H.C. Andersens Levnedsbog 1805-1831 :  Afsnittet  " Den første kærlighed"

I.

Om Morgenen pyndtede jeg mig til Besøget, og gik temmelig tidlig hen til den anseelige Gaard, jeg vidste at man var noget spændt paa at see mig, især den ældste Datter, der var en Snees Aar, og holdt saa meget af min Fodreise og Digtene; min unge Ven sov da endnu og man viiste mig ind i Dagligstuen, der saae meget pyndtelig ud, med smukke Kobberstik, Fortepjano, Musik og Bøger. - Den ældste Datter var ene i Stuen, hun skjænkede Thee, og modtog mig med megen Venlighed i det hun hvert Øieblik rødmede naar hun talte til mig, men syntes ellers at være munter og livfuld. Det var et ganske deiligt fromt Ansigt, der var saa meget barnligt deri, men Øinene saae kloge og tænkende ud, de vare ganske levende og brune. Hun havde en simpel graae Morgenkjole paa, der klædte hende godt; just den hele Simpelhed til dette Ansigt, indtog mig strax for hende, hendes Interesse for mine Digte, ja selv det at hun syntes at have et Slags Respect for mig, kildrede min Forfængelighed og gjorte strax at jeg havde en Art Interesse for hende. Hun spøgte over sin Broders Syvsoverie, viiste saa megen Aand og Lune at jeg ogsaa fik Lyst at gjøre mig interessant; jeg veed ikke selv, men det var næsten strax, som vi to længe havde kjendt hinanden, og jeg havde den hele Dag saadan en Glæde ved at behage den unge Pige. - Der kom saa mange fremmede Damer, der vare meget venlige, meget smukke, sagde mig Komplimenter, men de behagede mig slet ikke som hun, men det var jo rimeligt, hun var den smukkeste, klogeste og havde saadant et barnligt fromt Ansigt. - Der var just kommet et mindre Fartøi hjem, som tilhørte Faderen, det laante han os om Eftermiddagen og vi seilede over til en lille Skov, her fik jeg Bouketter af de unge Damer, hun flættede en Egekrands, som hun bad Broderen give mig. - Om Aftenen var jeg i et sjeldent godt Lune, jeg følte mig virkelig saa opvagt, og Unge og Gamle hørte da paa mig med Lyst og Interesse, jeg har aldrig siden følt mig saa sjælesund, saa riig paa Lune og jeg saae hvor glad, hvor søsterligt hun tilsmilede mig. Da jeg sildig kom hjem paa Gjestgivergaarden, var jeg nu saa oprømt; Pigen spurgte mig om hvorledes deres By behagede mig, og om jeg ikke med -s Familie havde moret mig; herved fik jeg Anledning til at tale om Døttrene, og jeg veed ikke selv, kom til at sige, »hvem er det de ere forlovede med ?« Thi jeg tænkte at det vare de vidst. Hun svarede da, at der vare ingen forlovede, uden paa en Maade den Ældste. »Det er en sjelden Pige,« sagde hun, »men der har hun nu fattet Kjærlighed for Apothekerens Søn, der er Forstcandidat; Forældrenes Have støder sammen; de have nu alt som Børn kjendt hinanden; han veed nu hun har Midler og saa holder han fast, hendes Forældre har været meget derimod, og det er vist det, der har gjort Kjærligheden stærkere. De maa aldrig see hinanden, thi hendes Fader vil ikke have det, da der ikke er noget ved ham! Gud veed hvad der nu bliver! jeg vil ret ønske hun maatte faae en anden god Mand !« -»Den stakkels Pige !« tænkte jeg. Hun har altsaa Hjertesorger. Jeg kunde ikke lade være  tænke paa hende og hele denne lystige Dag, der var flyvet hen. 

II.

