Küstendje frembyder en lav Kyst, hvis Skrænter ere Kalkjord med Konkylier; ikke et Træ, ikke en Busk er at see; her laae et Par Hytter, uden Vinduer, med Rørtaget ned mod Jorden, og omsluttede af en Steen-Indhegning. Et Flag vaiede, en Gruppe vel tilslørede Qvinder betragtede vor Ankomst!

Gjennem en stærk Brænding satte vor Baad i Land, hvor nogle skrigende Tartarer modtoge os.

Landings-Stedet bestod af nedstyrtede Steenblokke, mellem hvilke Folkene, for dog at jevne lidt, havde kastet en Hob Græstørv; Træhytterne hernede syntes reiste i største Hast; hele Kysten bebudede en Ørken, hvor der i Gaar eller i Dag var blevet opslaaet Boliger. I et Par Vogne, trukne af Oxer, kastede de vort Tøi, og nu gik det mod Vertshuset; det var ret anseeligt i disse Omgivelser, og indbød især ved sin Reenlighed. En Balkon, med et Rørtag ud over, førte til det bedste Værelse, der tildeeltes Passagererne af første Plads.

Medens Maaltidet blev tillavet, gjorde vi en Vandring gjennem Byen.

Küstendje blev 1809 aldeles ødelagt af Russerne, Alt her saae ud, som om denne Ødelæggelse var skeet for nogle Uger siden; usle, halv nedfaldne Huse dannede Hovedgaden, der var temmelig bred; hist og her laae af Marmor og Graasteen Søiler, der syntes at tilhøre en ældre Tid. Paa flere Huse blev Taget eller den fremspringende Etage understøttet af en Træbjelke, der hvilte paa et antikt Marmor-Capitæl. Minaretet ved Byens eneste og halv nedfaldne Moskee var reist af Planker og kalket hvidt. En Kaffee manglede naturligviis ikke, men dens Udseende var, som Gjæsternes, høist ussel; her paa den fremspringende Altan laae nogle Tyrker, de røg deres Pibe, drak deres Kaffe, og syntes ikke at tage Notits af os Fremmede.

Et Par skrækkeligt lasede Mandfolk med langt Skjæg, Turban, Kaftan og Safians Tøfler gik paa Gaden og samlede Skarn til Brændsel, thi Træ findes ikke her i mange Miles Afstand.

Tæt ved Byen vare ikke ubetydelige Rester af Trajans Muur, der skal have strakt sig her fra det sorte Hav til Donau; saavidt omkring vi saae, øinede vi kun Hav eller en uhyre Steppe, ikke et Huus, ikke Røgen fra en Hyrdes Blus, ikke Qvæghjorder, intet levende Punkt; Alt var en uendelig grøn Mark. Nær ved Byen viste sig nogle Pletter, uden al Indhegning, hvor der groede Korn, ikke høiere end Græsset og med samme Farve.

Jeg vandrede til Havet; tæt ved dette, lige under Skrænten, var en død Stork det første, mit Øie faldt paa; den laae med sin ene Vinge udstrakt, Halsen bøiet; jeg blev ganske veemodig ved at betragte den! - Storken har altid været mig den interessanteste Fugl, den har beskjeftiget mig, da jeg var Barn, den spøger jo i mine Romaner og Eventyr, og den var nu den første jeg saae i det jeg over Havet vendte hjemad, den havde netop naaet disse Kyster og var da død. Jeg fik en overtroisk Tanke, og Ingen kan vist i sit hele Liv sige sig ganske fri for en saadan: maaskee ogsaa jeg netop naaer over Havet, og min Livsbane er endt; - -

I det jeg betragtede Fuglen, jog igjen den vaade Taage hen over Hav og Kyst, saa tyk og tæt, at jeg øieblikkelig frygtede for ikke at finde tilbage til Vertshuset; jeg kunde ikke see fire Skridt fra mig, og gik da i lige Retning, klavrede over et Steengjærde og kom saaledes en ganske anden, men kortere Vei til Vertshuset, hvor et fortræffeligt Maaltid ventede, saa fortræffeligt tilberedt, at om end alle Læsere sige: skulle vi nu høre om Mad, det hjælper dog ikke, de maa høre det, Maden, - - Alt var fortræffeligt, og hvad vi Dagen efter lærte, utrolig billigt, Ingen af os havde oplevet Sligt; vi opskrev ogsaa Vertens og Vertindens Navn og lovede at rose og udbrede det; jeg vil gjøre mit dertil og fortælle, at Manden er en Østerriger, Thomas Radicsevitch, og boer paa Hjørnet af det sorte Hav.

