Vi nærmede os Morea: Morbærlandet, som Navnet betyder, og som det har erholdt efter dets Udseende af et Morbærblad. Derinde strømmer Eurotas, derinde laae det gamle Sparta, og der findes Agamemnons Grav! - Disse Fjeld-Conturer, med samme Sollys og Slagskygger, som vi nu see dem, viste sig for Phönicier og Pelasger; Bølgerne væltede den Gang herude paa samme Maade som nu. Den hele Scene staaer uforandret. Vi seilede tæt ind under Cap Matapans Klippevæg; nøgen, uden Vegetation syntes den hele Kyst; stærke Brændinger brødes mod Klipperne, hvor ingen Steenged kravlede, hvor ingen Hyrde eller Jæger var at see. Dog selv i denne nøgne Vildhed havde her hver Plet et Værd, en Interesse, langt større end vi tidt føle den for det rigeste Landskab, thi det var Grækenland vi saae. Den varme Erindrings Viol, som vi gjemme i vor Psalmebog, er os af større Værd end den friske, duftende Rose, Minderne give Farver og Duft, som ikke findes i Virkeligheden.

Vi passerede den yderste Pynt af Mainoternes Land, Mainoterne, den spartanske Slægt, der endnu aldrig bleve undertvungne, et Folk, modigt og tappert, raat og vildt, men gjestfrit som i Lykurgs Tider. *)

*) Navnet Mainot udledes af det græske Ord Mævld. Raseri, og antyder den Vildhed, hvormed de gaae imod deres Fjender.

Paa vor høire Side laae efter nogle Timers Seilads Øen Cerigo. "Cythere!" raabte vor lystige Franskmand, "fra disse Fjelde fløi Venus paa sin Vogn trukket af Duer! Jeg har en Anelse om, at hendes Slægt er her endnu! her er det ægte græske Marmor, de ægte græske Roser, begge gaae over til Kjød og Blod! lad os kaste Anker og hylde Gudinden, der endnu har et Alter i hvert Menneskes Bryst!"

Vort Dampskib foer forbi. Søen gik stærkt, det blæste fra Bjergene, Morea strakte det nøgne Cap Malio ud i de skummende Brændinger. Hvor vildt og eensomt var ikke dette Skue! og her laae en Menneskebolig, en Eremits Hytte, ganske aflukket fra Verden, omkredset af skrigende Søfugle, tæt ved det brusende Hav. Det var umuligt, selv for det bevæbnede Øie, at opdage Klippestien, der kunde føre Menneskene ned til Eneboeren.

Hytten var lav og lille, den havde et Hul til Dør og Vindue; tæt ved den bevægede sig et Menneske, det var Eneboeren paa Cap Malio, ham, det første levende Væsen, vi saae paa Grækenlands Kyst! Hvo var han? Hvad havde drevet ham ud i denne vilde Eensomhed. Ingen besvarede vort Spørgsmaal. Han og hans Hytte er seer her i mange Aar. Skibe med deres lille Menneskeverden glide forbi, han seer paa dem, som paa Drømmebilleder, han seer paa dem, som han seer paa de hvide Maager; han læser sin Morgen - og Aftenbøn, naar Havet er stille, og naar det i Stormen synger sin mægtige Choral.

Vi fjernede os meer og meer. Mod Nordvest løftede sig op af den skummende Sø, en Klippe  *) Belle poule. Formet som en gigantisk Hjelm, Aftensolen farvede den med sine røde Straaler, jeg antog den som en Forpost af Cycladerne; men først ud paa Natten kunde vi nærme os disse.

Alt i Morgendæmringen var jeg paa Dækket; et Par Seil-Skibe krydsede os tæt forbi, som var det kjæmpestore Søfugle, der vilde slaae vort Skibs Tougværk med deres hvide Vinger.

Himmelhøje, nøgne Steenmasser taarnede sig op af Vandet; det var Øen Melos, der er udhulet af Ild og Vand, det var Siphanto, Serpho og Thermia; vi sejlede, som i en Canal, mellem begge disse sidste. Magnet-Gruber er der under Steenskorpen, duftende Roser ovenover, men den Rejsende seer ingen af disse, Kysten viser sig nøgen og vild.

Solen stod op bag Øen Mycones Bjerge, den bestraalede Paros og Anti-Paros, men ingen Marmor-Fjelde skinnede her, den graa Klippe lage død og tung i Vandet; intet lod os ane dens mægtige Stalakit-Grotte, med dens Under. Vi saae Naxo's Klipper, hvor Ariadne har grædt, hvor Mænaderne med løste Haar over de smukke Skuldre dandsede i de stjerneklare Nætter og sang deres Hymner til Bacchus; men høie Fjelde skjulte for os de viingroede, frodige Dale; Dia, Zeus's hellige Bjerg, pegede alvorligt mod den Himmel, fra hvilken Menneskene have forjaget de gamle Guder.