 De havde bedet mig være deres Gjæst, og ikke strax forlade dem; Jeg vilde derfor nok blive et Par Dage og minn første Morgenvesit gjalt da dem, næste Dag.- Der blev arangeret Kjøretoure, vi bleve henved en 9 Vogne i Følge, de mest anseete Familier der i Byen vare med. Om eftermiddagen vare vi på en gammel Herregaard der var forpagtet af een af disse Familier, i sang og loe, jeg var meget oprømt, og Damerne syntes især at give mig Hyldest som Digter, dog intereserede hun mig mest; hende beskjæftigede jeg mig mest med. Om Afttenen blev jeg med hendes Forældre og hende indbudet til et Aftensgilde hos een af disse Familier, dette Selskab endtes med et lystig Bal, hun dandsede gjerne sagde man, og det ærgrede mig ret at jeg ikke gjorte det samme. Hun spurgte mig derom og jeg maatte da svare, at jeg helst var Tilskuer, hun satte sig da hos mig, underholdt sig med mig, og da hun afslog alle de der kom at engagere hende, følte jeg lig meget smigret og søgte da at gjøre mig saa interssant  mueligt. Hun havde megen Læsning, legen Aand og udviklede sig saa frapant, men paa en næsten alfor beskeden Maade. Bad mig naar jeg forlod dem, give sig en Afskrift af et af mine Digte.­ Tiden fløi bort før jeg vidste det, jeg følte mig et ganske andet Væsen; men da jeg hjemme i mit Logie vilde reflectere derover, kommer der ingen Resultat, men en underlig Angest; jeg følte mig saa vel her og og fik jeg en Higen efter at komme bort, jeg maatte - jeg vilde, og bestemte min Afreise alt til næste Dags Middag. - Da jeg den følgende Morgen yttrede min beslutning for Familien, bad de mig ret venlig forlænge mit Ophold, men jeg havde en underlig Sjæleuroe, jeg ikke selv forstod. Da jeg nu endelig vilde bort, tilbød Faderen mig Befordring til næste Station, og han  og Sønnerne vilde ledsage mig Halvveien, til en Gaard han selv eiede der paa Veien,- Efter Maaltidet drak vi Kaffe i Haven; jeg var i halv tredie Dag bleven, som hjemme i Familien, jeg spadserede med hende og Søsteren om i Haven, jeg sagde i Spøg: jeg skal i min Roman kalde Elskerinden op efter Dem, Deres Navn er just smukt og passende. Hun blev ganske rød og slog det hen i Spøg, men da jeg nu skulde skrive et Digt af til hende, fandt jeg ikke et eneste der var passende, og det var mig ikke mueligt at digte to nye Linier. Jeg af­skrev da: »Avis aux Lectrices« samt »Graatveir«, og overlod hende selv at vælge; det andet skulde da Søsteren have; hun valgte det første og gav mig igjen en smuk Blomsterboukuet, som Søsteren stak mig en Blomst fra sig ind i. - Jeg var ganske veemodig da jeg skulde bort, og hun var ogsaa reent borte, først da jeg sad paa Vognen kjørte bort, saae jeg hendes milde Ansigt bag Ruden hvor hun nikkede Lev vel! ­ 

 III.

