I den tidlige Morgenstund roede jeg ud fra Syras Havn til det franske Krigs-Dampskib Rhamses, der kom fra Marseille, og havde over Middelhavet havt en høist stormfuld Reise; Veiret havde endnu ikke ret lagt sig! Vinden peb i Tougværket, Bølgerne væltede ind mod Siden af Skibet.

Her var en Skrigen og Raaben af Grækerinder, Jøder og Jøde-Madamer, der skulde med ombord til Smyrna; hver af dem maatte, før de turde komme ombord, fremvise deres Billet, men denne var enten gjemt i en Knude af Tørklædet, som ikke kunde blive løst eller givet til en Beslægtet i en anden Baad, saa de var i en skrækkelig Forlegenhed, og Matrosen, der holdt Vagt ved Falderebstrappen, satte sin Hellebarde mod hver, som ikke strax fremviste Billetten. En tyk Grækerinde især brølede ganske forfærdeligt.

De stakkels fattige Dæks-Passagerer bleve drevne hen paa en dem afmaalt Plads af Skibet, en Vagt holdt Øie med dem, Disciplinen syntes meget streng paa Dampskibet Rhamses *)

*) I Athen hørte jeg kun to franske Dampskibe blive roest som behagelige for alle Passagerer, og det var netop dem jeg tidligere havde været paa, Leonidas og Lykurg.

Vi seilede lige ind under Kysten af Tenos, der saae beboet og frugtbar ud; den ene Landsby laae nær ved den anden; een af disse var af betydelig Størrelse med en smuk Kirke, rundt om strakte sig Viinmarker og dyrkede Agre; tre Bjergrækker reiste sig bag hverandre. Vi gik saa nær Fjeldvæggen, at jeg syntes i Skibet at føle Brændingen; bestandig blev Søen stærkere, det var som om Stormen foer ud fra Bjergene paa Tenos. Et aabent Hav laae ud for os, ligesaa skumhvide som sort! Allerede sprøitede Søen midt ind paa Skibet, de stakkels Dæks-Passagerer maatte op mod Skorstenen, bestandig rykkede de Roret nærmere; Ingen forhindrede dem nu, hver Matros havde Andet at tage vare; Seil bleve heisede, men ligesaa snart faldt de igjen, Commandopiben lød, der var en Raaben, en Støien, en Søsyge og Jammer, og bestandigt tog det til. Jeg holdt mig endnu paa Dækket, skjøndt Skibet flere Gange som en Kane paa en Rutschbane foer ned af de store, lange Bølger. De græske Qvinder toge hinanden om Halsen og hylede, Børnene laae som halvdøde hen ad Dækket, og Søen slog over hele Skibet, saa hver blev dyngvaad, under alt dette bleve vi omkredsede af Maager, de saae ud som den usynlige Døds bevingede Timeglas; hver Planke knagede i Skibet, vi foer som fra Stjernerne i Dybet og atter op i Stjernerne.

Endelig korn jeg i min Koye. Alting raslede, Alting knagede; jeg hørte Styrmandens Pibe, Officerernes Commando, Skodderne der bleve lukkede, Stængerne der brast, Søen som slog mod Skibet, saa det standsede og hver Planke vaandede sig. Nær ved mig anraabte Een Madonna og alle Hellige! en Anden bandede! jeg var forvisset om at vi maatte døe, og da jeg ret tydeligt tænkte mig det, følte jeg mig roligere; min Tanke var hos alle mine Kjære i Danmark. "Hvormeget er der ikke gjort for mig og hvor Lidt har jeg udrettet!" Det var den Sorg, som tyngede mit Hjerte! Jeg tænkte paa. mine Venner! "Gud, Du velsigne og glæde dem!" var mit stille Testament. "Lad mig i en anden Verden virke hvad jeg ikke virkede her! Alt hvad man skattede hos mig var dit! Alt har Du givet mig! - Din Villie skee!" og jeg lukkede Øinene! Stormen susede over Havet, Skibet bævede, som en Spurv i Hvirvelvind; men jeg sov, sov af legemlig Træthed, og ved en god Engels Forbøn.

Da jeg vaagnede, hørte jeg vel Bølgernes Slag mod Skibet, men dette selv gled roligt, som en gyngende Svane; vi vare i Læ, vi vare i Bugten ved Smyrna, og jeg saavelsom Grækermadamerne havde for vist ventet at vaagne i en anden Verden, dog det var jo ogsaa Tilfældet. Jeg stod paa Dækket, og for mig laae en anden Verden: Asiens Kyst.