Wiens større Pladse og Hovedgader frembyde Skuet af et heelt Billed-Gallerie, hver Boutik har sit smuktmalede Skildt, enten Portrættet af en navnkundig Person eller et allegorisk Stykke. Hver Plads og hver Gade giver, ved sin levende Vrimmel og sine forskjellige Grupper, Motiver til Malerier, der kunne smykke et heelt Gallerie. Dog Skizzer af denne Art ere alt fremviste i stor Mængde, vi kunne til en Forandring klippe et Par Silhouetter af bekjendte Personer, og man vil huske paa, at Silhouetter ikke give mere end netop en Skygge af Liighed.

"Vi ere i Volcksgarten!" Herrer og Damer i livlig Samtale vandre under de grønne, duftende Træer; Opvarterne springe i krydsende Flugt og sørge for, der kommer lidt Iis om de brændende Hjerter. Et heelt Musikchors Toner bruse gjennem Haven. Midt imellem Musikanterne staaer en ung Mand, af mørk Ansigtsfarve, hans store, brune Øine flyve rundt om i urolig Flugt, Hovedet bevæger sig, Armene, hele Legemet, det er som om han var Hjertet i dette store Musiklegeme, og gjennem Hjertet, veed man, strømmer Blodet, og det er her af Toner; i ham fødtes disse Melodier, han er Hjertet, og det hele Europa hører dets musikalske Pulseslag, dets egen Puls slaaer stærkere derved - Manden hedder - Strauss.

- Vi ere i een af Forstæderne, et lille Slot ligger midt i en engelsk Park, her boer Fyrst Didrikstein; vi gaae gjennem en Række smukke Værelser; et Fortepiano lyder os imøde; her er rigt og smukt! her er en deilig Udsigt over Havens Terrasser. Tonerne, vi høre, fødes ved een af Pianoets Heroer. Saaledes spiller Liszt ikke! - Han og denne ere lige mægtige og lige forskjellige. Liszt forbauser, man rives med af de hvirvlende Bacchanter, her derimod staaer man høit paa Bjerget i Guds klare Sol, fyldes med en Storhed, qvæges af en Ro og Ynde -, man føler sig glad i den fri Naturs hellige Kirke, hvor Hymnerne blande sig med de dandsende Hyrders Sang. Hvo er denne Pianoets Behersker? Betragt ham, han er ung, smuk, ædel og elskelig! kjender man ikke min Silhouet, jeg maa da skrive under den Navnet - Sigismund Thalberg.

Vi kjøre ud til Hitzing, Wienernes Frederiksberg; vi staae ved et lille venligt Sommerlyststed; Haven er rig paa Træer og Blomster, den gamle Dame derinde er dens Gartner, hvert Træ har hun plantet, hver Blomst har hun selv sat, her er Gran og Birk, her er Tulipantræ og duftende Linde. Blomstrende Rosenhækker danne Rabatterne om den friske Græsplet. En rank, kraftig gammel Kone træder os imøde; hvilken Klogskab i Øiet, hvilken Mildhed i hvert Træk! hvo er hun? Vi træde ind i Stuen! paa Bordet staaer en prægtig Vase, med Billedet af en Lyre, der omslynges af en Laurbærkrands, dens Blade ere deels forgyldte, deels grønne. Navne paa Skuespil læses paa disse Blade; de forgyldte angive de Stykker, hvori hun især som Kunstnerinde henrev et heelt Folk, de grønne bære hver Navnet paa et af hendes egne dramatiske Arbeider; hun satte Guld paa de andre Digteres Laurbær, hendes egne staae altid grønne, det er Betydningen! Vasen er en Gave fra hendes Kunstbrødre og Kunst-søstre, nederst læses hendes Navn - Johanne von Weissenthurn.*)

*) Efter min Hjemkomst til Danmark, har den høithædrede Kunstnerinde taget Afsked fra Publicum; hun spillede den sidste Aften i to forskjeilige af hendes egne Stykker. Paa den danske Scene har især af hende "Godset Sternberg", og "Hvilken af dem er Bruden" gjort Lykke. I den sidste Tid endnu optraadte hun ofte, ikke blot paa Burgtheater, men paa Slottet Schönbrunn; hun fortalte mig, at hun for nylig havde spillet den første Gang i "Pariserdrengen" den gamle Moders Rolle; men i det Øieblik Drengen springer op paa Stolen, sætter Papirs-hatten paa Hovedet, lægger Armene overkors og efterligner Napoleon, overvældedes hun saaledes af Erindringer fra dette Sted, fra denne Skueplads, saa at hun øieblikkelig nær var kommet ud af sin Rolle; netop her paa dette samme lille Theater havde hun spillet for den virkelige Napoleon, der i samme Stilling, havde seet paa hende, den tydske Skuespillerinde.

Vi ere inde i Wien! vi gaae op ad brede Steentrapper, mellem tykke, kolde Mure! store Jerndøre med Hængelaase for vise sig til begge Sider, derinde gjemmes Penge og vigtige Papirer; vi træde ind i et lille Kammer; Væggene ere skjulte med Reoler, hvori staae store Folianter, rundt om ligge Pakker af Skrifter, alle Forretnings Sager. En høi, alvorlig Mand sidder foran Pulten, det er slet ikke poetiske Sager, der beskjæftige ham! Det barske Udtryk i hans Ansigt forvandler sig til Veemod, han seer paa os, der er Sjæl og Tanke i dette Blik! hvor tidt har han ikke hæftet det paa Guds Natur, og den afspeilede sig deri; i sin Ungdom sang han for os om Kampen i hans Sjæl; hans Musa aabenbarede sig spøgelsesagtig, og dog som den friske, blomstrende Mø, Billedet var: "die Ahnfrau". I sin Manddom bragte han os: "det gyldne Skind", - det er ophængt i Musernes Tempel, - hans Navn pranger derpaa, Grillparzer.

Stednavne og personnavne: Volksgarten – Wien, Sigismond Thalberg, Johanna von Weissenthurn, Franz Grillparzer.