Klokken var tre om Morgenen; jeg hørte Ankeret falde og vidste da, at vi laae i Maltas Havn. Jeg kastede min Kappe om mig og sprang op paa Dækket.

Det Første jeg saae, var den aftagende Maane, dens Horn vare saa tynde og bøiede og dog lyste de, som Fuldmaanen i Norden; eller kom maaskee denne Klarhed i Luften fra de utallige Stjerner? En saadan Pragt havde jeg aldrig før seet, hverken under Italiens klare Himmel eller selv i vore nordiske Vinternætter. Venus-Stjernen syntes at være en Sol uendelig langt borte, saa den kun kunde vise sig som et Punkt, men det var et Sol-Punkt. Dens Straaler spillede paa Vandfladen omkap med Maanens. Stjernerne i Norden ere kun glimrende Glas, her ere de ægte Stene! mine Hænder foldede sig uvilkaarligt, min Tanke var hos Gud i Beskuelsen af hans Herlighed. Der var en Stilhed rundt om! der hørtes ikke en Aares Pladsken i Vandet, ikke en Klokkes Lyd, Alt stille, som i en eensom Kirke.

Jeg saae rundt om, og bag ved mig stod en lav, guul Klippemuur, hvis høieste Punkt var omformet til en Obelisk, der pegede mod Stjernerne. Ligefor mig og til Siderne skinnede hvidgule, store sælsomme Paladser, som jeg kun kjendte fra "Tusind og een Nat," men mellem disse Bygninger og mig laae stille og drømmende det ene store Skib nær ved det andet; mit Øie tabte sig mellem Master; vi laae i La Valettas Bugt; hvor vi vare komne ind, opdagede jeg ikke.

Det var altsaa Øen, som Homer har besjunget og Phønicerne have bemægtiget sig, Calypsos Ø, hvor Ulysses tilbragte Aar af sit Liv, Grækernes og Karthageniensernes Melitta; Øen der har seet Vandaler, Gother og Arabere, som Seierherrer, Grev Rogers Malta, Johanniterordenens verdensberømte Ø, nu Englands Station i Middelhavet.

Hvilke Erindringer og hvilket eiendommeligt Skue frembød ikke denne Ø. Dog Stjernehimlen blev mig i dette Øieblik Pragtbilledet; La Valetta, og alle disse stolte Skibe her under Verdens stærkeste Fæstning, var kun Rammen for det; Rammen var prægtig, een af de prægtigste jeg har seet, men at jeg glemte Rammen for Billedet er jo tilgiveligt og rigtigt.

Jeg gik igjen til Ro, og bogstavelig sagt kun med Himlen i min Tanke!

Da jeg igjen kom paa Dækket fandt Udskibningen Sted. Alt var Liv og Bevægelse paa Skibet og uden om det. Hele Bugten vrimlede med Baade. Nær ved os laae to store Krigsskibe med dobbelte Rækker Kanoner, den ene over den anden. Citta nuova, Vittoriosa, La Valetta, aabenbarede sig som een eneste stor Stad; de i Klippen hugne Fæstningsværker smeltede sammen med Bygningerne selv. Arsenalet, en lang maurisk Bygning, de fleste palaisartede Huse, alle syntes de at være formede i Klippen selv, idet de ere opførte af dens gule Steen og derved smelte sammen med den.

Skibe kom og gik, Kanonerne hilsede Fæstningen og bleve igjen besvarede; Baade med Qvarantaineflag roede rask forbi de store Skibe, en Mængde Joller, der fuldkomment dannede Boutiker, laae stille under Siden af vort Fartøi, nogle med Frugt, hvoraf hver Art havde sit særegne Rum, Citroner for sig, Apelsiner for sig, store Græskar dannede Rabatten; Figen, Dadler, Rosiner og Mandler fandtes her, det var et broget Skue. Andre Baade bragte Urter og Grønt, atter andre Skjorter, Straahatte og Skjærf, det var et heelt svømmende Marked. Usle smaa Baade, der syntes i Begreb med at synke, styredes af halvnøgne Drenge, der kom for at tigge. En evig Bevægelse var der med Passagerer, der kom fra Dampskibene eller gik til disse, her laae ikke færre end syv. Tyrker, Beduiner, Munke og maltesiske Qvinder roede forbi.

Nedenfor Falderebs-Trappen ved vort Skib laae over et Dusin Baade med skrigende Roerkarle, der betragtede os som godt Bytte; en ung russisk Officer, med hvem jeg havde gjort Reisen herhid fra Neapel, foreslog mig, at vi to skulde seile i Land, og i Forening see Mærkværdighederne; han vilde paa Vandringen foreløbig være Kassemester og vi foer afsted.

