Det var en af de første Dage i Februar, men et deiligt Solskin, Mandeltræet stod i Blomster! - En Vogn med tre Danske *)

*) Theologen Conrad Rothe, Digteren H. P. Holst, og Forfatteren.

rullede hen ad den gamle Via tiburtina, forbi Kirken St. Lorenzo; endnu i denne Aften ved Fakkelblus vilde de see de styrtende Vande i Tivoli.

Ruiner af Oldtids-Grave og forfaldne Taarne fra Middelalderen rage frem paa den ujevne Campagne. Hyrder, i Faareskinds Pelse og med Madonnabilleder paa den spidse af Solen gjennembrændte Hat, stode ved de forfaldne Mure, hvor et Baal var tændt, hvorfra den blaagraa Røg hævede sig i Luften.

Allerede mærkede vi den giftige Stank fra den lille Flod Solfatare, den er kun som en Bæk, men dens giftige Dampe have dræbt alle friske Spirer rundt om, et svovlguult Skum flød ned af det fule Vand. Vi kjørte i Gallop og snart vare vi ude af den forpestede Kreds. Floden Anio, med friske Strømme, sivgroede Bredder og et malerisk Taarn, bød os Velkommen paa Bjergenes Gebeet! Vejen gik op ad og altid mellem Træer; en prægtig Olieskov ligger her foran Byen. En forunderlig Lufttone omhyllede den store, udstrakte Campagne; denne Blaahed, det Violette i Bjergene langt ude og tæt ved os det stærke Mørkegrønne i Træernes Løv var af en herlig Virkning. Solen, som gik ned, kastede et rødt Ildskjær paa Træstammerne, de syntes forgyldte; Lyden af en Sækkepibe lød under Bjergskrænten. Alt gav Billedet af en smuk sydlig Aftens yndige Ro. Med Ungdoms Sind jublede vi alle Tre over denne Deilighed.

Solen sank ikke langt fra det Punkt i Horizonten, hvor Peters Kuppelen tronede, og strax var det mørk Aften. Vi vandrede gjennem de skumle Gader ud til den modsatte Side af Byen til albergo del Sybilla, der har sit Navn af det gamle Sybillatempel, der her er bygget op til Randen af Afgrunden ved de brusende Vande. Vi hørte i vor Stue den vilde, evige Torden, som de store Cascader istemme.

Føreren tændte sin Fakkel, en Karl fulgte efter med to store Bundter Hø, de skulde antændes inde i Grotterne, foran de styrtende Vande. Det var bælgmørkt i den lille Have udenfor, Fakkelskjæret oplyste kun de nærmeste Hækker. Himlen var som oversaaet med Stjerner, men de lyste ikke. Vi fulgte en smal Vej mellem Buskene, bestandig nedad, bestandig ombruset af Vandfaldene dybt under os. Det, at vi kun formaaede at see de allernærmeste Gjenstande omkring ham, der bar den brændende Fakkel, og at alt det Øvrige laae i den mørkeste Nat, gav hele Vandringen noget Eventyrligt. Ingen af os vidste, om den Afgrund, hvori vi hørte Vandet bruse, var lodret bag de nærmeste Hækker, eller selv tæt ved det Grønsvær, vi stundom betraadte.

Snart blev Vejen ganske snever, den steile Klippevæg havde vi til Højre, Afgrunden til Venstre; Føreren vendte sin Fakkel i Græsset, saa den næsten ganske slukkedes, svingede den derpaa i Luften, og den flammede atter, beegsort Røg hvirvlede hen over Træernes glindsende Blade.

Pludselig standsede han, udstødte et vildt Raab, og pegede op imod Vertshuset. Høit paa Fjeldkanten lige over os laae det gamle, runde Sybillatempel, et Bundt Hø havde man tændt mellem Colonnerne, Luen kastede et flammende Lys paa Søjler og Mure, det saae ud, som holdtes der en Oldtids Offring; Vandene sang jo endnu deres majestætiske Hymne med samme Tordenstemme, som i en af hine Gudinden indviede Nætter! - I eet Secund stod det hele Tempel omstraalet af det meest effectfulde Lys, og det blev igjen Nat, den mørke Nat.

