Wenn einer Deutschland kennen

Und Deutschland lieben soll,

Darf man ihm Nürnberg nennen,

Der edlen Künste voll;
Die nimmer nicht veraltet,
Die treue fleiss'ge Stadt;
Wo Dürers Kunst gewaltet,

Und Sachs gesungen hat.

Schenkendorf.

Historien om Casper Hauser bærer ganske Præget af et foregaaende Aarhundrede, ja, i hvor sandfærdig vi end vide den er, kunne vi dog ikke ret placere den i vor Tid; dog, skal den spille i denne, maatte blandt Tydsklands store Stæder, som ogsaa Tilfældet var, Nürnberg være Scenen.

Man fortæller om Kotzebue, at han har skrevet "Korsridderne" for Decorationerne, som Scenen allerede havde, man kunde saaledes næsten falde paa at Casper Hauser var skrevet for Staden Nürnberg; thi naar man undtager Augsborg, forekommer ingen Stad ved sit Ydre saaledes at føre tilbage i Middelalderen, som den gamle frie "Reichsstadt" : Nürnberg.

Da jeg for flere Aar siden var i Paris, saae jeg et Panorama af den senere verdensberømte Daguerre, det forestillede, troer jeg, Deyen af Algiers Sommerslot; man saae fra det flade Tag ud over Haven, Bjergene og Middelhavet; men for ret at stemme og forberede Beskuerne, kom man først gjennem et Par Værelser, der vare ganske østerlandsk drapperede, og igjennem smaa Vinduer saae man ud over Toppen af en Palme eller over høie Cacter; jeg maatte tænke paa dette Arrangement ved, gjennem det gamle Franken at rulle ind i Nürnberg. Fra man i Staden Hof er kommet paa bayrisk Grund, begynder Alt, lidt efter lidt, at understøtte Phantasien, der i Nürnberg agter at drømme sig tilbage i Middelalderen og have en correct og velordnet Scene for sin Drøm.

Efter at have passeret Münchberg, vare vi i Bjergene, og Egnen fik mere og mere romantisk Characteer. Alt laae i Aftenbelysning. Bjerget: "der Ochsenkopf", det største her, var ganske skjult i vaade Skyer, Veien blev snever og mørk; ved Bernech indsluttedes den ganske af stede Klippevægge; til Venstre, nogle Alen over os, laae et forfaldent Taarn, der i gamle Dage vist har behersket Indgangen her. Bernech selv, med sine ujevne Gader, Lysene, der bevægede sig indenfor de smag Vinduer i de gamle Huse, Postillonens Musikstykke, der klang veemodig, som Melodien til en gammel Folkevise, Alt aandede os Romantik i Tanken. Jeg følte Lyst til at lægge Ord under disse Moltoner, Ord om Røverridderen, der laae paa Udkig oppe i det gamle Taarn, mens Nürnberger Kjøbmænd kom med deres Varer i den dybe Huulvei; Ord om Overfaldet i den maaneklare Nat, saaledes som den røde og hvide Main saae det og siden fortalte det for Broder Rhin, under de viinløvkrandsede Kyster.

Vi foer gjennem Bayreüth, Jean Pauls By; og snart i Morgentaage øinede vi det gamle, storartede Nürnberg.

Da jeg kom det ganske nær, saae dets gamle græsgroede Voldgrave, dets dobbelte Mure, de mange Porte med Taarne opførte i Form af opreiste Kanoner, de velbyggede Gader, herlige Brønde og gothiske Bygninger, maatte jeg erkjende: Du er dog Bayerns Hovedstad! vel har Du maattet give din Krone til München, men din kongelige Værdighed, din eiendommelige Storhed bærer Du endnu! Under dit Scepter rakte Borgerflid, Kunst og Videnskab hverandre Haanden; vidt over Land lød Adam Krafts Hammerslag og Mester Conrads og Andreas Klokker; Albrecht Dürers Billeder sang Nürnbergs Navn endnu høiere end Skomageren Hans Sachs kunde det, og den gode Mester havde dog en udødelig Stemme; Peter Vischer lod Malmet flyde i kjække Skjønheds Billeder, som hans Tanke saae dem; Regiomontan hævede dit Navn til Stjernerne, mens dine Børn ved ham bleve større, begreb det Nyttige og Ædle. Marmoret formede sig til Skjønheds-Billede, Træblokken forvandledes til et Kunstværk.