Da  kom tilbage til Odense og ud igjen paa Tolderlund hos den iversenske Familie, gav min Reise da Underholdning nok de første Dage. Jeg sværmede omkring og digtede nu en Mængde Digte, deriblandt : »Hjertetyven« og »Sprøiten«. Mine Yttringer om den -s Familie og Hende, vagte Opmærksomhed mellem de unge Piger, og de begyndte i Spøg at drille mig med, at jeg nu endelig var blevet forelsket!« - Den første Gang jeg hørte det, blev jeg som Ild over hele Legemet, slog det hen i Spøg, men kunne dog ikke lade være at tænke der over; mit hele Væsen, Maaden hvorpaa jeg havde været de faae Dage jeg var sammen hos hende, blev mig selv paafaldende. - Jeg begyndte at længes, de andre spøgte med mig, nu blev jeg kjed deraf, og vilde endogsaa reent slaae Tankerne af Hovedet; jeg fandt det selv laterlig, at jeg der altid havde spottet over Kjærlighed og Sværmerie, nu selv skulde forfalde der til. -At det desuden var en Taablighed i min Stilling, hvor jeg havde nok at gjøre med mig selv og mit Udkomme, følte jeg meer og meer. Hvad skulde det Hele vel lede til! -J eg fik mig saaledes i Ligevægt igjen, mit gode Humeur hjalp til og jeg havde kun Erindringen om de behagelige Dage og de venlige Mennesker jeg havde levet med, hvor hun syntes mig den smukkeste. Jeg var den Gang i mit 25. Aar, havde virkelig aldrig været forelsket, min egen Person havde givet mig nok at tænke paa, til at jeg skulde have Tanker for nogen anden. -Der var virkelig endnu ikke Tanke om Lidenskab, der var mig kun en behagelig Fornemmelse at tilbagekalde de enkelte Gange jeg var sammen med hende og hvad vi havde talt om. -Heni Augustmaaned kom jeg tilbage til Kjøbenhavn. Før min Afreise havde jeg behandlet Gozzis Ravn, som Operatext, og da jeg hos Wulffs hørte Harttmann rose, som en megen talentfuld ung Mand, bragte jeg ham dette Sujet, som jeg alt tidligere havde følt Interesse for at bringe paa Scenen, og viist til Bredal, der ikke havde Mod at begynde paa et Arbeide af saa stort Omfang. -Ved min Ankomst var Hartmann alt avanceret godt fremad, jeg havde levende Interesse derfor. Skuespillene begyndte nu ogsaa, og jeg tænkte paa at give en ny Digt-Samling ud, saa der var meget der beskjæftigede mig. -Hendes Broder, besøgte jeg ellers flittigere end før, han havde altid mange Hilsener til mig fra Hjemmet og især fra hende. Een Dag fortalte han mig at en ung Pige af deres nærmeste Bekjendtskab skulde herind for at opereres paa Øinene, den unge Piges Søster og hun fulgte med. Hun længtes saa meget efter Kjøbenhavn, glædede sig ogsaa over at komme til at tale med mig og at jeg ret ofte maatte besøge dem. Patienten med sin noget gamle Søster kom, Riborg var med! jeg skyndte mig derop, ringede paa og just hun kom for at lukke op. Jeg veed ikke selv, jeg stod som en Nar, stammede noget frem, om en Frøken - (jeg nævnede den syge Dame) boede her? Hun blev ganske rød, ( rimeligviis paa mine Vegne ) bad mig træde ind i Stuen, hvor jeg først lidt efter lidt blev satte i de naturlige Folder. - Besøget blev oftere gjentaget, jeg længtes der efter, i det Øieblik jeg gik derfra; hos Broderen traf jeg hende ogsaa et Par Gange, og han fortalte mig at hun havde ønsket, jeg maatte komme medens hun var der. En Dag bad hun mig dog læse Ravnen for sig og den syge Dame. Jeg gjorte det da; men det var ganske forunderligt hvor meget, ret ud af Hjertet, jeg dengang fandt i dette Stykke, det forekom mig, som hver Replik var til Hende. Jeg kunde ikke lade være at see paa hende! hendes Øie mødte mig, hun blev blodrød og saae fra det Øieblik ikke mere op fra sit Sytøi. - Da jeg gik rakte hun mig Haanden, til Tak for min Læsning, jeg trykkede den til mine Læber, mens mit Bryst var færdig at springe. Nu blev det mig først klart, at jeg elskede hende! elskede hende af mit Hele Hjerte. Alle Forhold, alle Omstændigheder, Hindringer og Gud veed hvad det heder der styrter imellem os i denne Verden, oversaae jeg ganske. Med hele min Sjæl klyngede jeg mig til Gud og følte at jeg havde Kraft og Mod til Alt blot for at besidde hende. -J eg tvivlede ikke om, at hun jo elskede mig; det antyde mig hendes hele Væsen, men hvorledes skulde jeg komme til Vished. Gjennemstrømmet af Kjærlighed digtede jeg flere Smaadigte; »Ørkenens Søn«, var derimellem; disse forærede jeg hende, som en Afskrift af det Nyeste jeg havde digtet. De to andre Damer fik nogle gamle, men ikke før trykte Digte. - Een Dag vovede jeg at give hende det lille Digt »Fyen«, der findes i Phantasier og Skizzer; skrev desuden disse fire Linier under, som jeg siden har ladet Edgar synge i: Bruden fra Lammermoor .

