Morgenen er saa smuk! hvilken udstrakt grøn Slette! hvilken Duft af Hø! er vi i Danmark! see, hvilken Vrimmel af Blomster! see, græsgroede Høie, Kjæmpegrave, som i Sjælland, Menneskehaand har formet disse! Alt er saa idyllisk, saa sommerligt dansk - og dog ere vi ikke i Danmark! den grønne Slette, hvor Høet dufter, er wallachisk, Kjæmpehøiene til Høire staae i Bulgarien. Tæt ved Bredden ligger en Hytte, den er kun en Sivmaatte lagt over to Pæle, Hyrdefamilien sidder udenfor, den store Hund gjøer af vort brusende Fartøi.

Her ere nye Ansigter ombord, Rustzuk har i Nat sendt os mange Gjæster. Hvilket broget Folkefærd! Tyrken knæler og holder sin Morgenbøn, hans Pande berører Skibsdækket; tæt ved sidder en Jøde, i Sølvmors Kjole med purpurfarvet Turban; hans gule Tøfler staae foran ham! han holder en Knæk-Parasol over sig, skjøndt Solen ikke skinner paa ham; han tager et lille Haandspeil, seer sig deri, smiler og nipper saa imellem med et lille Jern de graae Haar ud af sit Skjæg.

Vi flyve forbi bulgariske Byer! hvad hedder denne! det er Verdun! naar jeg hører Nattergalen synge mellem vildt blomstrende Sirener, vil jeg huske dens Søstre paa denne Plet! - atter en By! det er Sistowa, høir over denne kneise Murene af et Kastel, Tyrker med lange Piber strække sig paa Husenes Træbalkoner og see ligegyldige paa Dampskibets Flugt, som paa Røgen fra deres Pibe. Nu en By til Høire, en wallachisk By, med usle Jordhytter og en lang, dødsstille Qvarantaine-Bygning, det er Simniza! vi optegne dit Navn og glemme Dig dog!-

Hvad skinner forude! hvilke hvide Skrænter paa bulgarisk Side! meer og meer træde de frem; - det er dansk! det er Møens Kridtklinter, der ere reisse mig imøde! jeg kjender jo alle Formerne, jeg kjender det Sommergrønne høit oppe paa de hvide Skrænter! - dog det er kun Buske, Møen har Skove, Møen har under sig det klare, det blaagrønne Hav, og ikke disse Donauens bruungule Bølger. Der ligger en Stad deroppe, det er Nicopoli, Trajans By, Bajazets Trophæ. Vi glide tæt under de hvide Klinter; Skipperen peger op paa en Række dybe Indhugninger i Skrænten; de synes store Skydehuller i en Fæstningsmuur! det er Oldtids Grave! - Hvo vare de Helte og Fyrster, som her faldt i Støv, mens den gule Flod uforandret væltede sine Bølger mod Klippegrunden! Ingen veed det! - nu bygger Svalen i Heltenes Gravkamre. -

Mellem de hvide Klinter og den wallachiske, grønne Slette staaer spændt høit over Floden, der løfter sine Bølger som paa en Indsø, en deilig Regnbue. Hvor glødende, hvor prægtig! mangen Regnbue har hvælvet sig her, seet af Paschaer og Bojarer, men den maatte forgaae, ingen Maler eller Digter saae den! - Du herlige, luftige Billed paa den mørke Sky! gid jeg var Maler!

Er det Sommerskyer høit i Horizonten af Bulgarer-Landet? Saaledes saae jeg tidt i Danmark Skyerne over de grønne Marker! er det Bjerge med Snee? Saaledes see vi Alperne fra Bayerns Hovedstad! - Det er Balkanbjergene! den dalende Sol bestraaler de hvide Sneetoppe! - Herlige Bjergland, din Storhed stemmer Sjælen til Andagt! - - Tæt ved mig knæler Tyrken; han bøier sit Ansigt mod jorden, mumler sin Aftenbøn; - - Solen er nede! der er Fred i Naturen, Fred i mit Hjerte! - Aftenen er saa lys, vi seile! Natten er klar - vi seile!

Stednavne og personnavne: Swischtow, Svischtov, Møns Klint,