H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 
H.C. Andersen digt 1830

 

Manden fra Paradiis.
 

En komisk Fortælling


— Man schreibet von Paris, es habe kein Gefahr, —
— Til Paradiis fra os er nu fast ingen Fart. —
                                    Holbergs „Peder Paars.“


 

Der var engang en Enke —
Dog nei! — — jeg maa mig først betænke; —
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).

— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind.
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar.)
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
 „Du har det godt!“ udbrød hun, „Fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!“

Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen,
„Uh! er der Nogen?“
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen —
At see en Aand i Den, der havde før slet ingen.)
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — 
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop;
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visiter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.

Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der Noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. —
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! I dette Land
Der har jeg jo min første Mand!
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!“

Da mærkede Skjelmen, at ei vor Viv
I Geographien var meget stiv,
At hende klang paa ligeviis
De Navne: Paris og Paradiis.
Thi faldt han strax i Talen ind:
„Jeg kjender ham, det gode Skind.“ —
— „Ak!“ udbrød da hans Hjertenskjær,
„I altsaa før har været der!
Hvor lever dog den søde Skat?“ —
— „Ak det er ilde med ham fat!
Jeg var der for en Maaned siden;
Da sleed han meget suurt paa Tiden,
Stod tidlig op, kom seent i Seng,
Og var de Andres Hunde-Dreng.
Hvad Tøi han fik i Gravens Nat,
Gik strax itu, det tynde Pjat!
Af Kjoler har han ikke een,
Og tænk: han gaaer med bare Been!“ —

De Ord i hendes Hjerte stak som Syle,
Og hun begyndte gyseligt at hyle,
Fik nu, og det i største Hast,
En Byldt af baade løst og fast,
Ja Skjorter, Strømper, uldne Sokker,
(Og jeg veed Pokker,)
Og bad, mens Øiet stod i Vand:
„O bring det til min salig Mand,
Og siig: jeg sender Meer afsted,
Naar jeg kun seer en Leilighed!
Ak ja! ak ja! Det er dog haardt,
Han der skal gaae til Spot og Tort!“

Da Knøsen havde spiist sig mæt,
Han loved' at besørge det,
Tog Bylten, takkede og gik;
Men Konen sad med vaade Blik.
Thi vil vi springe nogle Timer frem
Til hendes Mand kom hjem,
(Jeg mener han, den sidste,
Den første, veed I, staaer paa Dødens Liste.) —
„Nu, jeg kan hilse Dig fra salig Thiis.“
(Saa hed den første Mand; o det er slemt,
Jeg Navnet har i Førstningen forglemt!) —
„Her var nys En, der gik til Paradiis! —“
Og nu fortalte hun om ham, som alt var gaaet,
Og hvad han havde med paa Reisen faaet.
Men Manden fatted' snart den hele Ting,
Og i et Spring han sadlede sin allerbedste Hest,
Og foer afsted, som Skyerne i Blæst.
Han vilde, sagde han til Konen,
Dog tale selv en Smule med Personen.

Det var en deilig Nat med Maaneskin og Sligt,
Der klæder endnu bedre i et elegisk Digt;
Høit Nattergalen slog, og Uglen peb Discant!
Og hvad der her var bedst: den rette Vei han fandt,
Hvor Tyven gik afsted i Maanens blege Straale.
(Thi mere Lys en Tyv i Grunden ei kan taale) —

Nu vil vi da med Tyven gaae!
Saasnart han saae,
Een foer afsted som bare Fanden,
Han tænkte ganske ret: der har vi Manden,
Og kastede sin Bylt i Grøften nær ved Krattet,
Og satte sig derved, thi han var fattet.
Med skyldfrit Sind han vilde sig forskandse,
Og sang om „grønne Jomfru-Krandse,“
Idet han stirrede paa Nattens klare Himmel,
Til Manden kom og standsede sin Skimmel,
Og spurgte, uden megen anden Snakken,
Om ei han havde seet en Mand med Bylt paa Nakken,
Og, for at give Sagen mere Vægt,
En Tyveknegt. —
„Jovist!“ var Svaret: „nylig saae jeg En,
Der gjorde lange Been,
Saasnart han saae, I vilde ham indhente,
Svandt han i Skoven, hurtig, som en Glente.
Men skynd Jer lidt, saa kan I Knegten fange!“
Den anden takkede ham mange Gange,
Og bad ham holde lidt paa Hesten.
(Nu veed I Resten:)
Den gode Mand i Skoven sprang,
Men Tyven sig paa Hesten svang,
Tog Bylten med, „hyp, — vil Du gaae!“
Det var en Lyst at see derpaa. —

Udmattet, stønnende og bister
Kom Manden som en vred Philister,
Men tænk Jer nu hans store Skræk,
Da ogsaa Hesten her var væk.
Han raabte: „hov!“ han raabte: „hei!“
Men Tyven løbet var sin Vei.
— Da ingen Anden var tilstede,
Fik Maanen hele Mandens Vrede.
„Paa slig en Daad Du skinne kan;
O tvi Dig an!
Har Du ei hørt, en Tyvehæler
Rangerer lige med en Stjæler.
Jo, jo, Du er en deilig En!“ —
Saa gik han hjem paa sine Been.

„Naa, traf Du ham?“ saa spurgte Konen;
Men Manden havde nedstemt Tonen,
Og sagde: „Jo, min kjære Skat,
 Jeg fik ham dog til Lykke fat!
Vor bedste Hest jeg gav ham med,
At han kan komme lidt afsted!“
— Da blev hans Kone ganske mild:
„O lille Mand, hvor Du er snild!
Det maa man dog de Mandfolk skjænke,
At de kan tænke!“


Moralen, som man finder,
Er, at der gives dumme Qvinder;
Dog — Mændene i samme Farve spille,
Men, de kan bedre tie stille!
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879
 

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk