H.C. Andersen digt 1834

Italien

Vandring paa Vesuv.

(Ved Eruptionen om Aftenen den 24. Februar 1834.)

Mellem lilla Bjerge drømmer,

Klædt i hvidt, Neapels By,

Ischia på Havet svømmer

Som en purpurfarvet Sky.

Sneen mellem Bjergets Kløfter

Ligger, som en Svaneflok;

Sort Vesuv sit Hoved løfter

Med den røde Flamme-lok.

Opad! her sig Stien vinder,

Kom, det mørknes meer og meer! Græs og Buske, Alt forsvinder,

Man en udbrændt Verden seer.

Mulerne hvert Fodtrin standse, Speide klogt med Blik og Fod;

Lava-Stjerner Bjerget krandse, Rødere end Ild og Blod.

Vi maae op ad Keglens Side;

Mulen kan ei stige her;
Dybt vi gjennem Asken glide,

Vogt dig! Stenen styrter der.

Sort deroppe, sort dernede, Stormens Vinge Asken slaaer.

Mens en tung Scirocco-Hede Skorpen aander hvor jeg gaaer.

Fremad, fremad! hen derover!

Seer Du, til den dybe Dal
Gaaer en Flod, men uden Vover, Smeltet, flydende Metal!

Som en mægtig Ild-Frugt hænger Maanen over Keglens Rand;
Opad Krateret sig trænger
Kulsort Røg; Alt staaer i Brand!

Maanen skjules, Alting sortner,

Taust vi staae paa samme Sted. Ilden hvirvler, Bjerget tordner,

Sten, glødrøde, rulle ned.

Hymner dybt fra Bjerget stige;

Ild-Cheruben flyver ud! —
Rædsels Storhed uden Lige!

Hjertet klynger sig til Gud!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879