Et Vinterparti.
 

Det dundrer stærkt under Hestens hov,

Thi fast ligger Sneen i den sorte Skov;
See, Fuldmaanen skinner fra Himlens Scene Mellem de nøgne Grene.

En hob Kosakker til Hest vi see,
De leire sig her paa den hvide Snee;
Stærkt Hestene dampe, og bundne sammen Staae de ved Bøgestammen.

Nu tændes et Baal ved den store Bøg.

Se den røde Ild med sin sorte Røg,

Og Mændene, som i Sneen sammen

Sidde rundtomkring Flammen.

Bruunguul er Kinden, mørkt hvert Blik,

De drikke den klare, skarpe Drik;
Men over dem, høit paa de tynde Grene

Sidder en Flygtning ene.

Han tør ei aande, stift ser han frem;

Men Tanken flyver mod fjerne Hjem,

Saa langt hiin Side af Rhinens Vover,

Hvor hans Pige sover.

Hun sig drømmer sig hos ham Favn i Favn;

Hun hører ikke den sultne Ravn,
Der skriger sit: "dobbra!" saa mange Gange, Mod den sørgende Fange.
 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879