*) Hver fjortende Dag kan man med østerrigske Dampskibe gaae fra Constantinopel over det sorte Hav og opad Donau til Wien; her gives to forskjellige Farter, den ene er fra det sorte Hav gjennem Donau-Mundingen til Galatz, hvor man holder syv Dage Qvarantaine og derpaa seiler langs den wallachiske Kyst, men som er aldeles flad og kun har faa Byer, til Orsova, hvor en ny, men kort Qvarantaine venter; den anden Fart, som jeg valgte, er langt interessantere, man gaaer da ikke op til Donau-Mundingen, men sættes i Land ved Küstendje, hvorfra man tager gjennem Landet, een Dagreise, indtil Donau ved Byen Czernawoda; herved forkortes tre Dage af Flodseiladsen, der fra Mundingen til Czernawoda kun frembyder Skuet af Mosestrækninger med Siv og Rør; dernæst har man den Fordeel, at Fartøiet holder sig paa venstre Side mod Strømmen, hvor Kysten er mere afvexlende, og hvor man kommer i Land i en Mængde af de større bulgariske Byer, og kan gjøre Vandring i den serviske Skov-Natur. I Orsova gjøres da paa eengang hele Qvarantainen, der varer i 10 Dage; efter denne fortsættes Reisen til Pest og derfra til Wien.

Klokken var tre om Eftermiddagen, da vor Donaufart begyndte. Besætningen ombord var italiensk; Capitainen Marco Dobroslawich, en Dalmatier, en humoristisk, fortræffelig gammel Karl, blev os Alle snart kjær; han hundsede Matroserne og var dog inderlig elsket af dem, de saae ordentlig fornøiede ud, naar han puffede dem, thi han havde altid ved Haanden et godt Indfald, der var Pryglene værd. De flere Nætter og Dage, vi vare her ombord op til Militair Grændsen, var Ingen mere virksom og i godt Humeur, end vor gamle Capitain; midt om Natten, naar der kunde seiles, lød hans Kommando-Stemme, altid det samme Lune, altid i Beredskab med en Lussing og et godt Indfald, og ved Middagsbordet en jovial, godmodig Vert. Han var rigtignok Perlen mellem alle de Donau-Capitainer, vi kom i kast med; bestandig toge de af i Elskværdighed, bestandig følte man sig mindre hyggelig; naturligviis rykkede man hernede, mellem fremmede Folkeslag, nærmere sammen; altsom man kommer Pest og Wien nærmere, bliver Selskabet saa stort, at den Ene ikke bryder sig om den Anden. Hos Fader Marco vare vi jo saa godt som i en Pension.

Hele vor Eftermiddags-Seilads fra Czerna-Woda gik mellem oversvømmede Øer, hvor Toppen af Piletræer og Gavlen af en Rørhytte stak op af Vandet. Intet Sted saae vi endnu Donau i sin hele Bredde. Vi tilbragte en glad Aften i den veloplyste, smukke Kahyt! Champagnen knaldede! Rugbrøds-Smagen i den ægte Tokaier mindede mig om Rugens Land, det fjerne Danmark. Natten blev imidlertid ikke som Aftenen! Vort Blod maatte flyde under bulgarisk Kyst! I disse Sumpegne udklækker Sommerheden ikke blot Febere, men Millioner af giftige Myg, der paa det frygteligste plage Kystens Beboere og Besætningen paa Flodskibene. Utallige Skarer af Myg havde i de sidste Nætter faaet Liv, de ligesom væltede ind til os af de aabne Luger; Ingen havde endnu ventet deres Tilværelse, de styrtede over os og stak, saa Blodet løb os i Draaber over Ansigt og Hænder.

Tidlig, førend Solen selv kom op, vare vi Alle paa Dækket, hver med blødende, opsvulmet Ansigt. Vi havde ved Midnat passeret den tyrkiske Fæstning Silistria, og faaet flere Tyrker, Dækspassagerer, ombord; de laae indsvøbte i store Tæpper og sov mellem Kulsækkene.