Vi vandrede ad en smal Sti, Forsteninger hang i malerisk Vildhed ud over vore Hoveder; tæt ved os var en Skrænt, hvor dybt gik vel denne! Fakkellyset viste os ingen Bund, Vandet tordnede ganske nær. Vi maatte holde os ved de grønne Hækker, for ikke at styrte i Dybet. Klippeblokkene, som en naturlig Trappe, førte os snart ind i Sirenernes Grotte. Af fuldt Bryst maatte vi der tæt ved hinanden raabe, skulde den Ene forstaae den Anden. Vandfaldene styrte gjennem Grotten med næsten bedøvende Lyd. Ihast tændtes Ild i en Hob Hø, den klare Flamme oplyste Hulen, Alt drev med Vand, de phantastisk formede Klipper, det ujevne Gulv! det røde Ildskjær spillede paa den hvide Vandsøile, der med Lynets Flugt styrtede fra en uhyre Høide og atter banede sig Vei gjennem en Aabning i Klippen; Føreren kastede brændende Hø ud paa den brusende Strøm, og Høet brændte endnu idet Vandet hvirvlede det med sig i den gabende Afgrund; et kort Øieblik viste det os den dybe Hvirvel.

Her fra een af de glatte Stene, hvor nu var anbragt en lille Tverbjælke, gled, for et Par Aar siden, en ung Engellænder, og forsvandt for evig. Den nu regjerende Pave, Gregor den Sextende har, for at ikke Byen, undergravet ved de mange Vandfald, pludselig skal styrte sammen, givet Floden Anio et nyt Afløb, der danner Cascaderne, og herved er fremstaaet et Vandfald, der i Størrelse overgaaer alle de andre. Da jeg i 1834 besøgte Tivoli, var dette Værk under Arbeide, det fuldendtes to Aar senere; hvor jeg dengang gik og plukkede Blomster, bruste nu og maaskee for altid, Tivolis største Cascade. Til den vandrede vi fra Grotterne, men vi maatte først igjen op ad den ujevne, fugtige Trappe, vi maatte atter holde os i de friske Myrtegrene tæt ved Afgrunden, og i samme Nu, netop her, gik Faklen aldeles ud; den Tanke gjennemfoer mig, vi maae blive her i Nat, vi maae sætte os i disse Hækker, ikke flytte en Fod ellers er det Døden. Her fulgte et kort, stille Øieblik, Fakkelen svingedes susende i Luften, Føreren lod den med al Kraft flyve mod Klippegrunden og Flammen blussede svagt, snart lyste den herligt. Jodlende vandrede han nu raskere frem ad en bredere Sti. Lidt efter lidt fik Alt her Udseende af Kunstens Indvirkning, her vare stærke Rækværk, murede Trapper, steilt gik de ned ad, Faklen lyste ud over Gitteret, en Sky af Vandet, knust til Støv, hævede sig op imod os. Som den hvideste Mælk styrtede den hele Flod i det svimlende, sorte Dyb. Vi gjennemvandrede en lang Bue, i hvilken Floden havde sit nye Leie, og gjennem hvilken den med Pilens Hurtighed nærmede sig Faldet. Her var intet Rækværk, Faklen oplyste Strømmen, brændende Hø blev kastet derud, og det seilede med en Flugt, som Fuglens, det var til at svimle ved. Jeg følte alle Nerver angrebne, det kolde Vand sprang ud af min Hud, jeg maatte knuge mig op til Muren og hefte Øiet en Tid paa den faste Hvælving oven over. Det var umuligt her at gjøre sig forstaaelig for en Anden, saaledes bruste den mægtige Strøm!

En halv Time efter sad vi alle tre oppe i et stort Kammer, rundt om det vel dækkede Bord, vi talte om Danmark, om alle vore Kjære, Skaaler bleve drukne for dem, mens Cascade og Cascateller tordnede dertil.

Det var en Aften fuld af Poesi; Arm i Arm stode vi ved det aabne Vindue, Stjernerne glimrede saa smukt, og som et hvidt Flor skimtede vi under os i Dybet de brusende Vandmasser, der istemte deres Sang saa stærkt og evigt, som ingen Digter kan synge den.