Grækerne have en Art omvankende Spillemænd, Rapsoder, som oftest gamle, blinde Mænd, hver i sit Ydre en sand Homer, dog ogsaa unge Knøse, som ved deres musikalske Talent og af Tilbøielighed have valgt denne Levevei. De kunne en utrolig Mængde Sange; ved Vagtilden i Bjergene, ved den rige Grækers Arne foredrage de deres Sange, ja udføre endog hele Musikstykker ved Mandolinen; jeg har hørt disse Sange, hørt disse Melodier ved Nationaldandsene.

De sidste Dage i Marts var det min Bestemmelse at gjøre en Udflugt til Delphi, jeg kunde da have tilbragt den anden April, min høie Fødselsdag, paa Parnas, det virkelige Parnas, men Guderne vilde det ikke, Dalene ved Delphi laae med Snee, Floderne vare strømmede over deres Bredder, det var raat og koldt; jeg maatte blive i Athen, men Muserne vare mig dog gunstige, jeg fik paa denne Dag baade Sang og Musik, og det den eiendommeligste jeg hørte i Grækenland.

Da jeg kom ned fra Akropolis, hvor jeg ene havde tilbragt Morgenstunden, fandt jeg paa mit Bord et Brev med Indbydelse fra Ross, at eftersom jeg i Dag ikke kom paa Parnas, var Parnasset kommet til mig! mere kunde man jo ikke forlange! her var just i Athen to vandrende Rapsoder, unge Grækere fra Smyrna, de skulde synge for mig Folkets bedste Viser; men i Stuen maatte vi høre dem, thi Regn og Storm blev ved. Skyerne havde spændt deres vaade Strænge ned til Jorden og Stormen greb i Strængene, en mægtigere Harpe kunde Guderne ikke stemme, og jeg var egoistisk nok til at lade det Hele gaae paa min Fødselsdag, der feiredes af Glaukopis Athene.

Jeg kom hen til Ross. Rapsoderne toge Plads; det venstre Been lagde de op paa det Høire, saaledes sad de; den Ene havde sin venetianske Mandolin paa Skjødet, den Anden spillede Violin, et Instrument, der først i den senere Tid er kommet i Brug hos disse omvandrende Sangere. Begge vare de iførte en græsk blaa Klædning og bar paa Hovedet en rød Fess; begge havde de deilige, livfulde Ansigter, mørke Øine og smukt tegnede Øienbryn.

Jeg vil troe det kom tilfældigt, men ganske særegent var det; - i den Orden, Sangene fulgte, dannede de en heel ny græsk Historie.

De begyndte med en græsk Klagesang, digtet af Folket, da det endnu var under Tyrkernes Aag; de sang om deres Hjorder og deres Døttre, der førtes bort; det lød ikke, som naar To synge een og samme Vise, nei, Stemmerne krydsede hinanden saa eiendommeligt; Hver havde sin Sorg, sit Tab, men det var dog den samme Historie, den samme Lidelse, som udtalte sig. Halv sagte og halv klagende blev den foredraget, som om Frygt bandt deres Tunge; men enkelte Gange svulmede Smerten til et vildt Skrig, det var som om et heelt Folk græd; det havde noget rystende, hjertegribende, som Israels Sang ved Babylons Floder.

Nu fulgte en Sang af Rhigas, meest begeistret sang de Strophen:

»Sparta, Sparta kan du sove,
Vaagn dog af din dybe Dødssøvn!" *)

*) "Vaagn op, Sønner af Grækenland" en bekjendt Sang af Rhigas, Grækernes Beranger; han levede i Venedig, som riig Kjøbmand, og anvendte sin Formue paa at danne unge Grækere; hans Sange, der nu ere paa Alles Læber, bidroge meget til at indaande det undertrykte Folk Friheds Tanken. Han blev, som bekjendt, af Østerrig udleveret til Tyrkerne, der i Belgrad lode ham levende gjennemsave. Af nulevende græske Digtere er Alexander Sutzos den, hvis Sange ere meest anseete; han er født i Constantinopel af en rig græsk Familie; under den græske Revolution flygtede han til sin Onkel Michael Sutzos, Hospodar i Wallachiet, senere græsk Gesandt i London, denne sendte ham til Paris for der videnskabelig at uddannes, men han vendte snart igjen hjem til Grækenland og skrev der "Satire" sluttede sig til Oppositionen mod Kapodistria og flygtede til Hydra, hvor han skrev Satirer, der ere samlede i hans Værk: "En samling af græske digte." Ved Kong Ottos Ankomst gik han igjen til Paris, hvor han skrev paa Græsk Tragedien Marko Botzaris, der nylig er opført paa Theatret i Athen. Hans sidste Værk er i Prosa : Den Forviste.

Og atter lød en Krigs-Sang, der i Melodie var forunderlig beslægtet med Marseillaisen, og dog var den, som man sagde mig, original græsk, den antydede Grækernes Kamp; og Rapsoderne sang Visen, Folket havde sjunget ved Kong Ottos Indtog i Nauplion; jeg følte mig dybt bevæget, - et Folks Historie skrevet med Toner gaaer dybere til Hjertet end den der skrives med Bogstaverne.