Nu var det Dag! Donau-Øerne stode under Vand, de saae ud som svømmende Skove, der vare i Begreb med at dykke under. Hele den wallachiske Side frembød Skuet af en uendelig, grøn Flade, hvis eneste Afvexling var et forfaldet Vagthuus, opført af Leer og Straa, eller en aflang, hvidkalket Qvarantaine-Bygning med rødt Tag, her var ingen Have, ikke et eneste Træ, Bygningen laae eensom, lig Verdens-Omseilerens Skib paa et ubefaret, blikstille Hav. Derimod hævede sig Bulgariets Kyst med Krat og Buske, den fede jordbund syntes særdeles skikket til at kunne dyrkes. Lange Strækninger laae aldeles øde; tusinde Mennesker vandre fra Europa til Amerika; hvor langt bedre kunde de ikke her finde et Hjem, en frugtbar Ager her, tæt ved Europas største Flod, Landeveien til Orienten.

Paa bulgarisk Side hilste os den første By, det var Tuturcan; foran hvert Huus var plantet en lille Have; paa Skrænten løb halvnøgne Drenge og raabte "urolah!" *)

*) "lykkelig Reise"

Her tydede Alt endnu paa Fred og ingen Fare; Urolighederne inde i Landet havde endnu ikke naaet disse Kyster. Imidlertid hørte vi af de Tyrker, som vi sidste Nat havde faaet ombord ved Silistria, at flere Flygtninge der havde sat over Donau, for at tye til Buccharest. Hiin Side Bjergene rasede Oprør og Død.

Ovenfor Tuturcan passerede vi en høist malerisk Huulvei, frodige Hækker hang ud over den fra de høfe Skrænter af rødbruun Jord; en Skare deilige sorte Heste bleve her drevne ned til Floden og skulde sættes over; een af dem udmærkede sig, deels ved sine livlige Bevægelser, deels ved sin kulsorte Farve og lange, flagrende Manke, den sprang op paa Skrænterne, saa Jorden sprøitede fra dens Hove!

"Du vilde Hest! skal Du maaskee bære den unge, wallachiske Fyrstebrud, klappes af hendes fine Haand, og dine glindsende, sorte Sider smykkes med brogede Tepper! dandser du, fordi du nu seer dit nye Fædreland hiin Side Floden? Hvad eller skal Du i Wallachiet blive Stamfader til en Slægt, hundrede Gange saa stor, som den Flok, der nu omringer Dig; dit Navn prange øverst paa Stamlisten! Drengenes Raab gjelder Dig, Du smukke, vælige Dyr! urolah! urolah!"

Den næste Flekke vi naaede paa bulgarisk Side, Havai, laae som den yndigste Baggrund til en lille, tyrkisk Novelle; vilde Roser blomstrede her i det varme Solskin; Hækker, Træer og Huse grupperede sig saa eiendommeligt smukt om det hvide Minaret; ja en Novelledigter kunde faae Lyst til at henlægge her Scenen for sin Digtning, og en saadan kan ogsaa komme, thi Havai frembyder just Stof til en Novelle, og det en historisk. Den afdøde Sultan Mohamed, Fader til Abdul-Meschid, gjorde engang en Reise paa Donau, det blev et skrækkeligt Uveir, Fartøiet var nær ved at synke, ved Havai steg de Troendes Behersker i Land, hver en Rosenhæk svingede sin duftende Offerskaal for ham, Sultanen blev her en Nat - om han sov godt og drømte behageligt, veed jeg ikke, men denne Nat er nu for Beboerne her en deilig, forsvundet Drøm.

Ikke langt herfra saae vi de første Vandmøller, de ligge paa fasttøirede Flodskibe og blive, naar Vinteren kommer, trukne op paa Land i Læ af Buskene; Familien sidder da inde i den tause Mølle, Haandtrommen skratter, Fløiten blæser sit Stykke, eensformigt, som om den havde lært det af Faarekyllingen. Familien kjeder sig ved Landlivet, længes efter Vaaren, for at Møllen igjen kan gynge paa den brusende Strøm, Hjulene klappre, Livet røre sig og de selv staae i deres Stuedør og fiske, mens Dampskibet farer forbi.

Solen brændte varmt; vort Telttag gav Skygge, men Luften var saa ophedet, som i en Ovn, og denne Hede tiltog; intet forfriskede Legemet, intet Aanden; rundt om altid det samme Grønne, en uendelig Idyl, vi seilede altid som mellem Aspargestoppe og Petersillie. Varmen blev mere og mere trykkende, vi følte os i en Badstue, omgivet af tørre Dampe, men der kom intet kjøligt Styrtebad, der var ikke en Sky paa Himlen! nei, til slig en Varmegrad har min Phantasi aldrig hævet sig i mit kjølige Fædreland!

Endelig saae vi da en By paa wallachisk Side, det var Giurgevo *), hvis

*) Herfra er kun sex Timers Reise til Wallachiets Hovedstad Bucharest.

