Paa Kirkegaarden.

† Til den lille Gerda Collins sørgende Forældre..

(1846.)

Den lange Nat I skifteviis tilsammen
Sad hos det søde Barn, I misted' nys,
Med Bøn til Gud I skjærmed om Livs-Flammen,

Der neppe udholdt selv en Moders Kys.

Hun fløi fra Eder bort en Foraars-Morgen,

Den friske Barnesjæl til Himlen steg;

Men hvor hun leget har, der boer nu Sorgen,

Husk, hendes Jordliv var en Uskylds-Leg!

Nu har vi Sommer, Solskin, Roser røde, Opstandelse forkynde Blomst og Straa,
Og hun — for hende Jordens Smerter døde,

Hun fulgte: "Kommer hid til mig, I Smaa!"

Græd kun, det mildner Sorgen, gjør den stille,

Skjønt aldrig grædes Smerten ganske ud,

Men Troen voxer — Mod I finde ville;
I deelte Eders bedste Skat med Gud!


 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879