Det var skrevet som et Digt for sig selv, med Overskrift til Hende. Hun fik det paa et løst Papir; med dette fulgte nogle andre paa et andet, og jeg erfarede Dagen efter at de to andre Damer ikke vidste noget om Digtene paa det løse Papir, hun havde kun viist dem de andre Digte. Da vi næste Gang traf sammen var hun saa venlig, men meget forlegen, alt antydede mig at hun ikke var vred for mine Smaadigte, som jeg troede hun maatte forstaae Hensigten af. jeg talte ogsaa, ganske løst henkastet, med nogle unge Studenter fra hendes By, og berørte, hvad det var for et Menneske, hun jo var forlovet med. »O svarede de, der er ikke noget ved ham, det er Synd at den Pige skal have ham, hun staaer i alle Henseender høit over hende , men han holder fast fordi hun er riig, og jeg troer næsten, at det ene er for de mange Hindringer Forældrene lægge for deres Forlovelse, der gjør ham interesant for hende.« -Brødrene, Forældrene og Vennerne ønskede dette Forhold hæved, jeg troede virkelig at hun ogsaa nu bøiede over til samme Side, jeg maatte betroe mig til Nogen, Fornuften havde slet ingen Stemme! hvem kunne jeg af Fremmede nærme mig bedre end Broderen, hvem jeg stod paa en venskabelig Fod med.-

IV.

En Aften traf jeg ham ene hjemme! Han var saa godmodig, havde inderlig Hengivenhed for mig, ja ydede mig virkelig en Art Beundring som Digter. Jeg havde just »Uhlands Gedichte« med, vi læste nogle Stykker sammen; jeg valgte »Dichtertieben« , hvorved vi kom ind paa Kjærligheds-Kapitlet hos Digtere; før jeg ret vidste det havde jeg betroet ham mit Hjertes Hemmelighed. Det frembragte en lang dyb Pause, siden trykkede han min Haand og sagde han havde anet det. Med Hensyn til Søsteren sagde han mig, at han kun vidste at hun havde særdeles Interresse og Godhed for mig. -Jeg vilde overtyde ham om Mere, og bad ham skaffe mig en Samtale med hende, skaffe mig Vished, om hun virkelig elskede den anden, thi da skulde jeg bekjæmpe, hvad jeg jo burde. Jeg bestemte at jeg vilde læse til Embeds-Examen, gjøre Alt hvad hun og hendes Forældre kunne forlange af mig, og være lykkelig blot ved et fjernt Haab. Jeg kom i saadan Bevægelse at jeg rystede over alle Lemmer. Mit i vor Samtale kom den yngere Broder hjem med nogle lystige Venner, jeg maatte da med eet blive den overgivne som i gamle Dage, jeg frygtede for at man skulde ane det mindste. Det var en skrækkelig Qval! jeg udholdt den nogle Timer, gik derpaa hjem, men da jeg var paa Gaden, i den kolde Luft, fik jeg den frygteligste Skjælven, Taarene strømmede mig ud af Øinene og jeg følte en Svimmelhed, saa jeg maatte holde mig fast ved en Muur, jeg troede jeg maatte besvime og dette satte mig i en stor Angest, min Phantasie blev stærkt bevæget, og fra hiin Aften, har jeg faaet et Slags Skræk for at gaae ene en lang Vei om Aftenen, thi ved Tanken om hiin Følelse, kommer der en Reminisens deraf i min Indbildningskraft, saa jeg bliver Svindel, og føler en Rygten.- (Det er saaledes Grunden hvorfor jeg altid undgik at gaae ind fra Nygaard naar det blev Tusmørke og koldt) det Hele ligger i en Nærvesvaghed, og den alforstærke Indbildningskraft der jo tabes med Alderen. - Da jeg kom hjem i mit Værelse besvimede jeg paa Sengen, hvorhen jeg  strax tyede; hvorlænge det varede veed jeg ikke; jeg kom til mig selv, fik slaaet Ild, følte en uhyre Træthed og sov til høit op paa Dagen.Det var forgjæves at indlede et Møde, at træffe hende ene, Tiden løb ogsaa og hun skulde hjem, Faderen og den anden Søster ventedes forat afhente hende, jeg var fortvivlet, der blev ikke andet Middel end at skrive et Brev, Broderen lovede at give hende det og atter at faae det tilbage. -Jeg har det endnu, det synes meget mat, dog strømmede det dengang levende, som Ild fra mit Hjerte.