Fæstningsværker ere ødelagte af Russerne; en Deel af Byens Folk havde samlet sig paa disse Rudera af Volde, der var en Raaben og en Spørgen om Sundhedstilstanden i Constantinopel *)

*) Der var for Øieblikket ingen Pest; men i Alexandrien og Kairo rasede den; jeg hørte af et Brev, i de sidste Dage jeg var i Pera, at der paa de to ovennævnte Steder daglig døde flere hundrede Mennesker.

om Urolighederne inde i Landet. Solen gik just ned; Byens Kirketaarn, der nylig var blevet tækket med skinnende Blik, straalede som om det var af Sølv, det gjorde ordentlig ondt i Øinene. En sommerlig Lufttone laae over den grønne, flade Eng, Sumpfuglene fløi op fra Sivene. Paa bulgarisk Side hævede sig gule Klinter, vi styrede ind under disse, og medens vi endnu beskuede det skinnende Taarn i Giurgewo, vare vi under Huse og Haver, der danne Forstaden til den betydelige bulgariske Stad Rustzuk; en Mængde Minareter, det ene tæt op paa det anden, antydede, at det maa være en ægte troende Stad. Hele Quaien og Skibsbroen var opfyldt med Mennesker, mellem hvilke der var et forunderligt Røre; vi vare tæt ud for Landingsstedet, da to Personer, begge i frankisk Dragt, men med Fess, under en fæl Skrigen styrtede i Vandet, een til hver Side af den smalle Bro; de svømmede begge mod Land, den Ene blev hjulpet op, den Anden drev de tilbage, ja kastede Stene efter; han vendte sig mod vort Skib og tilraabte os paa Fransk: "hjælp! de myrde mig!" - et Par af vore Matroser sprang i en Baad og fik ham op, vort Fartøi dreiede af fra Land igjen, hele Besætningen, alle Passagerer flokkede sig ved Relingen. Begyndte maaskee her vore Reisegjenvordigheder i et oprørsk Land! hvorledes stod det til i Rustzuk? Her fulgte et Par uvisse, ængstelige Øieblikke. Nogle Signaler bleve givne og besvarede! Soldater viste sig paa Broen; en Baad roede ud til os med Byens lille Pascha, Hephys *).

*) I Rustzuk er ikke mindre end tre Paschaer, den fornemste er Mersa Said, den næste er Mohamed og den tredie Hephys.

Et Par af hans Officerer ledsagede ham ombord. Maaden, dette skete paa, tog sig høist eiendommelig ud, Een holdt ham ved hvert Haandled, Een igjen ved hver Albue og Een i hver Skulder, saaledes skred de frem til Capitainens Kahyt, inde i hvilken de bleve beværtede med Syltetøi og Liqueurer. Siden besaae han de forskjellige Kahytter, ledsaget paa samme Maade, som da han kom, kun at to unge Tyrker bare brændende Lys foran ham.

Hvad Tumulten angik, da indskrænkede denne sig til en aldeles privat; de to stridende Personer vare Quarantaine-Directeuren, en Tyrk, og Lægen, en Franskmand, de stode hinanden i mange Henseender iveien, og da det igjen paa Skibsbroen blev Tilfældet, puffede de hinanden ud, og Tyrkerne toge Tyrkens Parti.

Doctoren var imidlertid ombord blevet omklædt og forlod under Paschaens Beskyttelse vort Fartøi, der nu lagde ind til Broen, fra hvilken Soldaterne havde drevet Folkestimlen. Der blev taget Kul ind; det var mørk Aften, kun en Lygte lyste i Skibets Tougværk. Alt var stille i Rustzuk, en enkelt Gang hylede en herreløs Hund, Muezzinen raabte Timerne fra Minareter, en enkelt Lygte bevægede sig gjennem de mørke, eensomme Gader.

Vore Senge bleve omspændte med grønne Flor, for at vi kunde befries for de giftige Mygsværme; mit Selskab satte sig imidlertid til at spille Kort, jeg kan ikke et eneste Spil, Donaukortet var mit Kort, jeg studerede dette, den uforgjængelige Landevei til Orienten, der Aar for Aar vil blive mere og mere besøgt og engang paa sine stærke Strømme bære Digtere, der vide at hæve de Skatte af Poesi, hver Busk og hver Steen her indeslutter.
 

Stednavne og personnavne: Русе, Budapest, Bulgarien, Bukarest, Giurgiu, Cario, Alexandria,