Vi have seet Bazarerne, Hjertet i det gamle Stambul; vi ville gjøre en lille Vandring og begynde med hvad man før kaldte for de Christne "forbudne Veie", først til "Slavinde Torvet" *),

*) Foruden dette Torv skal der findes cet i Topschana og eet for mandlige Slaver ude ved de "syv Taarne".

saa til gien af Moskeerne; nu erholdes Tilladelsen let, men Presenterne, der skulle gives til de forskjellige Embedsmænd, gjennem hvis Hænder denne Tilladelse spadserer, løbe op til en ikke ringe Penge-Sum; men mellem de Fremmede i Pera er ofte en Gesandt eller Rigmand der gjerne betaler denne Tribut; Leietjenere vide altid Besked, om en saadan Leilighed gives, og man slutter sig da til ham, som har Tilladelsen, der altid lyder paa Personen med Følge.

Vi høre saaledes nu med til en rig Amerikaners Følge; men vi maae til Hest, det tager sig mere pompøst ud, og Tyrkerne see paa Pomp og Pragt. Et Par ridende Soldater ledsage Toget.

Ikke langt fra den store Bazar kommer man paa en Plads, omgivet af Træbygninger, der danne et aabent Gallerie; det fremspringende Tag bæres af raae Bjælker; indenfor langs Galleriet ere smaa Kamre, hvor Handelsmænd have deres Varer, og disse Varer ere Mennesker, sorte og hvide Slavinder.

Nu ere vi paa Pladsen; Solen skinner, Siv-Maatter ere udbredte under de grønne Træer, der sidde og ligge Asiens Døttre; en ung Moder giver sit Barn Die, de to vil man ikke skille ad; paa Trappen op til Galleriet sidder en fjortenaarig Negerinde, hun er saa godt som aldeles nøgen, en gammel Tyrk betragter hende, han har taget hendes ene Been i sin Haand, hun leer og viser de skinnende hvide Tænder.

Tilhyl ikke de smukke, hvide Qvinder, Du gamle hæslige Karl, dem ville vi just see, driv dem ikke ind i Buret, vi skulle ikke, som Du troer, skade dem med onde Øine!

See! en ung Tyrk med ildfuldt Blik! fire Slaver følge ham, to gamle Jøde-Madammer handle med ham; deilige Tscherkierinder ere komne; han skal see dem dandse, høre dem synge og da vælge og kjøbe! - han kunde give os en Skildring af Slavindemarkedet, som ikke vi kunde; han følger de gamle Qvinder for at beskue Jordens Houris! og hvorledes see disse ud - den tyrkiske Digter Ibn Katib har sjunget om de himmelske, om disse tør vi maaskee høre, og huske at han laante Billedet fra de jordiske.

"- Viid, en Houris er en Skjønhed, sort af Øine, hvid af Kinder, Smalle Øienbryn, lange Øienhaar, Lokkerne har Duft af Ambra; De blev' formede af Lyset, kan dog kysse og omfavne! Hver forskjellig er i Klarhed, ret som Perler i en Musling; Hvert Minut omvexler Glandsen! her er Farver uden Lige, Her er Skjønhed, her er Ynde, her er Himlens bedste Roser. Bjergets Sneee og Skum paa Havet skamme sig for deres Hvidhed. Ingen jordisk Frugt og Rose ligner disses Mund og Kinder, Hvad er Perler og Juveler imod Fodens Støv af Moskus! Nogle mørke, andre lyse, som to Arter af Rubiner. Denne giver korte Blik kun, hiin i lange Drag dem sender! - Om en Houris her sig viste, da stod Jordens Kreds i Lys-Glands, Aabnede hun halv kun Læben, vilde man Guds Almagt prise! - Sløret skjuler meer end Verdner, thi det skjuler hendes Øine. Houris formet er af Lyset, kan da ei som Støv omskiftes, Altid unge, altid - -!"

Men vi gjør nok bedst i at ride fra Ibn Katib og Constantinopels Slavindemarked!

