H.C. Andersen digt 1869

Liden Kirsten og Prins Buris

Der var en Duft af det friske Hø,
Og Luften var klar som den stille Sø;

En deilig Stjerne funkled i Øster.
Med Kind mod Kind to Lykkelige sad,

Ret som i Rosen sidder Blad ved Blad;

Det var Prinds Buris og Kongens Søster.

Et kys, endnu eet, saa skiltes de ad.

En Drossel fløited sit Elskovs-Kvad.
I Pragt, med bitter Frugt, stod Tjørnehækken; Dugdraaber faldt som Taarer ned i Bækken.

En Midnat var det; med Vold og Magt

Prinds Buris blev, blindet, i Lænker lagt.

Mens lystig Musik lød fra Slottets Sale.
Der dansed en Qvinde med Skarlagens Flig, Valdemars Søster, bleg som et Lig.

Som det skarpe Sværd faldt Kongens Tale:

"I dandsen groer Kinden nok frisk og rød

"Som Konge-Rosen, Prins Buris brød.
"For Sladdererens Gift jeg udsletter din Brøde!" — Og kongen dandsed sin Søster til døde.

Et Fangetaarn var der ved Vestervig;

Der jordede man Liden Kirstens Liig. Hvidtjørnen sin Blomst paa Graven lagde.

Hver Aften aabnedes Taarnets Dør,
Og ud kom en Blind, saa svag som et Rør;

Fra Fængslet til Graven hans Lænke rakte,

Om denne Naade han Kongen bad.
Og Duggen som Taarer faldt fra hvert Blad.

Paa Kirstens Grav brast Buris's Hjerte.
— Et Sagn, en Sang er nu hiin Elskovs Smerte.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879