Flere Fakiner, alle Maurer, flokkede sig ved Landings-Stedet omkring os for at være vor Fører, vi valgte En, der kun skulde føre os til Hotel de mediterranea; den ene Las paa ham slog den anden, men han bar dem saa kjækt, som en Fyrste sit Purpur, et Par kulsorte Øine lynede i det brune Ansigt.

En Vindelbro fører til La Valettas Port; Mure og Grave ere udhugne i Klipperne, og Gravene selv frembyde Skuet af den rigeste Frugthave; her var et Vildnis af Orangetræer, bredbladede Palmer, Pebertræer og Lotus.

Indenfor Byens Port begynder en Gade med Frugtboutiker; Frugt af alle de Arter, Syden eier, møder Øiet, et Skue saa rigt og broget, som man aldrig har det i Norden. Her var en Bevægelse, en Trængsel, som i Neapels Toledogade, maltesiske Qvinder, aldeles sortklædte og med Slør, der bleve holdte saa tæt om Hovedet, at man kun saae Øine og Næse; engelske Soldater i deres røde Uniformer, pjaltede Fakiner og pyntede Matroser, Alle i travl Bevægelse! smukke Karreeter paa to Hjul og kun med een Hest for joge forbi, den mauriske Kudsk løb ved Siden.

Snart vare vi i større Gader, alle Husene havde et palaismæssigt Udseende og derhos et eget Præg ved den Mængde grønmalede Trækarnapper, hvormed de vare besatte. Alle Hovedgader luftige og brede og deels macadamiserede, deels brolagte med Lava. Alle saa renlige, ja festlige kunde jeg næsten sige.

Hotellet, hvor vi steg ind, var saa comfortabel og prægtigt, som om det var ført herhid fra Dronning Vittorias kongelige Stad.

Jeg sad alt med en fransk Avis i Haanden, da jeg udenfor hørte Larm; min russiske Reisefælle havde budt vor Maurer kun nogle faa Skillinger for sin Gang med os, og Karlen vilde ikke modtage saa lidt; jeg saae, hvor stor Summen var, og fandt ogsaa, at den burde forøges, Russeren sagde Nei og aabnede Døren, Maureren lagde Pengene paa Trinet, satte sin Fod paa dem og med et Blik, der paa enhver Scene kunde have gjort sin Virkning, udtalte han Stolthed og Vrede. Jeg vilde give Manden lidt flere Penge, men Russeren stillede sig mellem os, gav Tjenerne et Vink, og de satte den Misfornøiede udenfor. Og saa var den Historie glemt!

Jeg gik imidlertid strax efter ud paa Gaden, hvor jeg ventede at finde Maureren, og han stod der ogsaa, omringet af en Flok lasede Karle. Pengene, som Tjeneren havde lagt udenfor Døren, laae der endnu paa samme Sted; jeg rakte ham omtrent det tredobbelte, mere end der var budt ham, i det jeg gjorde ham forstaaeligt, at det kom fra mig.

Hans Øine rullede i Hovedet, han pegede endnu engang paa de faa Penge, den Anden havde budt ham, viste paa sine Laser, holdt min Arm tilbage, Intet vilde han modtage, knøttede sin Haand op mod Huset og gik bort, stolt som en krænket Adelsbaaren. Mig forstemte denne første Scene paa Malta.

Vort besøg gjaldt nu Domkirken, der er indviet Døberen St. Johannes; den er lige saa eiendommelig som smagfuld: alle Søiler ere forsirede med arabeskartede Udhugninger, forestillende Snirkler og svævende Engle; Væggene selv have et rigt forgyldt Løvværk og al-fresco-Billeder, malede af Calabreseren Matheo, et prægtigt Høi-Alter og rige Monumenter over Stormestrene. I det blanktpolerede Gulv prange brogede Ridder-Vaaben; Orgelet brusede, Røgelse-Karret blev svunget og de knælende Malteserinder skottede fra det Himmelske til de jordiske Reisende, de anede maaskee, at een vilde besynge dem.

