I hvor slet end Vinteren kan være i Rom, den bringer dog Dage, skjønne, som de smukkeste Foraarsdage i Norden, man faaer Lyst at komme i det Grønne, og dette findes der! Roserne staae i Flor, Laurbærhækkerne dufte - vi have mange Steder at vælge til vor Spadseregang. Nu ville vi besøge Ruinerne af Keiserborgen. En heel Bjergslette er det de ligge paa midt inde i Byen; her er Viinmarker, Haver, Ruiner og usle Huse, her er frodigt Agerland og golde Pletter, hvor Æselet gnaver paa en Tidsel og Gederne søge det moslignende Græs.

Ud mod Forum staaer endnu en Række faste Mure, store Hækker og Hængeplanter vælte, som en Cascades Vand, ud over Skrænten; høie Cypresser kneise øverst deroppe; vi vandre den brede Kjøre-vei og staae foran en Villa midt i en Have saa grøn og duftende, at vi ikke kunne tænke os, at nu er det Vintertid, at vi ere i Januar Maaned. Reseder, Levkøier og Roser dufte i Bedene; Citroner og Apelsiner skinne paa Træerne mellem det mørke Løv! Vi vandre gjennem en Allee af Laurbær hen til den naturlige Balcon, som Muren frembyder ud imod Campagnen; vi see under os de eensomme Gravmonumenter, den gule, bugtede Tiber og langt ude i Horizonten en glasklar Stribe: det er Middelhavet.

Midt i Haven, hvor vi gaae, ere to betydelige Aabninger ned i Jorden; de ere ganske runde, og fra den øverste Rand, til saa dybt man kan see, beklædte med et yppigt Eviggrønt; man skulde true, at hver af dem var et Krater, der i Stedet for Lava og Aske kastede Grønt og Blomster, hvormed den hele udstrakte Ruin kunde bedækkes. Under disse Aabninger strække sig store Hvælvinger saa dybt, at Daglyset ei naaer Gulvet. Her, hvor maaskee engang Marmorkummen stod og deilige Qvinder badede deres skjønne Lemmer, omstraalede af tusinde Lamper, omduftede af Røgelse, opfyldte af Sang og Strengeleg, hopper nu den klamme Frø; maaskee denne er en af hine mægtige Keiserinder selv, som er dømt til at slæbe sine vaade, tunge Lemmer dernede i Mørket, hvor hun fordum udklækkede onde, dræbende Tanker!

Bliv nede i den sorte Nat, Usalige! heroppe blomstre Roserne! den varme Solstraale kysser Laurbærtræets grønne Blad, og den Fremmede inddrikker her et Skjønheds Billede af Syden, der aldrig vil udslettes af hans Tanke.

Vi vandre bort fra disse frodige, grønne Svælg, vi følge Stien, der snoer sig mellem blomstrende Buske hen over høie Muurskrænter, en Trætrappe fører os ned i en anden Deel af Keiserborgen, til en Kaalhave. Gulvets Mosaik er forsvundet, Regnormen skyder op af den vaade Jord, hvor fordum Roms Keiser med sit Hof strakte sig omkring det ødsle Taffel. Her duftede de kostbare Retter, Flamingo Tunger, Mælk af Muræner, Hjerner af Paafugle; her vexlede under Maaltidet disse Jordens Store deres rige Klædninger, her prangede de med falske Lokker, sminket Hud og Øienbryn, Guldstøv i Haaret og med Skoe, hvis Saaler duftede af Salve. Den stakkels guldbræmmede Slave stod ubevægelig, som Kaalstokken nu; dersom han hostede eller nyste, blev han kastet i Fiskeparken, for at fede Fiskene, der skulde sættes paa Keiserens Bord.

Hvilke Minder knytte sig dog til dette Sted, her hvor Caligula, Commodus og Tiber herskede. Digteren slynger med Foragt disse vanvittige Keiseres Navne ud i Verden, Forbandelser over dem lyde til Verdens Dom! Skoledrengen selv i den mindste By høit mod Norden knytter sin lille Haand og kan ei bede til Gud for de onde Mennesker.

Paa Keiserborgens Ruiner svæve hine Fordærvedes Aander, de flyve med Tankens Hurtighed Jorden rundt og dvæle kun, hvor en Forbandelse udtales over deres Liv og Færdsel! - Flyv over Hav og Land! Intet Slægtskab, ingen politiske Forhold, Intet beskjærmer Eder nu! I staae alene! - Menneskene dømme! Gud tilgive!

Hvor Ødselheden væltede sit Overflødigheds Horn, voxer nu den tarvelige Grønkaal, de Mure, som omsluttede den dyriske Last, bære nu Undseelsens brede Figenblade; Olietræet groer, hvor Blodet flød. Vi ville mindes Titus, mindes de Ædle, hvis Liv kaster Solglands paa Minderne, vi ville see paa de duftende, skjønne Roser, og glemme den sjunkne Storhed for den evig herlige Natur!