Bosporus er en Flod med Havets Gjennemsigtighed, en Saltvands-Flod, der forbinder to Have, en Flod mellem to Verdensdele, hvor hver Plet er malerisk, hvert Sted historisk; her beder Orienten til Europa og drømmer sig at være Hersker. Jeg kjender ingen Strækning, som denne, hvor Kraft og Mildhed er forenet saaledes, som her. Rhinens Kyster i al deres Efteraarsdeilighed have dog ikke Farver, som Bredderne ved Bosporus, Rhinen forekommer snever mod Leiet for disse glasgrønne Vande, og dog maatte jeg tænke paa Rhinen, jeg maatte tænke paa Mælarens Bredder mellem Stockholm og Upsala, naar den varme Sommersol skinner mellem de mørke Graner og zittrende Birke.

Vandspeilet er paa de fleste Steder ikke bredere, end at man tydeligt seer Alt paa begge Kyster; i syv Krumninger snoer sig denne over tre Mile lange Strøm mellem Marmorhavet og det sorte Hav, og næsten i hele denne Udstrækning seer den europæiske Kyst ud som een Stad, een eneste Gade, bag hvilken Bjergene hæve sig, om ikke storartede, dog altid saa at de kunne kaldes Bjerge, og paa disse svulmer det, som var det en Have, en ægte botanisk Have! her ere Birke, som i Sverrig og Norge, Grupper af Bøgetræer, som i Danmark, Pinier, Plataner og Castanier, som vi see dem i Italien, og Cypresser, kraftige og store, som kun Kirkegaardene ved Pera og Scutari eie dem; og midt i dette yppige Grønne reiser Palmen sig med sin brede Capitæl, en Mindestøtte, der siger os, hvor vi egentlig ere i Verden.

Den hele Kyst synes, som sagt, en By og er dog ingen By! her vexler med Gade og med Have, med Kirkegaard og Viinmark; her staaer en Moskee med sine hvide, kneisende Minareter, her en skummel, halv forfalden Fæstning, der et Palads, som vi tænke os det i Østerland, og her smaa, rødmalede Træhuse, der synes hentede fra Norges susende Granskove.

Vende vi nu Øiet mod asiatisk Side, da er Alt ligesaa rigt, ligesaa afvexlende, kun ikke denne Masse af Bygninger, der bringer os til at betragte Kysten i Europa som en uendelig Stad; her ere Sletterne større, Bjergene høiere og mere forgrenede.

Den femte Mai, Napoleons Dødsdag, skulde jeg tilbringe paa det sorte Hav! der ere flere Aandens Festdage for os, end de Almanaken betegner som Søn- og Helligdage! vort eget Liv og Verdenshistorien udpege os enkelte, der ikke saaledes fremtræder i Calenderen; tidt har jeg, ved at mindes en saadan Dags Mærkværdighed, ret levende følt, hvor prosaisk tom den var hengaaet for mig; dog i dette Aar traadte en af Nutidens berømmelige Dage ret eiendommelig og festlig frem for mig; denne Morgen Klokken 4½ seilede jeg fra Constantinopels Havn, gjennem Bosporus og ud i det sorte Hav.

Jeg vaagnede ved at vi lettede Anker; ihast var jeg klædt paa, jeg traadte op paa Dækket; Alt laae indhyllet i Taage, men det var kun et Øieblik, og med en forunderlig Hurtighed hævede den sig indtil Spidsen af Peras Taarn. Dette med Galata og Topschana laae bag os; de store Kasernebygninger, den høie Moskee i Forstaden Fündüklu traadte herskende frem med hele den tyrkiske Flaade, som laae her, nylig vendt hjem fra Ægypten; vi gled tæt forbi, rundt om fra alle Kanonportene stak tyrkiske Soldater og Matroser deres Hoveder frem, hver af dem kunde i faa Minutter fortælle os sandfærdigere Ting og, ved Sagen selv, mere poetiske end Püchler-Muskau giver os dem i sine lange, berømte Værker; men vort Dampskib var i Flugt, Taagerne vare ogsaa i Flugt, snart berørte de Skibets Skorsteen, snart hævede de sig, som for at forvandles til regnbringende Skyer, der var et Liv og en Bevægelse over os, som om Darius med sin Hær, i disse Taageskikkelser, atter drog over Bosporus, der var et Liv og en Bevægelse omkring os med Baade, de som kom fra Krigsskibene, store og vel bemandede, de som kom fra Kysterne, tynde, skrøbelige Gondoler, hvor Tyrken laae paa Bunden med korslagte Been. Men paa vort Fartøi var stille. Hen over Dækket havde Tyrkerne udbredt brogede Tæpper, Nogle sov indhyllede i deres forede Pels, Andre drak deres tykke Kaffe, eller blæste Skyer fra den lange Tobakspibe; Taagerne sank og steg, som da Verden formedes af Chaos; nu brød Solen frem, nu syntes den igjen ingen Magt at have; de i det Fjerne liggende Skibe fik Udseende af Taagebilleder, jeg maatte tænke paa Dødsseileren og den flyvende Hollænder.

