H.C. Andersen

Mindedigte over Afdøde 4.

Sophie Gade født Hartmann.

En Moder rives bort fra sine Smaa —

Saa ung og livsglad, hun, den Hjerterene!

Hun døer! — Det kan Forstanden ei forstaae,

Vi maae os give hen i Gud alene,
Kun der vi Klarhed og Fortrøstning see,

Det er det Bedste, Det, Gud lader skee!

I Smaa, for hvem sit unge Liv hun gav,

Fra os kun skal I Eders Moder kjende!

Hver Rose frisk og fiin på hendes Grav

Vil Eder vise Billedet af hende;
Men ei gjensee I her det Moderblik,

Som I fra hendes klare Øine fik.
 

I Afskedstimen var det sidste Ord:
"Er det nu Rosentid? — Er det nu Sommer?

O Gud, jeg er saa glad!" — Og fra vor Jord

Hun steg til, hvor den Gode sikkert kommer:

Guds Rige! — Husk, dets Grændser til os naae!

En Moder slipper ikke sine Smaa!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879