Pludselig greb den yngste Rapsode i Strængen og Violinen spillede et Potpourri af "Fra Diavolo", "Robert" og flere franske Operaer; det var afskyeligt! det forekom mig som en Vision, der forkyndte, hvorledes alle disse folkelige Toner vilde forstumme, og fremmede Sange trænge ind i Folket; allerede nu høre Grækerne heller disse auberske Melodier, end deres egne Sange.

Til Slutningen fik vi en tyrkisk Sang; noget forfærdeligere har jeg aldrig hørt, jeg troede først, at det var parodisk, men Ross forsikkrede mig at det ikke var Tilfældet og senere er jeg i Smyrna og Constantinopel blevet overtydet om Sandheden. Een Stemme begyndte, ganske sagte og uforstaaelig, selv for den der kan Tyrkisk; Stemmen klang, som om en Drømmende mumlede Noget; jeg syntes at høre en beruset Opiumsspiser vaande sig i en fæl Drøm; hele Acompagnementet bestod i en Klimpren paa een og samme Stræng, altid den samme Tone. Der var noget saa rædsomt fortvivlet indvendig i denne Sang, Omqvædet lød, som om Sangeren pludselig vaagnede op og skreg, i det han blev myrdet.

Da Rapsoderne forlode os, greb de hver vore Hænder, kyssede dem og lagde dem derpaa, efter græsk Sædvane, paa deres Pande. Jeg var ganske opfyldt af hvad jeg havde hørt.

Om Formiddagen græske Viser, om Aftenen Folkedands, det var en sand Fest-Dag. Holsteneren Lüth, Dronningens Hofpræst, skaffede mig dette Skue. Dandserne vare lige ud af Folket, hans to græske Tjenestekarle, en gammel Kaffevært og dernæst to unge Haandværkssvende fra Byen udførte Dandsene. Rapsoderne lode Mandolinen og Violinen klinge, og enkelte Steder sang den Ene dertil en kort Sentens, eller en Opfordring til Glæde. "Fryder Eder!" "Livet er kort!" "Elskov er Sorg! Elskov er Fryd!" "Dandser I Unge!"
 

Hele Rækken bevægede sig graciøst hen over Gulvet; Den, som var paa Fløien optraadte som en Slags dandsende Chorfører, de Andre betragtede hans Trin og Stillinger, hvilke de derpaa efterlignede. Barnepigen der i Huset, en Grækerinde fra Zea, som var særdeles smuk, havde taget sin bedste Pynt paa, Turbanen især klædte godt til det mørke Haar og den smukke Pande; hun begyndte nu med to af Mændene en Dands fra hendes Hjemstavn. Noget mere yndigt kunde der ikke ønskes, og dog vare, som sagt, de Dandsende alle Folk af den simplere Classe. Hun holdt Mændene ikke i Haanden, men ved deres Bælte, de berørte hendes Over-Arm og langsomt gik det først frem og saa tilbage, ganske som en Vandren; alle hendes Bevægelser antydede Ro, hos Mændene derimod aandede de Liv og Lidenskab; hun vilde snoe sig fra dem, de holdt hende fast, Blik og Mine udtalte stærke Følelser men kun Een var den begunstigede.

Efter at de havde dandset og sjunget for os, dandsede et Par af vort Selskab for dem en Tyrolerdands, der særdeles syntes at tiltale dem, de efterlignede under Dandsen de Dandsendes Stillinger. Den ene af Rapsoderne, der, som man sagde, skulde være et poetisk Talent, bad om at maatte høre en Sang fra Norden, "en hyperboræisk Sang," som han udtrykte sig.

Jeg lod ham da høre Indholdet af Visen om den danske Bonde, der bad om han maatte bære Kong Frederiks Liig til sit sidste Hvilested.*)

*) Sørgecantaten over Frederik den Sjette med Musik af I. P. E. Hartmann.

Og han hørte, hvorledes Folket sang fra Stadens Volde et dybt, veemodigt Farvel! og Kisten kjørte under Fakkelblus hen ad den med Snee bedækkede Landevei, et fattigt Lys var sat i den mindste Hytte nær ved Veien, og her stode de Gamle med deres Børnebørn, de saae Faklerne brænde, foldede Hænderne og sagde: "Nu kommer Kongens Liig!" - Og alt som jeg sang Visen, saae jeg Taarer i den unge Piges Øine. Den yngste af Rapsoderne bad ved dens Slutning, om endnu engang at høre Indholdet.
 

"Det har været en god Konge!" sagde han og saae paa mig med et bedende Blik om at gjentage Melodien, og jeg sang den.

Da jeg sildigt ud paa Aftenen gik bort, fulgte de to Rapsoder med. Det regnede ikke meer, men hen over Himlen foer Sky-Taager, lette og gjennemsigtige, saa at man saae de funklende Stjerner igjennern dem; ved vor Side udbredte sig den store, tause Slette ud mod de høie Bjerge. Det var saa stille som en Nat i Roeskilde-Dom, hvor Kong Frederik hviler.

Pludselig greb den ene af Rapsoderne sin Violin og spillede nogle Takter af Melodien til: "Den danske Bonde og Kong Frederik!" - maaskee digter han selv en Vise, efter hvad han havde hørt, og synger mellem de græske Bjerge og under Asiens skyggefulde Plataner en Sang om Kongen i Norden, der blev baaret til Graven af den sørgende Bonde.

Stednavne og personnavne: Roskilde Domkirke