Topschana og Pera syntes at være een By med Constantinopel, Scutari at være Forstaden; denne med sine hvide Minareter, rødbrune Huse og grønne Haver laae nu i det klareste Sollys; det strømmede ud over den hele asiatiske Kyst; man saae den yndigt høitliggende Landsby Kandelli, den keiserlige Have og Storherrens udstrakte Paladser. Hvilke Rigdomme, hvilken Naturpragt om Bosporus's Kyster! -

Hvortidt, da jeg var Dreng, seilede ikke min Tanke gjennem "Tusind og een Nat" og jeg saae sælsomme Slotte af Marmor, med hængende Haver og kjøle, springende Vande, her traadte et saadant frem for mig i Virkeligheden, levendegjort i hver Enkelthed, det var det paa europæisk Side nylig fuldendte Sommer-Palads, hvori forrige Aar Abdul Meschid var den første Sultan der flyttede ind. Det er i østerlandsk Stiil og i store Forhold med Marmor-Søiler og høie Terrasser.

Dette er Scenen for en ung, ikke tyveaarig Fyrstes Elskovs-Lykke; her, for at tale i de tyrkiske Digteres Aand og med deres Ord, her kommer Vaaren tidlig og ifører Tulipanen sin røde Kjortel, som Duggen sætter Sølvknapper paa, og for den unge Fyrste hæve Cypresserne og Platanerne bedende deres Hænder, at de maae beskygge ham i en lang Levetid! - Men hvad er en lang Levetid, det er en lykkelig Levetid, og lykkelig, ja der er Begrebet forskjelligt, et udødeligt Navn eller Kjærligheds Lykke -?! spørg den Unge! ak, Enhver er ikke en Alexander, som kan vinde begge og vinde dem dobbelt, ved at døe midt i Seiren.

Slottets Have strækker sig ned til Landsbyen Kurutscheme, hvis eiendommelige Træbygninger langs med Vandet tildrage sig Opmærksomheden, den ene Etage hænger ud over den anden, understøttet af Bjælker, der paa skraa gribe ind i Træværket neden under. Stuen mellem Bygningerne og Vandet er saaledes saagodt som bedækket foroven af de fremspringende Etager. Herinde boe flere ældre Sultaninder; Vinduerne ere derfor udenfor vel tilgittrede med Skjærme, der naturligviis ikke mangle deres Kighuller, hvorfra de fordums Skjønne og Mægtige kunne see ud paa Vandet og de fremmede Skibe. Ak, hver af disse Qvinder var engang et Skjønheds Digt, nu ere de glemte, og de kunne ikke trøste sig med: "vergessne Gedichte sind neue!" De lange Silkeøienhaar, der var en Række af Pile, som trængte ind i Brystet, hænge nu som Grædepile over Øiets Sø, den eneste, hvori endnu en Skjønheds-Stjerne speiler sig, og de trække Sløret tættere sammen, kun ei om Øiet, det tør sees og det seer; Himlen veed, hvilket Øie vi og vort Skib afspeilede sig i forbi Kurutscheme; Skibet kom ogsaa i stærkere Bevægelse; Styrmanden forklarede det ved, at her vare de værste Strømninger i Bosporus.

Den yndige Dal Bebek med sit Lystslot aabnede sig for os; den begrændses af en Kirkegaards mørke Cypresser. Dog disse faa Ord give intet Billede; Øiet maa see denne Dal, der som en engelsk Park i det skjønneste Sollys viser en Afvexling af Grønt, som den ikke blandes paa nogen Palet, man maa see disse Pile, hvis bevægede Grene synes at lege med deres Skygge henad Jorden, disse Grupper af Løvtræer, under hvis skyggefulde Tag den vilde Turteldue har sit Serail; disse fede, grønne Græsplainer, hvor den hvide skinnende Oxe staaer som et Oldtids Marmorbillede, halv skjult i det høie Græs. Her er Liv, Solskin og Nyden, tæt ved ligger Grændsen, den mørke Cypresskov med Død, Skygge og Ro.

