hele rejsen kendt den, jeg havde en angst for hjemkomstens tid, som om jeg skulle vågne op fra en smuk drøm til en tung virkelighed, til at døje og at lide.

Og hjemad gik det. Foråret fulgte med, det prangede her ved Firenze med laurbærtræer i blomster. Foråret fulgte rundt om, men det turde ikke ånde ret indeni mig. Mod Norden gik det, over bjergene til Bologna. Malibran sang her, Raphaels hellige "Cæcilia" skulle jeg se og da, da igen på flugt over Ferrara til Venedig, havfladernes afblomstrede lotus.

Mødet med Venedig

Tegning af H. C. Andersen

"Taarnet med Uhrværket i Venedig."
Torre dell'Orologio, Venedig, Italien
21 april 1834

Kilde: Odense Bys Museer
 

Har man set Genova med sine pragtpaladser, Rom med sine mindesmærker og vandret i det solbelyste leende Napoli, da bliver Venedig et stedbarn, og dog er den by så ejendommelig, så forskellig fra alle andre byer i Italien. Den bør ses, men først og ikke som et trist vale ved udgangen af Italien. Allerede Goethe omtaler det begravelsessyn, den venetianske gondol frembyder, det er en piilsnar, svømmende dødningbåre, kulsort med sorte frynser, sorte kvaster og nedhængende sorte gardiner. Ved Fusina steg vi i en sådan og mellem en eviglang pælerække, mellem dyndet vand og klarere vand kom vi ind i den lydløse stad. Kun Marcuspladsen foran den brogede, orientalsk byggede kirke og det eventyrlige Dogepalads med sine mørke erindringer, fængsler og sukkenes bro, var levende. Grækere og tyrkere sad med deres lange piber og dampede, duer i hundredvis fløj om sejrsstængerne, hvor de mægtige flag vajer. Jeg følte mig som på vraget af det spøgelsesagtige kæmpeskib især ved dagen.

Tegning af H. C. Andersen
"Udsigten fra Hotellet alle Luna in Venezia, 20 April 1834"
Venedig, Italien
20 april 1834

Kilde: Odense Bys Museer
 

Det må være aften, månen skinner, da synes først den hele by at leve op. Paladserne træder mægtigere og mere betydende frem. Adrias dronning, Venezia, ved dagen en død svane på det mudrede vand, får liv og skønhed.

En skorpion, som H.C. Andersen blev bidt af i Italien i 1834.

Foto: Niels Tovgaard 

Et skorpionstik i hånden gjorde mig her opholdet legemligt pinefuldt, alle årer helt op ad armen svulmede på mig, jeg var i feber, heldigvis var vejret koldt. Stikket mindre giftigt, og i den sorte, ligbåre udseende gondol forlod jeg uden bedrøvelse Venedig, for at nå en anden gravenes By, der hvor scaligerne hvile, og hvor Romeo og Julies kiste findes: Verona. Min landsmand maleren Bendz, også som jeg født i Odense, hvor jeg i min barndom havde set ham, rejste ung og kraftig hjemme fra Danmark. Hans talent erkendtes der, han ejede en trofast brud, lykkelig fløj han mod Italien, kom over Alperne, kunstens kanan lå foran ham, og pludselig døde han i Vicenza. Jeg søgte hans grav, men ingen kunde give mig besked om den. Hvor levende trængte sig her frem hver erindring om denne bys broder, om jeg tør kalde ham så. Jeg fandt hans lod så lykkelig og jeg kunne ønske mig den. Mit sind blev mere og mere tungt, som jeg kørte op ad Alperne, mod Norden, hjemad. En ung skotlænder Jameson, fra Edinburgh rejste jeg med og han fandt i Tyrols bjerge stor lighed med sit hjemlands højder. Han fik tårer i øjnene derved og følte hjemve. Jeg kendte den ikke, jeg følte kun en tiltagende angst for, idet jeg tænkte mig al den bitre kalk, jeg vistnok gik at tømme, hvor meget tungt jeg skulle og måtte bære. Jeg var dertil forvisset om, at jeg aldrig mere genså disse skønne lande, som jeg nu forlod, og i denne stemning skrev jeg på Alperne:

Farvel til Italien.