Den sjette April er det den græske Frihedsfest, paa den Dag begyndte Opstanden, paa den Dag flød det første Tyrkeblod; Korset staaer nu plantet, hvor Halvmaanen stod: Korset pranger paa Ruinerne; Dødstilhed hersker i Dalene, hvor Krigsbulderet lød. Over det hele Land, i den fattigste Landsby vaier i Dag Frihedsfanen, Hyrden vandrer til Kirke-Ruinerne i de eensomme Bjerge, ophænger der en tændt Lampe foran de forkradsede Billeder paa den revnede Muur, og læser sin Takkebøn. Grækenland er frit!

I Athen var jeg i Aar ved denne Fest. Det var en deilig Solskins-Dag! ikke en Sky paa Himlen, ingen kold Blæst fra Bjergene! Regimenternes Musik klang i Morgenstunden gjennem Gaderne; fra mit Vindue saae jeg de krigerske Rækker af deilige, unge Grækere, med brune Ansigter og mørke Øine, en lille Fane vaiede paa hver Landse; de saae godt ud, men de vilde have været endnu smukkere, troer jeg, havde de været græsk klædte, her i disse frankiske Uniformer syntes de mig fremmede Tropper; paa Gaden løb deilige Grækerdrenge i hvide Fostaneller og røde Trøier; paa Balkonerne stode, rigtklædte, med stærke Farver i Klæderne, med Sølv- og Guldbroderie, med Dolk og Sabel, de fornemme Grækere; Qvinderne havde deres store Haarfletninger lagte rundt om den lille, røde Fess; den Fløiels Halvkjortel stod aaben fortil og viste et gyldent Livstykke, der holdt det runde, svulmende Bryst; de fleste Mænd og Qvinder havde en Myrtegreen i Haanden eller en Bouquet af Levkøier. Bønder fra Bjergene, med Faareskinds Kapper og med høie Huer, lænede sig stolt op til Kirkens lave Steencolonner og saae efter de ridende Soldater. Hundrede Lamper brændte inde i Kirken, jeg kunde fra mit Vindue lugte Røgelsen, som strømmede ud af de aabne Døre. Den venetianske Mandoline klang og den hvidskjæggede Gubbe sang Rhigas's Krigssang:

"Ha, vaagn op, I Græker-Sønner!"

Athens største Kirke - den ligger i Æolus-Gaden - har aldeles ikke Udseende af en Kirke og er heller ikke opført til det kirkelige Brug; men da Athen fik et Hof, var ved al Festlighed enhver af de endnu brugelige Kirker for lille til at rumme et Hof, Diplomater og Autoriteter, man maatte altsaa vælge denne Bygning, der er et hvidkalket Huus med et Slags Veranda af Planker og Bjælker og har paa Siden en lille Trappe af raae Brædder op til en smal Dør, der fører til den kongelige Stol; jeg troede, da jeg første Gang saae Bygningen, at det var Theatret eller Raadhuset. I Dag var Kirken aldeles overfyldt alene med Geistligheden, det kongelige Herskab, Ministrene og Embedsmændene; den vagthavende Officeer forundte imidlertid mig som Fremmed Adgang. Den græske Biskop i glimrende Pragt havde Plads foran Altret mellem de pyntede Præster, der sang en høist uharmonisk Sang; Kongen og Dronningen, begge græsk klædte, sad under en Fløiels Tronhimmel, der var smykket med Krone og Scepter, Kronprindsen af Baiern i Uniform havde Plads ved Siden. De religiøse Skikke forekom mig mere eiendommelige og fremmede end egentlig høitidelige. Medens Præsterne sang, spillede Soldaternes Musikcorps nok saa lystigt udenfor! Det lød krigerisk og vildt, som var man midt i Kampen, hvor Præsten beder, hvor Krigeren synger og Bøssen knalder Skud paa Skud. Og den knaldede der udenfor! "Leve Kongen!" lød i Kirken, da han og Dronningen kjørte bort! der var nok tre eller fire Vogne i det Hele, de fleste Diplomater gik; man følte det var et Kongerige i sin Opkomst. Hele Gaden, Altaner og Vinduer vare opfyldte med Grækere, det ene smukke Hoved ved siden af det andet, tusinde røde Fess, brogede Trøier og hvide Skjørter prangede her i Solskinnet, de deilige Mænd og Drenge vare ret en Øienlyst! af Qvinder saae man derimod ikke mange, og de vi saae vare stygge.