I vor Skoletid kaldte vi Classikerne "tørre", de classiske Øer aabenbare sig endnu mere tørre! dog det gaaer med de fleste af disse, som med hine Forfattere, man skal kun trænge ind i dem, og da see vi Viinrankerne slynge deres saftige Grene over de solbelyste Dale, da see vi Oldtidsminder, som storartede Tanker i en Digters Værk; dejlige Qvinder hilse os, og Skjønhedens Hilsen er som Melodier af vore kjæreste Sange.

Skibet styredes hen imod en ganske lille Ø, hvor der stod et hvidt, slankt Fyrtaarn, og idet vi kom forbi, aabnede sig for os Syras Havn. Bøiet som en Hestesko, om Bugten, laae der en By med skinnende hvide Huse, som var det en Leir af Telte paa den graa Bjergside. Det var livagtigt et lille Neapel, Biskoppens Slot, her høit paa Bjerget, mindede ganske om Sanct Elmo. Jeg havde tænkt mig alle græske Byer kun som Ruiner og Leerhytter, Byen paa Syra saae jo malerisk og indbydende ud.
 

En heel Skare græske Baade roede ud til os og laae alt i Læ under Siden af vort Skib, desuagtet stødte de hvert Øieblik sammen, thi Søen gik stærkt. Jeg lod mit Tøi glide ned i en af de nærmeste og sprang selv bag efter; fra Dampskibet lød et Lev vel til mig fra Vennerne, jeg der ihast havde vundet og nu rimeligviis aldrig mere i denne Verden skulde see. Jeg blev veemodig derved.

Roerkarlene satte Aarerne i Bevægelse, det gik mod Land, men vi vare langt ude, Bølgerne vuggede vor Baad, som var den en Apelsin-Skal; den var ved at kantre i den stærke Søgang, Bølgerne sprøitede hen over os, endelig kom vi ind i Havnen, hvor Skib laae ved Skib, den ene Baad tæt ved den anden.

Hele Quaien var opfyldt med Grækere, med snevre Trøier, hvide Fostaneller og den røde Hue paa Hovedet; der var en Raaben og Skrigen. En gammel Karl rakte mig Haanden; og jeg stod paa græsk Grund. Taknemmelighed mod Gud, Glæde over at være her og dog en vis Forladthed opfyldte mig i dette Øieblik.

Paa de franske Dampskibes Contoir fik jeg at vide, at først om syv Dage indtraf det østerrigske Dampskib, det græske var itu og gik altsaa ikke; dog een Leilighed fandtes for mig samme Dag, dersom jeg vilde finde .mig i at begynde min Ankomst til Piræus med nogle Dages Qvarantaine. Det franske Krigsdampskib Lykurg, der var kommet fra Alexandrien, hvor just nu Pesten rasede, havde alt i flere Uger ligget med Qvarantaine-Flag her ved Syra, det vilde i Aften seile til Piræus og der i tre Dage ende sin Qvarantaine; jeg tog strax en Baad, og satte igjen ud paa den urolige Sø, hen til Lykurg, hvor det grønne Flag vaiede; mit Tøi blev kastet over i en

tom Baad, der ved et Toug hang ved Skibets Falderebstrappe, Matroserne halede, mine Sager vare ombord, nu først kunde jeg gjøre min Vandring i Byen.

Tæt ved Quaien laae en aaben Træboutik med Leergulv og raae Bjelker, der holdt et Loft, som dog kun strakte sig ud over den halve Stue, den anden Halvdeel havde alene Taget til Bedækning. Det var en Café. Rundt om ved smaa Træborde sad Grækere og Fremmede. Over Ilden stod Kaffekanden, en smuk Grækerdreng rørte i den med en Pind, som han dreiede med begge Hænder, at Kaffen kunde være lige tyk, og skjænkede den saa kogende i Koppen *)

*) Kaffen i Grækenland og Orienten er ganske fortræffelig, ja saa udmærket, at den Reisende, som kommer fra dette Land, ikke strax finder Smag i den der tillaves efter almindelig europæisk Maade. - Man drikker det Tykke med, Kaffen er ganske jevn, men den er ikke grumset, den er malet til en Meel, aldeles som Chocolade.

- to russiske Matroser dandsede herinde til en skrækkelig Violin, som en gammel Græker strøg.