Da hun havde læst mit Brev, hørte jeg, var hun bristet i Graad, blevet saa ulykkelig; hun havde jo selv i flere Aar grædt og sørget over at Forældrene var hendes Kjærlighed imod, nu -- O,jeg vil ingenTanke nedskrive her, hun sagde, »hvad vilde A da tænke om mig, naar jeg, selv for hans Skyld, vilde bryde et tidligere Baand, kunne han da ikke frygte det samme !«- Hun sagde at det var hendes Pligt, at blive den anden trofast, at han vilde blive ulykkelig, og hang ved hende med Sjæl og Hjerte !« - Samme Aften jeg fik dette at vide, var hendes Fader og Søster komne, hun var med dem i Parquettet, hendes Øie søgte mig, hun var dødbleg ,og dog saa smuk, saa usigelig smuk! De spillede »Christen og Christine«, det hele Stykke forekom mig vor Historie, thi jeg tænkte mig selv som den ædle Stanislaus; -Forfængelighed midt i min Smerte. Mit eneste Ønske var at tale med hende før vi skildtes ad, hun havde yttret det samme for sin Broder, hun vilde ogsaa gjerne, ene sig mig Lev vel! -vi tænkte paa Maaden, men det lod sig ikke gjøre. -I Hotel Royal hvor jeg besøgte Faderen og Søsteren traf vi sammen, hun saae ikke paa mig, de andre sagde hun var syg, da jeg gik saae jeg Taare i hendes Øine. O Gud, hvor jeg leed, hvor jeg følte mig ulykkelig og dog maatte jeg skjule mig for mine Bekjendtere, kun Fru Læssøe læste dengang i mit Hjerte, for hende blev det ikke skjult. - De andre drømte endnu ikke derom. Nu kom den sidste Dag, vi maatte see hinanden sidste Gang, men ogsaa det blev forhindret, om Aftenen skulde hun med Fader og de Andre i Theatret, der spilledes »De to Dage« ,. naar Stykket var ude vilde jeg stille mig ved Udgangs-Døren for at ønske dem en lykkelig Reise. Faderen bad mig besøge dem næste Sommer, Søsteren trykkede venlig og glad min Haand, men Hende gav jeg sidst Haanden, jeg trykkede den fast i min og følte hende gjengjælde mit Haandtryk, i det hun med vaade Øine saae mig ind i Ansigtet idet hun vidskede Lev vel for altid! Jeg styrtede ud -- og har aldrig seet hende siden, - De reiste i den tidlige Morgenstund bort, Broderen bragte mig hendes inderlige Hilsen og en lille Sæddel med disse Ord:

Hun havde været saa sorrigfuld sagde han, og paalagt ham ret at trøste mig, ret at holde af mig, thi jeg fortjente det. O i alt dette saae og følte jeg hendes Kjærlighed. I det første Brev Broderen siden fik fortalte hun, at hun havde maatte lade som om hun sov, for at de i Vognen ikke skulde mærke hendes Graad. Da hun kom hjem, havde Forældrene for at overraske hende, for at skaffe hende en Glæde, ladet Elskeren være der. Forældrene havde besluttet at give efter for hendes mange Bønner; han var saa lykkelig, saa kjærlig, og dette gjorte hende just fortvivlet, hun ansaae sig for slet imod ham og imod mig. Alt virkede stærk ind paa hende, hun blev syg, hendes Øine leed meget; jeg hørte det fortælle, og drømte og haabede endnu Kjærlighed.

V.
 

Mine Digte: »Phantasier og Skizzer« kom imidlertid ud; de udtalte saa ganske min hele Sjæletilstand, at selv uindviede maatte ane det; ja jeg begik hvirkelig en Synd imod hende ved altfor tydeligt at pege paa hende. Men min Poesie havde faaet en ganske anden Characteer, ligesom mit hele Væsen. Digteren Ingemann, der jevnlig glædede mig med Brev, skrev mig til efter at have læst Digtene og hans Brev synes mig den bedste Kritik over mit Væsen den Gang, jeg vil derfor afskrive dette Brev, før jeg gaaer til den smertelige Opløsning af mit Hjertes første Kjærlighed.-

 
Slutningen af Ingemanns Brev findes ikke i Levnedsbogen 

Afskedsbrevet fra  Riborg Voigts til H.C. Andersen

Foto: Lars Bjørnsten Odense