Gouverneurens Palads, eengang Stormesterens, ligger ikke langt herfra; det er en Bygning, der uden paa er ligesag skummel, som den indeni er broget og prægtig; i store Malerier kan man her opfatte den historiske Virken af Malteserridderne paa Rhodos. Dog prægtige Malerier og kostbare Tapeter kan man finde paa de fleste Slotte i Europa, men hvad man ikke finder paa disse, men kun i Gouverneurens Palads paa Malta, er Arsenalet. Alle Søiler ere her slanke, høie og aldeles skjulte med Spyd, Øxer og Sabler, der paa det meest maleriske ere grupperede, som om de udgjorde en Deel af Søilen selv, som vare de kunstige Udklipninger, den ene ganske forskjellig fra den anden, men alle i samme Forhold, hvorved Alt bliver Harmoni i den uendelige Søilerække. I Geled langs Væggene staae de tomme Rustninger, som Maltheserridderne have baaret, og Væggen selv er bedækket med deres Billeder, deres Skjolde og Vaaben. Øverst sees Stormesteren Vignacourts Portrait, malet af Caravaggio; en straalende Sol pranger over det, og rundt om Rosetter af Pistoler, Arabesker af Geværer, Sabler og Pile. De røde Blomster ved Rosaliefesten kunne ikke dristigere flettes til Drapperier, end disse Vaaben ere det.

Op af den mageligste Trappe, et halvtaars Barn kunde krybe op ad den, kommer man ud paa Bygningens flade Tag, hvorfra man overskuer Byen, Øen og det udstrakte Hav. Det laae blikstille. blinkende blaat, og langt ude skinnede det sneebedækte Ætna, som en Pyramide af carrarisk Marmor. Den brændende Solhede mildnedes af de friske Søvinde. Jeg vendte mig mod Africas Kyst, Malta var mig nu et Norden, jeg følte Længsel, som Trækfuglen i Høst, min Tanke fløi til Løvens Fædreland, den fulgte Caravanen over Ørkenens Sand, fløi til de Sortes Skove, hvilte ved de guldbringende Floder, og drømte med Ægyptens Konger i de skyomkrandsede Pyramider. Ak! mon jeg aldrig kommer der?

Hvilken Udstrækning rundt om! det hele Malta seer ud, som et Muurværk i Havet! næsten intet Grønt mødte Øiet, kun den gule Grund, der gjennemskares paa kryds og paa tværs af murede Indhegninger og Bygning ved Bygning; man seer strax, at denne Plet er den meest befolkede paa hele Jorden.

I en af de lette, elegante, tohjulede Karreeter, med een Hest for og Kudsken løbende ved Siden, rullede vi ud af Porten, Maalet for vor Landtour var Citta vecchia.

Strax udenfor Fæstningsværkerne gav Alt os Billedet af et afrikansk Land. Ikke et Træ saae vi, intet Grønt, uden det lave nys fremspirede Korn og de yppige store indiske Figen, der ligesom Væltede frem af Jorden og fra de gamle Mure. Det var en brændende Solhede. Veien gik langs med den af Maltheserridderne anlagte Vandledning, der er meget lav, flere Steder kan man let springe over den, og dette synes et Barneværk mod Vandledningen ved Rom. Vejene ere ganske fortræffelige; vi kom forbi nogle Veirmøller, hvis egne luftige Bygning tiltrak sig min Opmærksomhed, de mage kunne sættes i Bevægelse ved den mindste Luftning; de have tolv til tyve Vinger, saa at disse danne en heel Rosette; Bygningen selv er aldeles af Steen, net og pyntelig, en Spiral-Steentrappe fører op til Værket. Alle Veirmøller, jeg siden saae paa de græske Øer og ved Dardanellerne, havde ganske samme Form, men Malta frembød de første af denne Art.

Udenfor Citta vecchia overskuede vi hele Øen, den laae uden Skygge, med en Overflade guul og skinnende, som Solskinnet selv; lave Mure paa kryds og paa tværs dannede Indhegninger, strakte ud over det hele Land, hvorved det ganske fik Udseende af et Landkort, hvorpaa selv de mindste Grændser ere antydede.

Citta vecchia, Biskoppens Sæde og fordum Øens Hovedstad, er en ikke ubetydelig By. Kirken, der bærer St. Peters og St. Pauls Navn, er ganske i Stiil, som de italienske Kirker, stor, luftig og broget, men den Reisende, der kommer fra Italien, er saa overmættet af at beskue Kirker, at selv en Kirke som denne ingen Virkning har, vi saae ogsaa her Katakomberne, der ganske ere som de under Rom, snevre uhyggelige Gange, hvor man, ved at have seet ti Alen, fuldkomment har Begreb om, hvorledes det seer ud i de næste ti. I Kjelderen under St. Pauls-Kirken er en Hule af ringe Udstrækning, midt i den staaer en Marmorstatue af Apostlen, der skal have levet her, efter at han i Storm strandede paa Maltas Kyst. Men hverken Hule, Katakomber eller Kirke gjorde noget Slags Indtryk paa mig. jeg var overmættet ved Skuet af denne Art; det gik mig, som det gaaer mange Reisende: er man paa et Sted, hvor der findes eet og andet at see, da gjør man sig det til en Pligt at see det, fordi det staaer i Bøger, fordi der tales derom; men som oftest er Tingen ikke denne Ulejlighed værd. Hvad der interesserede mig i denne By, var Folkelivet, de halv tilslørede Bønderqvinder, hvis Øjne lynede bag Sløret, Vrimlen af lasede Tiggere og de mange fremmede Matroser, der havde lejet sig Heste og jog afsted med deres blanke Hatte, hvorpaa Skibets Navn stod med gyldne Bogstaver, skinnende i Solen. Vi hørte her ikke et italiensk Ord, Almuen forstod os slet ikke og talte en Art Arabisk.