Jeg gik dybere ind i Byen, Gaderne vare særdeles smalle, og i den forreste, der slynger sig om Bugten, var Boutik ved Boutik, hver, som en omvendt Kasse, her solgtes Klædningsstykker, Fess, Saphians Skoe, Frugt og Madvarer. Foran Hotel della Grece sad paa en broget malet Træ-Altan Grækere og orientalsk klædte Folk, alle med lange Piber, kun een Franker traf jeg paa, det var en Russer, der strax spurgte mig, hvad jeg vilde i dette fordømte Land, hos disse Mennesker. "Alle ere de Kjeltringer," sagde han, "forbandet være disse Skribenter og Lamartiner", der beskrive disse Lande, saa man faaer Lyst at komme her! jeg gad have Een af disse Fyre her, jeg skulde radbrække ham! -  - jeg kommer fra Constantinopel, jeg har gjort Touren til Lands, langs Kysten, og er plyndret af Albanesere, hver Trevl have de taget fra mig, min Tjener have de dræbt, her ligger jeg og venter paa Creditiv og Penge! det er et nederdrægtigt Land, et slet Folk! Hvad vil De dog i Orienten!" - Det var en meget behagelig Modtagelse. Imidlertid gik jeg dog over til den nærmeste Barbeer, satte mig op paa Træbænken langs Væggen, mellem de andre Grækere, en Læder-Rem der hang fast i Muren spændtes mig om Halsen, den skarpe Kniv fløi let som en Fjer over hele Ansigtet, der siden blev besprængt med Eau de Cologne. Barberen spurgte, om jeg var en Englænder, og da jeg sagde, at jeg var Dansk, trykkede han mig til sit Hjerte og raabte: "brave Americani!" jeg forsikkrede igjen, at jeg ikke var nogen Amerikaner men en Dansk, han nikkede glad, lagde Haanden paa Hjertet, og fortalte, som jeg forstod, hvor kjære Amerikanerne vare for alle Grækere fra Frihedskampens Tider, da de amerikanske Skibe bragte dem Proviant.

Jeg vandrede gjennem Gaderne; der vrimlede med Mennesker, men ikke en eneste Grækerinde saae jeg. Vinduerne i alle Huse vare indvendig bedækkede med Jalousier eller lange Gardiner; snart kom jeg i mere mennesketomme Gader, der laae høiere op ad Bjergsiderne, foran de fleste Huse her var en Slags Forhal med en stor Løvhytte, af et eneste Viintræ; Blomsterpotter stode paa Murene og paa Husenes flade Tage, Gaden var foran de enkelte Bygninger brolagt i Mosaik, Stenene dannede Stjerner og Snirkler. Jeg gik ind i Hovedkirken, der i Forhold til de italienske og dem jeg havde seer paa Malta, var lille og ubetydelig, derimod i Forhold til Kirkerne i Grækenland just af en anseelig Størrelse. Altervæggene straalede med Forgyldning og hellige Billeder; store Sølvlamper hang i Række over hele Kirkens Bredde; et Par smaa Drenge legede herinde. Mit Sind og min Tanke var stemt til Andagt! Gud var her den eneste jeg kjendte, jeg kunde have bøiet mit Knæ, for at helde mit Hoved til hans Hjerte! og i Tankerne gjorde jeg det.
 

Den høiest liggende Deel af Byen stod endnu under Bygning, Gaden syntes en Vei i et Steenbrud, der laae Brokker og Stykker af Fjeldet, hvor Husene reistes! men Skuet var prægtigt over Byen og Havnen til den lille Ø med det slanke, hvide Fyrtaarn. Paa den modsatte Side af Bugten laae Qvarantainen; jeg saae Øerne Tenos, Delos, Naxos og Toppen af Andros; idet jeg heftede Øiet ud mod disse Øer, gik et Dampskib forbi, jeg kjendte Flaget! det var Leonidas; det svandt under Kysten af Delos. "Farvel! Farvel!" raabte jeg, Ingen hørte det, Skibet var borte, jeg saae kun Røgen, der endnu som en Sky laae mellem Øerne.

Henimod Aften tog jeg ombord paa Lykurg. Søen gik stærkt, to lystige Grækere roede, og hver Gang Søen reisse Baaden, saa vi vare nær ved at styrte overbord, jublede de høit. Fremmede Ansigter modtog mig ombord. Ved Solens Nedgang løftede vi Anker og Skibet styrede Nordost om Syra, hvor vi fik smuult Vande! det var en deilig stjerneklar Aften. Ingen havde jeg endnu gjort Bekjendtskab med; jeg sad paa Kanon-Raperten og saae paa den prægtige Himmel, en fremmed, østerlandsk klædt Mand vendte Ryggen mod mig, jeg betragtede ham, han saae igjen paa mig, nikkede venligt og tog til sin Turban! det var Perseren, som jeg havde seilet med fra Neapel! vi to vare de eneste gamle Kammerater fra "Leonidas"; han syntes at blive glad ved vort Møde, ligesom jeg blev det; han vilde altsaa ogsaa til Athen, og derfra hjem! han bød mig nogle Frugter; jeg bød ham nogle igjen; men Ingen af os kunde med Ord gjøre os forstaaelige for hinanden. Jeg pegede mod den deilige Stjernehimmel, han tog til sin Turban. Jeg syntes dog, at jeg maatte sige Noget, om kun en Tirade af et Sprog, der var beslægtet med hans, og hvad vidste jeg da andet, end den første Linie af Genesis paa Hebraisk; man hjælper sig, som man kan! jeg pegede mod Stjernerne og sagde: "Bereschit Barah Elohim Et Haschamaim Veet Ha-aretz!" og han smilte, nikkede og vilde nu ogsaa sige Alt hvad han vidste af et Sprog, han troede var mit:

"Yes Sir! verily! verily!"
 

Det var hele vor Conversation. Ingen af os vidste mere; men gode Venner vare vi!

Stednavne og personnavne:  Kykladerne, Milos, Mykonos, Mikonos, Antiparos, Naxos