Reisebilleder 4: Maaneskin og Sollys

Det var efter Midnat, jeg sad i den rullende Vogn; vore ridende Soldater holdt tæt ind til den; det var det deiligste Maaneskin! en stor Stad med gamle Mure laae ligeforan; nu blev det sort Nat, vi foer ind af Porten og atter igjen straalede Lyset. Vi vare i Modena! Som en sælsom Drøm fuld af Maaneskin staaer endnu dette Skue for mig. - Gamle Bygninger med Buegange, et prægtigt Slot med en udstrakt Plads aabenbarede sig, men Alt mennesketomt og stille, ikke fra eet Vindue skinnede et Lys ud til os, ikke eet levende Væsen bevægede sig i denne store, gamle Stad, det var ganske trolddomsagtigt. Vi holdt ved en lille Plads; midt paa den stod en muret Søile, hvis øverste Deel dannede en Slags Lanterne med Glas for, en Lampe brændte derinde; - "det evige Lys" kaldes denne Slags Alter, Nat og Dag holdes Lampen tændt.

Flammen syntes i det stærke Maanelys kun et rødligt Punkt, en malet Flamme; en Qvinde indsvøbt i pjaltet Mastel sad og sov ved den; hun hældede sit Hoved op til den kolde Søiles Muurvæg, et sovende Barn laae paa Knæ med sit Hoved i hendes Skjød. Jeg stod længe og betragtede denne Gruppe, den Lilles Haand laae halv aaben paa Moderens Knæ! jeg lagde ganske sagte en Skilling i Barnets Haand, og Barnet aabnede Øinene, saae paa mig og lukkede dem øieblikkelig igjen. Hvad mon han drømte vel? - Jeg vidste, naar han vaagnede, havde Maaneskinnet lagt ham Sølv i Haanden.

Ved Sollys saae jeg Bologna; den ligger mellem frodige Viinmarker tæt under Apenninerne, der danne et grønt Gjærde, hvori hver Ranke er en Viinhave, hver Blomst en Villa eller en Kirke.

Solen spiller en stor Rolle i denne Egn, Byfolkene ynde den ikke, derfor er Alt beregnet paa at give Skygge, alle Huse danne svale Buegange; men i Viinmarken hersker Solen og modner den saftfulde Drue, selv med Stenene slutter den Forbund. Det er her i Nærheden, i Bjerget Paderno, den saakaldte bononiske Steen *)

*) Spongia di Luce.

findes, hvilken har den særegne Egenskab, at den indsuger Solens Straaler og derpaa lyser i Mørke.

Jeg tænkte derpaa, da jeg i Sollys saae den store By og mit Øie faldt paa det skjæve Taarn! see det er ogsaa en Steen-Masse, der lyser, tænkte jeg, men Lyset har denne faaet fra Dantes Divina comedia.

Jeg tænkte derpaa, da jeg besøgte den rige Kirkegaard og betragtede de mange Marmor-Monumenter; disse ere ogsaa bononiske Stene, der faae deres Lys fra den Døde, de ere reiste over; men jeg fandt ingen, der endnu havde inddrukket noget Lys, skjønt paa den ene læstes, at her lage en berømt Comedieskriver - og paa den anden stod, at her hvilede en Dame, der havde kunnet tale Græsk og Latin.

Jeg tænkte paa den bononiske Steen, da jeg stod for en af Byens private Bygninger og man nævnte mig Eieren. Dette Huus vil ogsaa engang udsende en Nimbus, men har den ikke ret endnu, thi Solen er oppe, Stenen inddrikker i vor Tid Straalerne - Eieren maa døe, saa kommer Glandsen - Eieren er Componisten Giacomo Rossini.
 

Stednavne og personnavne: Appenninerne, La Divina Commedia,