Vi holde ved Sophia-Kirken; det er en tung, uregelmæssig Bygning; Constantin den Store lod den bygge og indvie den hellige Viisdom: Via Sophia; sælsomme Reliqvier gjemtes her: den samaritanske Brønd, tre Døre beslagne med Brædder fra Noahs Ark; Steen-Englenes Trompeter sagdes at være brugte ved Jerichos Beleiring; forsvundne ere disse Curiositeter; Aja Sophia sank to Gange for Flammerne, een Gang ved Jordskjælv; dog altid reiste den sig prægtig igjen; i Ramazans Nætter, naar den næsten fladt udstrakte Kuppel er belyst med straalende Strudsæg, og hele Menigheden i broget Pragt ligger udstrakt paa sit Ansigt, drømmer Kirken om Keiserkroninger, Formælinger, Synoder og Kirkeforsamlinger, den drømmer om hiin Skrækkens Nat, da dens Porte bleve sprængte og de christne Altre vanhelligede: "der er ingen Gud uden Gud og Mohammed er hans Prophet!" hører den endnu, som den hørte det fra Keiser Mohammeds Læber i hiin Nat, da den forvandledes til en Moskee. - Hvilke forunderlige Drømme, hele Menneskeslægters Historie rører sig i disse! drømmer Du maaskee ogsaa frem i Tiden, Aja Sophia! har en Anelse, beslægtet med den der rører sig hos Folket herinde; skulle de udkradsede, Christne Kors paa Døren atter fornyes? Skal Altret flyttes fra Hjørnet mod Mekka og indtage igjen sin Plads mod Øst? Muskelmanden peger paa en tilmuret Dør i Kirkens øverste Gallerie, og hvisker et Sagn fra hiin Nat: en christen Præst blev hugget ned foran Altret bag denne Dør; engang, naar de Christne blive Herrer her, og Ismaels Slægt drager til Asien, der alt gjemmer dens Døde, vil hver Steen i Døren falde og den christne Præst staae der igjen og synge Messen ud, den han standsede i, da Dødshugget ramte ham. Er Messen endt, forsvinder den Døde og gjennem Kirken runge de Christnes Hymner.

Det er sælsomt at vandre herinde, fulgt af Bevæbnede, betragtet med vrede Øine af de Bedende, som vare vi banlyste Aander.

Prægtige Søiler reise sig her! de otte af Porphyr stode engang under Kuppelen af Soltemplet i Baalbek, de grønne ere førte fra Diana Templet i Ephesus. Under Kuppelen læser man i Bogstaver paa sex Alens Længde en Indskrift af Alkoranen: "Gud er Himlens og Jordens Lys!"

See ei sag vred paa os, Du gamle Præst, din Gud er ogsaa vor Gud! Naturens Tempel er vort fælles Guds-Huns, Du knæler mod Mekka, vi mod Østen! - "Gud er Himlens og Jordens Lys!" - han opklarer hver Aand og hvert Hjerte!

Vi drage fra Aja Sophia, en kort Gade fører os til Almeidan, den største og smukkeste Plads i Constantinopel. Dog engang var den langt prægtigere, her var Hippodromen, som Constantin smykkede med Søilegange og Statuer; her prangede de stolte Bronzeheste, der nu have Plads i Venedig over Indgangen til Markus-Kirken *),

*) De kom fra Athen til Chios, derpaa til Constantinopel, førtes herfra til Venedig; Napoleon lod dem bringe til Paris, nu ere de atter i Venedig.

her stod den colossale Hercules Statue, paa hvilken hver Finger var som et Menneske i Omfang; kun tre Fortids-Minder findes her endnu, det nærmeste er en lille Søile, der dannes af tre sammensnoede Kobber-Slanger, de vare engang i Delphi Fodstykket for Oraklets Trefod; Tyrkerne betragte den som en Talisman for det græske Rige, og derfor afhug Mohammed den Anden med sin Strids-Øxe det ene Slangehoved, Engellænderne stjal de to andre, Tyrkedrengene kastede nu til Maals efter den ærtsgrønne Rest.

Faa Skridt herfra hæver sig en Obelisk af Porphyr bedækket med Hieroglypher, den kom fra Ægypten over Athen, uforandret staaer den, som blev den beskjermet af usynlige Ægyptens Guder.

