H.C. Andersen digt 1830

Digteren og Amor

Liebe wirkt dieses alles und noch mehr.
                                            Wieland

Digteren.
 

Jeg min Kjærlighed maa dølge,
O det gjør mit Hjerte Vee!
Vi er' skilt ved Land og Bølge;
Hun kan ei min Længsel see.

Amor.
 

Ei en Digter maa forsage!
Han har Perler, Sølv og Guld,
Aanden seirer alle Dage,
Amor er sin Digter huld.

Digteren.
 

Jeg kan ei med hende tale,
Drikke Liv af hendes Blik,
Flagre, som den bange Svale,
Tro om Hjemmet, hvor hun gik;

Skue dybt i hendes Hjerte,
Vinde Haabets Himmel-Fred;
 — Nu — nu glemmer hun min Smerte,
Og min dybe Kjærlighed.

Amor.
 

Lad ei Modet ganske svigte!
Hvem er lykkelig som Du?
Du kan tale gjennem Digte,
Sige hver en Tanke nu.

Du for Verden tør bekjende,
Hvad hun allerede veed,
Ingen troer det gjælder hende;
— Hun forstaaer din Kjærlighed.

Du kan lade Alting trykke.
„Det er Digte,“ sige Folk,
Men hos hende — tænk Din Lykke!
Der skal jeg nok være Tolk.

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879