Epiloger

 I.

Fremlagt ved en Aftenunderholdning den 11. Februar 1838 til Fordeel for Stiftelsen til Blindes Dannelse.

Jeg veed om Farverne, de ere skjønne;

Som Tonerne de vexle skal i Pragt;

Men om den grønne Skov, om alt det Grønne

Har Duften ene et Begreb mig bragt.

Blaat er jo Havet, naar ei Bølger stige,

Og Himlens Farve nævne de som blaa,

En Blaahed eier der Uendelige,

Jeg aner det, Skjøndt jeg det aldrig saae.

I Solens Opgang pranger jo det røde

Den Blinde kjender ei sligt Farvespil,

Men Livets Straaler følte jeg at gløde,

Og jeg begreb, at der var Skjønhed til.

O, hvilken Trøst i Livets Sorg og Møie,

At kunne Gud i Alt omkring sig see,

At læse Tanken i sin Broders Øie,

See i hvert Træk: han føler ved vor Vee.
Een Farve kun der er, den Blinde kjender,

Een Farve, viet Livets Sorg og Nød,

Den boer i Natten, naar ei Stjernen brænder,

Den er et Billede paa Grav og Død:
Den sorte Farve kjendes af den Blinde,

Rundt om mig hersker altid der kun Nat,

Dog i det Sorte selv lod Gud os finde

En Sjæle-Duft: Du er ei her forladt.
Den mørke Farve, som mit Blik omtaager,

Har just en Duft, den største, Hjertet veed:

Jeg veed, at Naadens milde Fader vaager,

Den Blinde fandt et Hjem og Kjærlighed.

Er Verden mørk, Du skal dog Veien finde,

En kjærlig Gud det Bedste vil skal skee,

I Døden svinder Mørket for den Blinde,
Der skal jeg Gud og hver Velgjører see!

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879