Vi gled Kirkegaarden forbi, maleriske Klipper hævede sig, vi vare paa det Sted, hvor Androkles fra Samos slog Broen over Bosporus, paa hvilken Darius førte Perserne ind i Europa mod Scytherne; een af Klipperne her blev da omformet til en Throne for Darius, hvorfra han saae Overgangen; intet Spor heraf er mere tilbage. Osmanniske Hellige hvile ved Klippens Fod, hellig er nu den Grund, de vilde Hære have betraadt, høie, sorte Cypresser staae Vagt om Gravene, Bosporus's flygtende Fugle, Søfolkene kalde dem de fordømte Aander, fløi os her imøde og vendte igjen i samme Nu. Her ligge paa asiatisk og europæisk Side de mægtige Slotte Anatoli Hissari og Rumili Hissari, der skulle beherske Indløbet, men Skydehullerne ere tilmurede, Bygningerne vare alt længe forvandlede til Fængsler, "de sorte Taarne" kaldes Slottene nu, hvor tusinde Christne have vansmægtet. Slottet paa europæisk Side er sælsomt bygget, Sultan Mohammed vilde at det skulde danne hans Navn, saaledes som dette skrives med de arabiske Skrifttegn; hundrede christne Kirker rundt om maatte give Materiale til disse beboede Ziffre; men ingen Glæde har aandet i disse, Dødsuk have gjennemzittret Mohammeds Navnetræk; selv muret fast med Steen paa Steen vil Tidens stærke Finger udslette denne Skrift, og hvor det stod, vil jorden paa sin sorte Tavle bære Foraarets Digtning, duftende Buske, Græs og Blomster.

Skjønnest er her paa asiatisk Side! bag den skumle Fæstning strækker sig ind i Landet Dalen med "de himmelske Vande", den af alle Dale ved Bosporus, der prises som den skjønneste, og hvis Naturpragt har givet Bækken der sit Navn; men vi gled for hurtigt forbi, vi saae kun saa meget, som man, ved at see ind i en skjøn Qvindes aabne Øine, kan læse af hendes Sjæls Deilighed.

Kandiliches store Moskee hævede sig frem foran os, som var det Achmeds-Kirken, der af Mohammeds Engle var bagret herhid, for at vi endnu eengang skulde qvæges ved dens prægtige Skue, en lille Landsby laae næsten skjult mellem kjæmpestore Figentræer, den har af disse Navnet: Figenbyen.
Mellem Linde, Grædepile og Plataner hævede sig amphitheatralsk Sultanje og speilede sig omvendt i den stille Vandflade under Kysten. Det hvide, slanke Minaret, det, der i Virkeligheden pegede mod Himlen, og den, der paa Vandfladen pegede nedad, syntes at sige: see ikke blot Livet i Solglandsen omkring Eder, see det oven over, i de jagende Skyer og flygtende Fugle, see det i Vrimlen paa Vandet mellem de to Verdenslande; og i Sandhed her var Liv og Bevægelse! store Baade med Tyrkinder, indhyllede i hvide, luftige Slør, satte
over fra den ene Kyst til den anden. Lige under vort Fartøj hævede en af de yngste Qvinder sig i en af Baadene, hun saae opad, og det tonede for mit Øre den persiske Sang om Cederens Væxt og Tulipanens Pragt. Hvo har ikke i en kulsort Nat pludselig, ved eet eneste Lyn, seet den hele Egn oplyst, og Alt blive Nat igjen, men man glemmer aldrig Billedet af hvad man saae; her kom to Lyn, hvert Øje sendte et saadant, og saa var det Nat, vi saae ikke længer Orientens Datter, men alt Aarhundreder før vor Tid har Digteren sjunget om hende: "Tørrer hun sine Lokker med Klædet, da dufter det af Moskus, borttørrer hun Øjets Taarer, da trille Perler fra Klædet, berører det hendes Kind, da fyldes det med duftende Roser, og trykker hun det til sin Mund da omslutter det en paradisisk Frugt!" Jeg saae efter Baaden, vi vare langt fra den, Qvinderne i de hvide Slør syntes Aander i Charons Baad, og der var Sandhed i denne Tanke, thi hvad vi aldrig mere skulle see er blandt de Døde. En Orange havde hun kastet i Vandet, den gyngede paa Strømmen, som en Erindrings-Stjerne om Mødet. Lange Fiskerbaade Skjød forbi store Skibe, der kom fra det sorte Hav, Ruslands dobbelte Ørn slog med Vingerne i det stolte Flag. Stille og gyngende paa Vandet, ud for et Fiskerleie, jeg troer Baikos, laae Hytter, der endte forneden i et udspændt Net, hvori Sværdfiskene skulde fanges; jeg siger Hytter, man kunde ogsaa kalde dem Kurve, i hver sad en halvnøgen Fisker og passede Fangsten.

