Underlige Drømme.

Det er saa stille i vor By,
Thi det er kun ved Morgen-Gry;

Man seer ei Hund, man seer ei Kat,

Selv Vægteren har sagt: "God nat!"

Han sidder i et Kjælder-Skuur,

Og faaer sig der en lille Luur.

Tre Håndværkssvende gaar forbi,

De vandre bort i Compagni;

Paa Ryggen har de hele Klatten,

Og Voxdugs Overtræk om Hatten.

De ere glade hver og een,

Thi de har unge, raske Been;
En Smed, en Skrædder og en Bager, Er det, som nu paa Vandring drager.
 

Man snart kun Byens Taarne seer,

Der Solens første Straale leer;
Men hvor de Svende komme frem, Som Konger Alt modtager dem.

Det Hele røber noget Stort.

Dem Skoven staaer, som Æreport;

Vel er ei Borgerskabet der,
Men Skovens Fugle synge her,

Det gaaer saa godt i Mol og Dur,

Som om det Hele var Natur.
Og der er smukt, hvorhen de see,

Saa Hjertet ordentlig maa lee,
Ja, det vil gjennem Bryst og Frak',

For selv at sige: "mange tak!"
 

Men som de gaae i Skoven frem,

En deilig Qvinde møder dem.

Hun har en græsgrøn Kjole paa

Og Vinger uf fra Skuld'ren gaae;

Hun bærer frem et gyldent Horn
Med skjønne Blomster, Frugt og Korn; Fortuna kalder Verden hende.

Hun hilser vore Ungersvende

Og skjænker dem med venligt Sind

Et Æble, rødt som deres Kind,

Et Lykkens Æble nok saa smukt,

Og svinder saa bag Skovens Bugt.
 

De Svende glad på Æblet see;

Men, Herre Gud, de er jo Tre,

Og Æblet kan de ikke dele,
Thi Lykken boer kun i det Hele.

Der tænkes ud, der tænkes ind,

Men Tanken bliver dog til Vind;

Tilsidst staaer Skrædderen da frem, Og dømmer saadan mellem dem:

At alle Tre paa dette Sted
Skal lægge sig paa Jorden ned,

Og Æblet vil de den tildømme,

Der har de underligste Drømme.

Thi lægge de sig strax til Ro. —
 

— Der gaar en Time — der gaaer to Men endelig de sig da røre. —

— Nu skal vi deres Drømme høre.
 

"Mit er da Æblet!" siger Smeden;

"Jo, jeg har været fælt i Heden,

Ja værre end man muligt troer.

I Drømme jeg til Helved' foer;

Der var en Smedie lang og bred,

Og den var Fanden selv for heed.

Der var en Larm, der var en Støi,

Og Djævle kom og atter fløi;

Den smilte sødt, den hele Slægt,

Og kaldtes der en hellig Sect.

Paa Bibelen de smeded' hen,

Gud kjendte den vist knap igjen;

Paa Hovedet blev sat hvert Ord,

De fange vil den hele Jord,
Ja vinde Tanken og Fornuften;

Med Taage fyldtes hele Luften,

Og hvem de fangede hvert Aar,

De bleve kaldte Troens Faar."

Men Skrædderen begyndte nu:

"Jeg drømte mere sært end Du.

Jeg var saa luftig, som en Myg,

Og Vinger voxte paa min Ryg,

Ja uden at jeg veed hvordan,

Med eet jeg kom i Himlen an.

Den var saa stor, saa lang, saa sval,

Det var en deilig Skræddersal!

Paa hver en Sky stod Engle smaa,

Der havde ei det mindste paa;

De syede med Traad og Naal,

Regnbuen her var Skræddermaal,

Det Hele var saa propert her,

Og Pressejern var Solen der.
Man sang saa godt paa dette Sted,

Og jeg — ja, jeg sang ogsaa med.
Vi syede ved Sang og Spil,
Saa Helvede blev reent syet til.

Jeg næsten troer det er endnu!

Men, Bager! sig, hvad drømte Du? Skjønt Æblet neppe bliver Dit.—"
 

"Jo, æblet, troer jeg, bliver mit!" Gjensvared han, "thi med Forlov!

Jeg hverken drømte eller sov.

Thi, som jeg lagde mig til Ro,

Saa jeg, hvordan I begge To,
Fløi hver til sit med Hud og Krop;

Een gik derned, Een gik derop.

Da brugte jeg Forstandens Fem,

Og tænkte, Den kom aldrig hjem,

Der eengang foer til Helved ned,

Og Den, som fik i Himlen Sted,

Han har jo Fryd og gode Dage,

Og vandrer heller ei tilbage.

Da Hver er kommet nu til Sit,

Jeg tænkte, Æblet er da mit! —

Det var en fiin, en deilig Slags;

Thi spiste jeg det lige strax!"
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879