Efter Frokostbordet red jeg med Landsmændene Professor Ross, Køppen, Brødrene Hansen og andre Venner ud mod Bjergene, for i een af de nærmeste Landsbyer at see Festlighederne der. Vi red henad den smalle Bjergsti forbi Lykabettos til Landsbyen Maruzzé, hvis usle Leerhytter med hvidkalkede Vægge og smag, frodige Haver tage sig ret pyntelige ud. Alle Beboerne sad paa Gaden, der var saa smal, at Folkene maatte ind i Husene, da vi kom ridende; udenfor Kirken var Frihedsfanen plantet, den var hvid med et blaat Kors; en deilig, lille Pige i en sort Fløiels Halvkjortel, hvor de skinnende hvide Særkeærmer hang bredt ud fra Albuen om de smaa, brune Arme, sad der med et Ansigt, saa regelmæssigt deiligt, Øinene saa mørke, Øienbrynene saa fiint tegnede; hun sad paa et Knippe Cypresgrene lidt fra Fanen. Jeg veed ikke hvoraf det kom, men den Lille, som hun der sad paa disse Dødens Grene, syntes mig at være Grækenlands Skjønheds-Genius, over hvilken atter Frihedsfanen vaiede.

Maalet for vor lille Reise var imidlertid den næste By, Kephissia. Veien derhen kaldte man en Kjørevei, men det kan selv i Grækenland kun være en Kjørevei for dem der dømmes til at brække Halsen; i det øvrige Europa har man ingen Forestilling om en saadan Vei, den sletteste maa imod denne kaldes Syndens brede Vei, der fører magelig til Helvede! Græske Heste kunne staae fast paa ujevne Bjerge og altsaa ogsaa her, Vandstrømme gik snart paa Siden af Veien, snart midt over den, i en halv Alens Dybde, prægtige Laurbær og blomstrende Oleander voxte paa begge Sider. Inde paa Markerne, Haver tør jeg neppe kalde disse Indhegninger, voxte vilde Pære- og Mandeltræer; Hyrderne drev enkelte Qvæghjorder, prægtige store Oxer; vi hilste Hyrderne paa græsk Maade med et: "Mødt i en lykkelig Time!" og de svarede smukt: "I mange Aar for Dig!" Da Grækenland var under Tyrkernes Herredømme, var Landsbyen Kephissia endnu mere blomstrende, sagde man, her havde rige, atheniensiske Tyrker deres Sommerboliger. Athen vil hæve sig igjen Aar for Aar, og snart skulle smukke Villaer voxe frem i denne frugtbare Strækning. Midt i Byen laae Ruinerne af en tyrkisk Moskee, der nu benyttes til Stald; af Minareten var nu kun Grundstykket, men foran kneisede den største og smukkeste Platan, jeg endnu har seet. De kraftige, bugtede Grene dannede en Krone, der næsten overskyggede den hele Plads; paa Græstæppet under Træet bredte vi vore Kapper, stillede Viinflaskerne op og holdt et Maaltid, omringede af græske Qvinder, der, da det just var Fastetid, vist misundte os vore nærende Retter. Siden gik vi en deilig Skovvei, hvor Kilderne rislede, hvor Alt stod frodigt og grønt og mindede mig om det frugtbare Strøg mellem Neapel og Posilippo. Vilde Frugttræer og duftende Ranker groede rundt om i en Strækning lige ned til den store Olieskov; her var Agerland, her var Viinplantninger; vi saae, hvad Grækenland kunde være, og det forekom mig just paa Frihedsdagen, at være et prophetisk Skue!

