Vel er Danmark et protestantisk Land, men mangen Helgens Navn lever her endnu paa Folkets Tunge eller knytter sig her til et eller andet Sted. I mangen dansk Landsbykirke pranger endnu Madonnas Billede, enten malet høit paa Muren, under Hvælvingen, hvor det ei er blevet overkalket, eller paa selve Altertavlen. Ved Solnedgang ringe endnu de danske Landsbykirkeklokker, som i Catholicismens Tid til ave maria.

Sanct Knud var den første Helgen, jeg som Barn hørte nævne, skjøndt min lutherske Katechismus ikke talte et Ord om Helgener. I min Fødeby bærer en gammel, prægtig Kirke denne Helgens Navn, bag Altret der hviler hans Been. Sanct Knud var engang i Danmark en større Helgen end Konge, tusinde Lys brændte paa hans Altar; Gildeskraa prangede med hans Navn. Som Lille hørte jeg Historien om ham, den danske Konge, der af Jyderne, fordi han vilde paalægge dem Skat, blev forfulgt til Fyen; han hvilede sig paa Veien der, og Stenen, hvor han sad, var blødere end hans Fjenders Hjerter, endnu seer man Sporet af, at han sad der, jeg saae det som Barn og jeg troede derpaa. I Odense i Sanct Albani Kirke søgte Kongen Frelse, Fjenderne flokkedes udenfor og Kongens Tjener Blake var sin Herres Forræder.*)

*) Derfra kommer den danske Talemaade "falske Blake".
 

Ind gjennem Kirkevinduet blev kastet en Steen, den rammede Kongens Hoved, og han sank i sit Blod foran Høialtret, hvor han bad. Munkene gjorde Kongen til en Helgen, selv i Rom blev reist ham et Altar.

Som Barn kom jeg aldrig nogen Aften St. Knuds Kirke forbi, uden jeg lukkede mine Øine, og just da saae jeg allertydeligst den døde, blege Konge, med Guldkrone paa det blødende Hoved og med Kaabe af Fløiel og Hermelin, vandre under den høie Kirkehvælving fra Daaben op til Altret.

I Verdensbyen Rom ligger til Høire i Gaden fra Engelsborg ud mod Peters-Pladsen et Munke-Kloster med en Kirke, jeg troer den kaldes transmontane, eet af de mange Altre herinde er det, som blev indviet Helgenen den danske Kong Knud; paa Alterbladet staaer han med Guldkronen paa og i Kaabe af Fløiel og Hermelin, ganske som jeg som Barn tænkte mig ham at vandre i Kirken, der gjemmer hans Been.

Den 19de Januar er det Sanct Knuds Fest, forkyndtes der i diario romano. Regnen skyllede ned, det var et hæsligt Veir, men som Dansk maatte jeg dog ud at see den danske Helgen feires. Jeg kom ind i Kirken, her var ikke et Menneske; to smaa Tællelys brændte saa sørgeligt, saa fattigt, paa Sanct Knuds Alter.

Det kunde jeg ikke bære over mit Hjerte, jeg maatte idet mindste vide, hvorfor her ikke var gjort lidt mere Stads. Jeg ringede paa Klokken ind til Klosteret, en gammel Munk traadte ud, jeg spurgte, hvorfor Sanct Knud ei havde flere end to Lys, hvorfor her ingen Musik og Festlighed fandt Sted.

"Ak min Herre!" sagde Munken, "vort Kloster er eet af de fattigste i Rom! vi have kun Raad til at feire een, eneste stor Fest om Aaret," og han nævnede denne Helgen, "da er her Musik! da straaler Kirken med Lys! kun eengang aarlig kunne vi bringe Sligt istand! Sanct Knud er fra Norden, og derfra faaer vort Kloster aldeles Intet! Sanct Knud er fattig!"

Jeg følte Manden havde Ret.

Alene stod jeg foran Helgenens Alter, min Barndoms Helgen! i hvis Kirke jeg havde grædt ved min Faders Kiste, i hvis Kirke jeg er confirmeret, Helgenen, hvis Kirke engang tjente mig i sin Storhed som Maalet for alle Bjerghøider, ja selv for Afstanden imellem Jorden og Stjernerne. Sanct Knud, Alverdens Ære er forgængelig! I dit fordums jordiske Kongerige lyder nu ingen Messe mere for din Sjæl, der brænder intet Lys ved din Grav, og selv i Pavens By har Du paa din Fest kun to fattige Tællelys! Det Festligste er, at en Landsmand staaer ved din Grav og ridser det sørgelige Billede af Mindet om Dig, Sanct Knud.
 

Stednavne og personnavne: Sankt Knud, Fyn, Sankt Albani Kirke, Peterspladsen,