Paa Hjemveien passerede vi en prægtig Villa, hvis skyggefulde Have prangede, som en duftende Bouquet, midt i denne brændende Ørken; høie Pebertræer og Palmer med vifteformede Blade rakte høit over Muren; paa det flade, østerlandske Tag gik en Mængde bevæbnede Tyrker; Drusernes Fyrste, Emir Beschir, der var flygtet hid, boede her, sagde man os, og derfor var det Ingen tilladt at see Haven; mange sorte Slaver vandrede om i Gaarden, og en prægtig Giraffe stod ved Muren og aad af de grønne Løvtræer. Det Hele var et saa asiatisk Billed, at det selv uden den luende Solhede vilde og maatte brænde sig ind i Erindringen.

Ikke langt fra Qvarantainen, der seer stor og anseelig ud, ligger den engelske Kirkegaard; den er næsten overvældet af Monumenter, alle hugne af Maltas Steen; intet Monument var imidlertid af nogen paafaldende Skjønhed, ingen Indskrift greb mig ved sin Eiendommelighed, intet stort bekjendt Navn fandt jeg her, derimod smukke Blomster, duftende og store, og her var varmere end i Norden paa dens bedste Sommerdag, uagtet vi først skrev den 17de Marts.

Henimod Aften toge vi ombord igjen paa Dampskibet. Skuet over Havnen og Livet der var et Skuespil, jeg aldrig glemmer. Da Solen gik ned, lød Salut-Skud og alle Flag sank paa vort Skib; det var kun faa Minuter, og Natten laae over os uden Dæmring, men Natten, som den kommer i Syden: klar og gjennemsigtig, med funklende Stjerner, Stjerner der sige: "vi ere Sole, kan du tvivle derpaa!" -Færselen tabte sig inde i Staden, en svag Musik lød over til os, men snart brusede den i kraftige Toner fra de to Krigsskibe, som laae os nærmest, "God save the queen" blev spillet og sjunget, som jeg aldrig før har hørt det, men Omgivningen bidrog ogsaa Sit.

Nu lød Dandsemusik! paa et af Skibene var Bal! Stjernerne selv syntes at dandse paa Vandspeilet. Baadene vippede, jeg kunde først silde rive mig løs fra dette Skue.

Tidlig om Morgenen blev jeg vakt ved, at der blev gjort reent paa Skibet, efter at Kul var taget ind; da jeg kom op, skinnede Dækket i al sin Friskhed, man gjorde sig klar til at seile; rundt om os lød Skrig og Raaben, de svømmende Boutiker med deres Handelsmænd omringede os; nøgne Drenge tiggede, Passagerer steg ombord, vor Perser sad alt paa Kulsækken nær ved Skorstenen, en Beduin indsvøbt i sin hvide Bernusch og med Pistoler og Knive i Beltet, laae med Ryggen op til ham, et Par maltesiske Qvinder i deres sorte Slør havde grupperet sig ved Maskineriet, Grækere i broget Dragt og med den røde Fess paa Hovedet lænede sig til Relingen. Ved Falderebs-Trappen store to Matroser Vagt og holdt Orden med jernbeslagne Hellebarder. Pakker, Kasser og Kister stabledes op! Styrmandens Pibe lød, Dampen hvislede ud af Røret og om Skibets Hjul; Kanonskud lød, Flagene veiede, og i rask Fart gled vi ud fra Maltas Rhed, ud paa det aabne Middelhav, der laae saa blaat og stille som et Fløielsklæde, spændt hen over Jorden; Havet syntes en blaalig Duft kun, en stjerneløs fast Himmel under os, og i den gjennemsigtige Luft strakte det sig saa vidt for Øiet, som jeg aldrig før har seet det; ingen mørk eller lys Stribe begrændsede Horizonten, det var en Klarhed, en Uendelighed, som ikke kan males, ikke antydes, uden ved Tankens evige Dyb.

Stednavne og personnavne: Etna, Egyptens