Efter Maaltidet blev vort Tøi ompakket paa store Vogne, ganske af Træ, det skulde nu afgaae til Donau og vilde, da det kom frem trukket af Oxer, bruge hele Eftermiddagen, Natten og den følgende Dag for at naae Czerna-Moda, vi derimod skulde blive i Küstendje Natten over, og vilde da, ved at jage afsted i Morgenstunden, indtræffe paa samme Tid, som Tøiet. Wallachiske Bønder, iførte Faareskinds Pelse og med sorte Filthatte, hvis uhyre Skygge bogstavelig hang som en Paraply over Ryg og Skuldre, fulgte med Vognen. Man forsikkrede os, at Landet i denne Strækning var aldeles roligt, og at vi paa vor Steppe-Reise ikke vilde træffe Andre end wallachiske Nomader.

En tyk, vaad Taage væltede igjen fra Havet ud over den hele Egn; de belæssede Vogne, som nu kjørte bort, forsvandt som i en Sky nogle Skridt fra os; her var koldt, som midt ude paa Havet.

Verten fortalte os om disse stærke Luftomvexlinger, om den sidste Vinters skrækkelige Storme og om Kulden; Isen havde ligget flere Mile ud i Havet, man kunde kjøre paa det fra Küstendje ned til Warna. Han fortalte os om Sneestormen, der jog Hyrderne med deres Hjord hen over Steppen, fortalte om de herreløse Hunde, af hvilke vi saae flere. Gjennem hele Bulgarien og Rumelien drage især ved Vintertid disse hylende Skarer. Ofte træffe de sammen med Ulvene, og Angrebet er lige heftigt paa begge Sider; en enkelt Ulvinde, der forvilder sig mellem Hundene, tages tidt til Naade; Ungerne, hun da kaster, ere ikke at skjelne fra hendes egen Slægt, og hun dier dem paa det bedste; men naar de blive nogle Dage gamle, slæber hun dem ned til Floden, og indslikke de da, paa Hundens Maade, Vandet med Tungen, da river hun dem ihjel; Instinktet siger hende, at de ere hendes Slægts værste Fjender.

Henimod Aften var Veiret smukt; jeg vandrede med Ainsworth langs Havbredden, for at samle Stene og Conchylier; vi kom forbi den døde Stork; tæt ved den laae et andet stakkels dødt Dyr, som jeg vel havde seet forrige Gang, men ikke videre lagt Mærke til, og dog var det maaskee interessantere end Storken, det var en stor Pudel, vistnok kastet ud fra et Skib og her drevet mod Land; der kunde skrives om de to en Sø- og en Luft-Roman, af de sidste have vi endnu ingen, men de komme bestemt med Ballonerne.

Paa Hjemveien besøgte vi een af disse usle Tartarhytter, hvis Rørtag gaaer ned til Jorden; egentlig krøb vi ned i Stuen, der aldeles tog sig ud som en stor Skorsteen; Væggene glindsede af Sod, Alt ovenover os tabte sig i Røg. En ubesløret Tartarpige stod ved Ilden og stegte Kjød paa en Stok, smuk var hun just ikke, Trækkene vare saa grove, Øinene for lyseblaae, men hendes Figur og Holdning tog sig ud; en Maler kunde have taget Motiv her til et eiendommeligt Billed med dobbelt Belysning, Ilden inde i Hytten og Aftensolen, der skinnede blodrød ind ad den lave Dør.

Vi traadte udenfor, og Maanen svævede rund og stor hen over Havet; i Vertshuset dampede en Bolle Punsch paa Bordet; en hyggelig, lystig Aften tilbragte vi herinde, tydsk Beværtning, tydsk Sprog og Beqvemmelighed lod os troe, at vi med eet vare flyttede fra Orienten midt ind i Tydskland.