Det tredie Minde her er en fiirkantet Støtte af mægtige Steen, den truer med at styrte, det er Constantins Søile; engang var den beklædt med forgyldte Kobberplader, nu sees kun de Jern-Ringe, der holdt disse sammen.

Det er Resterne af Hippodromens Pragt! Dog endnu er denne Plads den skjønneste i Byen; dens Udstrækning og Sultan Achmeds Moskee bedaarer vort Øie! bag den skinnende hvide Muur med de gyldne, gittrede Vinduer hæve sig høie Plataner og Cypresser, indenfor pladske Springvand ved de forgyldte Gravsøiler. Det er en lille Lund, hvor brogetklædte Muskelmænd og Qvinder stille vandre; brede Trapper føre der op til Achmeds Moskee, hvor Alt er Marmor, selv de sex høie Minareter, der løfte deres Balustrader, den ene over den anden, prungende med udhugget Gelænder; Guldkugler funkle paa Kuplerne, Halvmaanen skinner paa Minareterne. Det er deeligt at see!

Og dog gaae vi bort; en krum, lille Gade fører os til en phantastisk Bygning, hvor Alt er Marmor og Guld; see, hvor den skinner mod den blaa, den gjennemsigtige Luft. Plataner, Cypresser og blomstrende Rosenhækker danne en lille Have bag de med prægtige Vinduer og kunstige Udhugninger forsirede Mure. Bygningen selv er vist Fata Morgangs eget Sovekammer, den er saa lys og luftig, skjøndt bygget af Marmor! forsiret og broget straale Søiler, Tag og Karnis! Vi stige op ad Trappen, der gaaer om hele Bygningen; vi see ind af de store Ruder mellem et gyldent Gitter, og see ind i et rundt, et luftigt Huus; Øiet blendes af Østerlands Pragt! Er det et Brudekammer for Landets første Pascha? Nei - det er en Grav! det er Sultan Mahmuds Grav*).

*) Abdid Meschids Fader.

Midt paa Gulvet staaer hans Kiste, bedækket med brogede, kostbare Schawler; hans rige Turban, funklende af Juveler og med en Fjer, der synes flettet af Straaler, er lagt paa Kisten der hvor hans Hoved hviler; i Kreds rundt om denne stage smaa Kister, hver gjemmer eet af hans Børn, een af hans Kjære, Alle ere de skjulte med rige Tepper; to Præster stirre ud til os og hæve truende Haanden: "Christenmand maa ei see en Troendes Grav!" sige de; Røgelse-Skaalen svinges, den blaalige Røg stiger i Solglands mod det prægtige Loft.

Over Mahmuds Kiste, da de havde ført den herhid, spændtes et Telt. Rig og Fattig forundtes Adgang, gamle Mænd græd, saa elsket var han, han, der styrtede Janitscharerne, indførte frankisk Disciplin og Klædning. Rundt om Teltet reiste sig imidlertid Bygningen, som vi nu see; først da Kuppelen var sat, da Halvmaanen Skimlede i Solen deroppe, løstes Teltet over Kisten der var vædet med Taarer.

Men nu ere vi trætte af at vandre og at see; der er en Dag imorgen, da gaae vi til Caravanseriet, den mægtige Steencolos, som gjemmer de rige Varer fra Asiens Byer, vi gaae til den prægtige Vandledning, hvor Slyngplanterne hænge mellem de store Qvaderstene, vi besøge et tyrkisk Bad *), ja prøve det maaskee!

See dette er idag vor Vandring i Constantinopel!

*) Badehusene have, som Moskeerne, Kupler, i disse falder Lyset gjennem store Glasklokker. I den forreste Sal, hvor man klæder sig af, er en Fontaine, langs med Væggen Divaner; gjennem et mere ophedet Værelse træder man ind i Badesalen, der er af Marmor med høie Colonner, Gulvet er ophedet, saa man maa gaae med Trætøfler, hede Dampe opfylde Salen.

Stednavne og personnavne: Egypten