Midt i Krattet var et Klippebasin, Bækken dannede nogle smaa Fald; vi stege derned, de grønne Grene hang os over Hovedet og Vandet pladskede saa friskt og klart; Solstraalerne gjorde Løvet transparent, Fuglene qviddrede og paa Stien tæt ved kom et Tog af europæiskklædte, ridende Damer og Herrer, der hørte til Kong Ottos Hof, vi hilste hinanden, og de forsvandt mellem Hækkerne. Nu kom en Efternøler, en ung Pige til Hest, ganske i græsk Dragt, og med den røde Fess heftet paa sit kulsorte Haar. Den kongelige Pande, de kjække, mørke Øine, og den raske Stilling paa Hesten sagde os, at det var en ægte hellenisk Qvinde vi saae, hun foer som et deiligt Syn gjennem Skoven, som de græske Alfers Dronning! det var Helten Marko Botzaris Datter, Hofdame hos Dronningen af Grækenland, Athens deiligste Qvinde.

Solen begyndte allerede at nærme sig Bjergene, vi satte os igjen til Hest, men det blev mørk Aften, før vi naaede Athen. Hele Akropolis var illumineret med mange Blus; det saae prægtigt ud, det straalede høit i den blaa Luft, og altsom vi nærmede os Athen, saae vi over Byen, som var det et Glorieskjær, Skinnet af de mange Lamper og Lys, hvormed Husene vare illuminerede. Lys vare bundne fast paa Altaner, Lysekroner, flettede af Blomster og besatte med couleurte Lamper, hang tvers over Gaden, eller udenfor de aabne Boutiker; Frugt-Bazaren straalede med Lys og viste glødende Apelsiner, mørkebrune Dadler og store Valdnødder. I mange Vinduer havde man opstillet Kobberstykker, Portrafter af Digteren Rhigas, Miaulis, Marko Botzaris og Kong Otto. I Æolus-Gaden vare flere Transparenter, paa eet saae man en Grav, hvorfra en ung Græker reiste sig med Frihedsfanen i Haanden; paa et andet saae man et græsk Skib i Storm. Under alle læstes paa Nygræsk sindrige Vers.

Eet Transparent især tiltrak sig Opmærksomheden; det forestillede en Gedebuk, der aad af et Viintræ; det græske Vers neden under er bekjendt, saavel som den tydske Oversættelse, der lyder saaledes:

Frisst Du mich auch bis zur Wurzel, doch trag' ich Trauben genug noch,

Wein zu spenden, o Bock, wenn Du - als Opfer erliegst!

Jeg fandt det smukt og passende anvendt paa Tyrkerne, hvis Aag Folket havde sukket under; imidlertid udlagde nogle Bairer, jeg traf paa, Verset ganske anderledes, det skulde nemlig, meente de, gjelde dem! rigtignok har det viist sig, at Grækerne ikke ynde disse Fremmede; men under mit Ophold mærkede jeg aldrig noget synligt Tegn dertil.

Æolus-Gaden, den bredeste af Athens Gader, og som i lige Linie strækker sig op mod Akropolis, vrimlede af glade Grækere; Lys og Lamper gjorde Aftenen til Dag; Regiments-Musik drog forbi; Bygningerne opad mod Akropolis dannede Terrasser for Lamperækkerne; de røde Blus paa den øverste Ringmuur viste de gamle Tempelsøiler i bævende usikker Belysning. Sang til Mandoline lød i de aabne Boutiker og i den frankiske Caffe var Trængsel om de nyeste Aviser, for at ses, hvad det øvrige Europa sagde om Candioternes Opstand. Efterretningerne fra Kreta saavel de mundtlige, som de Aviserne bragte, lød forskjellige, og som Vished gik det, at fornylig Krudt og Vaaben hemmeligt var ført bort fra Magasinet i Patras. Paa Candioternes Seier blev meer end sen Skaal tømt af begeistrede Grækere. Flinteskud og Sang lød til langt ud paa Natten i Athens By og i Steenhytterne mellem de eensomme Bjerge.
 

Stednavne og personnavne: Marco Botzaris