Langs Væggene under Vinduerne, Værelset rundt, strakte sig brede Divaner med Sivmaatter, paa disse var vort Leie! jeg kunde ikke sove; Brændingen lød som Torden; jeg saae gjennem Vinduet det udstrakte Hav, bestraalet af den klare, runde Maane.

Tidlig næste Morgen var Afreisen bestemt. Bønder kom med muntre, wallachiske Heste, der dandsede udenfor vor Dør, to rev sig løs, sprang over Steen-Indhegningerne og sloge bag ud; der var en Skrigen og Raaben, jeg gik imidlertid endnu eengang ned til Havet, for at sige det Farvel; det aabne, salte Hav, som jeg elsker, skulde jeg jo nu ikke gjensee, før under de danske Kyster.

Endelig var Toget ordnet; vor Vert i sin østerrigske, gamle Uniform red forud, og vi andre fulgte i rask Fart gjennem Byen ud paa den aabne, uendelige Steppe; til Venstre, hele vor Dagreise, strakte sig Søen Kurasu, der angives for Levninger af den Canal, ved hvilken Trajan forbandt Donau og det sorte Hav; den maa let kunne sættes istand igjen; dog mindre bekosteligt endnu vilde det vist blive, paa denne jevne Udstrækning at lægge en jernbane; den eneste Vanskelighed for Udførelsen af et saadant Projekt kunde være den, der mulig blev gjort fra tyrkisk Side; det skal have været besværligt nok for Donau-Dampskibs-Comiteen, at erholde Tilladelsen at oprette her Vertshuus og Contoir, og at deres Reisende kunde tage denne kortere Vei gjennem Landet. Tilladelsen, sagde man mig, lød paa den østerrigske Donau-Dampskibs-Comitee, Familie og Venner.

Vi kom forbi nogle Forskandsninger fra den sidste russiske Krig; de vare ganske underminerede af vilde Hunde, som i disse Huler finde Kjøling om Sommeren, naar Solen brænder paa den skyggeløse Steppe, og Ly og Varme om Vinteren, naar Storm og Snee pidsker hen over deres Hoveder.

Endelig naaede vi en Landsby, hvert Huus saae ud som en Bunke Gjødning paa en Steendysse; til Høire kneisede et Par Graasteens Colonner af et ødelagt Kloster.

Vi foer forbi, og kun den grønne, eensomme Steppe udstrakte sig foran og til alle Sider. Tre Tyrker i brogede Klæder, med Turban og flagrende Kaftan kom til Hest i vild Flugt lige mod os, det var aldeles et Maleri, som Horace Vernet giver os det. "Allah Ekber!" var deres Hilsen.

Midt paa den tause Steppe laae en forladt, tyrkisk Kirkegaard, med hvide, sønderslagne Ligstene, kun paa enkelte endnu var Turbanen at see; ikke en Cypres, ikke en Busk skyggede over de Døde, Landsbyen, som her havde ligget, var udslettet af Jorden.

Paa hver eensformig Flade vækker selv den ubetydeligste fremtrædende Gjenstand vor Opmærksomhed; en stor Ørn sad i Græsset og forlod ikke sin Plads, før vi kun var et halvhundrede Skridt fra den. Vi saae Hjorder af Qvæg, de toge sig i Afstand ud, som en heel opstillet Krigshær. De wallachiske Hyrder lignede aldeles Vildmænd, de bare lange Faareskinds Pelse, hvor Ulden vendte udad, uhyre Hatte eller en snever Hue af laadent Skind, et langt, stridt sort Haar hang dem ud over Skuldrene, alle bare de en tung Øxe. Solen brændte, som jeg endnu aldrig har følt det! Varmen væltede ud over os, vi næsten vansmægtede af Tørst; de Fleste bredte deres Tørklæder over nogle smaa Vandpytter, der vrimlede af Dyr, og indsugede nu Vandet, jeg kunde kun formaae at væde Læberne, og midt i denne Varme, midt i den brændende Solhede stode de wallachiske Hyrder i deres tunge Skindpelse, støttende sig til deres Øxer; de stakkels Nomader! jeg hørte deres Sange, Melodien klinger mig endnu for Øret, jeg maa lægge en Text under den:

"Du grønne Piil med de hængende Grene!"
"Hvor Kosakken støtter sig paa Landsen i Zarens Land, hvor Solen blinker paa østerrigsk Sabel og paa Mohammeds Minaret, hvor to Floder skiller tre Keiseres Lande, stod min Faders hængende Bjælkehuus mellem Sivene, nærved groede de grønne Pile! - jeg vogtede Hjorden, jeg drev den ind paa Besarabiens Stepper; eensom og ene! men Natten har Stjerner, Hjertet har Tanker! - Du grønne Piil med de hængende Grene!"

"Jeg vogtede Hjorden paa Steppen, da Vaarsolen brød frem, men Skyerne seirede, Regnen strømmede ned, Regnen blev i Luften til Snee, og Stormene smedede Iispile, der foer mig i mit Ansigt, Iispile, der trængte gjennem Faarenes tykke Uld, Hjorden blev sky, den flygtede for Stormene, vi løb og vi fløi ved Dag og ved Nat, hvorhen Stormene vilde; kun de Døde blev tilbage - Du grønne Piil med de hængende Grene!"

"Hvor er Ly, hvor er Læ paa den udstrakte Steppe! Stormene drev os afsted, Hjord og Hyrde, vi kunde ei vende vort Ansigt mod Stormens Mund, hvorfra Iispilene fløi! foran os var Havet under den bratte Klint! hvilken Flugt, hvilken Skræk! en fygende Snee, en flygtende Hjord! - men der var Hytter ved Skrænten, der var kraftige Mænd, den hele Hjord blev reddet, og jeg gjensaae atter de to Floder, der skille tre Keiseres Lande! Du grønne Piil med de hængende Grene!"

"Solen brænder hedt i Tyrkens Land! jeg sovet, i Hulen, de vilde Hunde have gravet, jeg seer fremmede Mænd og Qvinder jage mig forbi, de synes jagne, som jeg blev jaget i Sneestormen! tænke de vel, hvad jeg den Gang tænkte, og hvad jeg nu tænker, lænet til min Øxe her i den hede Sol. Nei, de have Ingen, der ligner hende, jeg veed, og Du veed - Dit grønne Piil med de hængende Grene!"

De fattige Nomader! vi jage dem forbi! en lille for os opreist kan indbød, Kaffen blev kogt, de medbragte Varer fortærede, vi vare selv baade Gjæster og Vert! Ingen boede her; Døre og Vinduer bleve tillaasede igjen, da vi havde hvilet, og saa gik det med fornyet Flugt fremad i samme Retning som før; Egnen blev nu mere høinet, og som et grønt Hav ud mod Horizonten viste sig det græsgroede Wallachie.

Bakkerne, vi passerede, vare begroede med lave Løvtræer, Bøg og Birk; Alt havde en dansk Characteer, saa mildt og smilende; nu vare vi i Czerna Woda, der er et Pragt-Exemplar af en forfalden By; det ene Huus syntes i denne Slags maleriske Skjønhed at ville overbyde det andet- paa eet bestod Taget kun af tre, fire Lægter, hvor der hang en Visk Rør; et andet Huus var derimod ene og alene Tag, der gik lige ned til Jorden. En stor Vrimmel Børn væltede frem fra hver Dør eller rettere Hul, de fleste Smaa vare aldeles nøgne, een havde vel en Faareskinds Calot paa Hovedet, men det var ogsaa hele Stadsen; en Dreng havde sin Faders store Kaftan om sig, men Kaftanen stod aaben, og man saae, han ikke havde andet end den paa.

Donau var tængt høit op over Engen, Vandet pladskede under Hestenes Fødder. Det østerrigske Flag vaiede paa Dampskibet Argo, der vinkede os som et Hjem. Herinde var en Sal med Speile, Bøger, Landkort og elastiske Divaner, Bordet stod dækket med dampende Retter, Frugter og Viin, Alt var godt og vel indenborde.

Stednavne og personnavne: Constanta, Tyskland,