Paa europæisk Side nærmede vi os Therapia - i hvis dybe Bugt laae et Par store Skibe; en lille Baad mødte os her, en gammel Neger førte Aaren; han havde en ulden Kittel paa, som Grækerne bærer den, store Sølvringe hang i hans Øren, men paa Hovedet havde han kun sit tykke Uldhaar; Baaden var, bogstavelig talt, fyldt med Roser, en lille Grækerpige, med sit mørke Haar flettet om den røde Fess og en stor Guldpenge deri, stod og lænede sig op til en af Kurvene med Roser, i Haanden havde hun en af de bulgariske Haandtrommer. Baaden vippede ved den forstærkede Bølgebevægelse, vort Skibs stærke Fart satte Strømmen i, og den lille Pige holdt sig fastere til en af Kurvene, den væltede med hende og udgjød sin Strøm af Roser over hendes Bryst og Ansigt; hun rejste sig igjen, og da hun saae, at vi betragtede hende, slog hun leende paa den lille Tromme, kastede den derpaa i Kurven og holdt en Haand fuld af Roser for sit Ansigt; Baaden, Negeren, den lille Pige og som Baggrund Therapia med sine Haver, Bygninger og Skibe, det var et Maleri, som fortjente at foreviges.

Dog i et stort og rigt Billedgallerie fortrænger, ved den første Vandring derigjennem, det ene Maleri det andet, og Bosporus er en saadan Billedsal, med tusinde Billeder, som kun de største Mestere kunne give os dem; jeg, som fortæller derom, har kun een eneste Gang i mit Liv, paa et Dampskib i dets Fart, beskuet disse Kyster.

En større, bredere Bugt, end vi endnu havde seet den, udgjorde Forgrunden for det næste Billede; Gesandternes Sommeropholdssted Bujukdereh laae for os; jeg søgte der mellem de mange Nationers Flag, som vajede, mit Fædrelands, og jeg opdagede det! jeg saae det hvide Kors i den røde Grund; Danmark havde plantet sit hvide Christikors i Tyrkens Land; Flaget vajede i Vinden, det var, som bragte det mig en Hilsen fra Hjemmet; min Nabo ved Skibets Reling pegede hen paa den store Vandledning med de dobbelte Buer, der midt i det Grønne hævede sig i den dybe Dal; en Anden fortalte om Medea, der havde vandret her, hvor nu Søfolkene droge deres Baade op under de høje Plataner, men mit Øje og min Tanke var kun hos det danske Flag, det jeg her første Gang saae igjen paa min hele Rejse, Minder, der gjorde Hjertet blødt og mildt dykkede op i Sjælen.

Hvad af tænkelig Skjønhed og Mildhed kunde Bosporus's Kyster mere fremvise, og ligesom i Følelse heraf forvandlede de sig pludselig i en vild Natur; guulagtige, sønderrevne Steenblokke stode op af Vandet; Batterier, anlagte for at dække Bosporus mod Kosakkernes Streiferier, forstærkede det umilde Skue. Taarnet højere oppe kaldes Ovids Taarn, og Sagnet angiver, men falskeligt, at det var her Digteren sad fangen ved det sorte Hav. Taarnet er nu en Ruin, der, naar Solen er nede, benyttes som Fyrtaarn, store Fakler antændes deroppe, det røde Baal lyser for det sorte Havs Skibe.

Endnu en lille Strækning er paa asiatisk Side Alt yppigt grønt, men snart, hvor Kysterne meest nærme sig hinanden, træder den vilde Fjeld-Natur lige dristig frem paa begge Sider; i Asien ender her den bethyniske Bjergkæde, i Europa den traciske; ingen Sti snoer sig nu mere langs Vandet, Steengederne kravle høir paa de sælsomme Klipper. Det sorte Hav ligger ud foran os, og paa Pynten af to Verdeners Lande ligge Fyrtaarne, med Velkomst-Blus eller Afskeds-Stjerne, alt som Skibet styrer sin Cours.

Nær ved Kysten reise sig underlige Klippeøer, de synes kastede mod hinanden, den ene Steenblok synes at holde paa den anden; Sagnet siger, at disse Fjelde engang vare svømmende, de knugede Skibene mellem sig, først da Argonauterne lykkeligt seilede forbi dem, bleve de bundne.

Solen skinnede paa de nøgne Stene, Havet laae uendeligt stort foran, vi foer derud. Taagerne, som under hele vor Seilads gjennem Bosporus snart steg snart sank, men dog aldrig skjulte Kysterne, faldt nu, som et Tæppe der ruller ned for en pragtfuld Opera-Decoration; i et Nu var Asiens og Europas Kyst skjult for os, Søfuglene slog en Kreds om Skibets Skorsteen og jeg saa igjen tilbage; vi saae kun Hav og Taage.

Stednavne og personnavne: Uppsala, Sverige, Sortehavet, Funduklu, Egypten, Pückler-Muskau, Kandili, Anatoli Hisari,  Rumeli Hisari, Skytherne (skyterne), Büyükdere,