Postillonen blæste gjennem Nürnbergs Gader; Husene ere forskjellige fra hinanden og dog prægede med samme Charakteer; og alle ere de gamle, men velvedligeholdte; de fleste malede grønne, nogle have Billeder paa Muren, andre ere prydede med fremspringende Karnapper og Altaner, gothiske Vinduer med smaa ottekantede Ruder indesluttes af tykke Mure; paa de spidse Tage kneiser den ene Række af Luger over den anderi og hver Luge har et lille Taarn. I store Metalskaale falde Springvandene, der omsluttes af kunstigt smeddede Gittere. - Dog, man kan ikke fortælle Sligt, det maa males! havde jeg Evne dertil, da vilde jeg have stillet mig paa den murede gamle Bro over Floden, hvis gule Vand piler afsted og jeg vilde der have aftegnet de sælsomt fremspringende Side-Huse, den gamle gothiske Bygning, der paa Buer, som Vandet strømmer under, kneiser ud over Floden, og holder op til sig en lille hængende Have med høie Træer og blomstrende Hække! Kunde jeg male, da vilde jeg gaae hen paa Torvet, trænge mig gjennem Mængden og skizzere Springbrønden der; vel pranger den ikke nu, som i gamle Dage, med dig Forgyldning, men alle de prægtige Malm-Figurer staae endnu. De syv Churfyrster, Judas Macchabæus, Julius Cæsar, Hector! ja, det er berømte Folk! hele sexten smykke Brøndens nederste Søile-Række, og oven over træder Moses frem med alle Propheterne! Var jeg Maler, vilde jeg gaae til St. Sebaldus Grav, naar Sollyset faldt gjennem de brogede Kirkeruder paa Apostelstatuerne, som Peter Vischer gjød af Malmet, og Kirke og Grav skulde blive tegnet, som de afspeilede sig i mit Øie; men jeg er ikke Maler, jeg kan ikke gjengive det. Jeg er Digter, og derfor spurgte jeg om Hans Sachs's Huus, og man viste mig ind i en Sidegade og pegede paa et Huus; det havde de gamle Former, men det var dog et nyt Huus, Hans Sachs's Billede prangede med hans Navn derpaa, men det var dog ikke det Huus, hvor han levede og syede Skoe. Det er Stedet, men Alt er nyt. Navn og Billed tyder paa, at her er et Vertshuus, der til Skildt bærer hans Navn og Portrait. 6263 Comedier, Tragedier, Viser og Mestersange skulle være skrevne her. *)

*) Hans Sachs er født 1495. † 1576 den 20de Januar.

Fra Digterens Huus gik jeg til Kongens Slot, og denne Bygning harmonerer i Eet og Alt med det gamle Nürnberg; ridderlig Pragt udenfor og hyggeligt indenfor; her er høie Mure, Gaarden selv er snever, men det store grønne Lindetræ, som her groer, har Duft og Sagn, der gjør Stedet hyggeligt og kjært. De smaa Værelser, hvor saameget Stort har rørt sig, synes at udvide sig for Tanken, idet enhver Plet har en egen Interesse.*)

*) I eet af Værelserne hænger i en stor forgyldt Ramme et Digt, der udtaler denne Tanke; det er skrevet i vor Tid, af en Bogbinder Schneer, der boer i Nürnberg; Verset lyder saaledes:

"Enge wohnte man sonst, weit war es aber im Herzen."

Also ertönte uns jüngst "Ludwigs" begeisterter Spruch.
Drum - ist klein auch die Burg, in der einst die Kaiser gewohnet,

Fühlt sich gewiss hier Sein Herz heimisch im engen Gemach.

De brogede Vaaben i Loftet, de gamle Helgenbilleder med stive gyldne Glorier, hvormed Væggene ere pyntede, give selv det mindste Kammer en egen Storhed, den Tanken forlener enhver Ting, ved hvilken Phantasien sættes i Bevægelse.

Kakkelovnene, - de ere alle af Leer, store og malede grønne, - de kunde med deres tusinde forgyldte Figurer, disse christne og hedenske Billeder, give Stof til sælsomme Eventyr. Hvilke Aftener kunde ikke her Barnet opleve og hendrømme, naar Ilden i Ovnen oplyste disse vaabenmalede Vægge, og de gyldne Figurer traadte frem og forsvandt igjen, alt som Flammerne lyste; af Barnets Tanker kunde da Brentano ordne os et udødeligt Eventyr.

Jeg kom til at tænke herpaa, idet jeg, medens Slotsfogeden førte mig om og opramsede Aarstal og Navne, betragtede hans lille Dreng, der fulgte os, men mange Øieblikke standsede for at lege i et Vindue. Jeg vilde hellere fortroligt have siddet med den Lille og hørt ham fortælle Sandhed og Drømme, og andet er i Grunden dog ikke de fleste Fortællinger, som de Ældre give os og kalde historiske. Jeg gad i den maaneklare Nat staae med ham og see ud over den gamle gothiske By, hvis Taarne pege mod Stjernerne, som om de vilde tyde dem, see ud over Sletten, hvor Postillonens Horn klinger og da tænke paa Wallensteins Ryttere, der her blæste til Kamp; i Taagerne, der svæve hen over Engen, vilde jeg see de svenske Ryttere, der kjæmpede for deres Tro.

Jeg gad sidde med den Lille under Linden i den snevre Slotsgaard og med ham see, hvad Sagnet beretter om Eppelin, den vilde Ridder af Gailingen. Fra sin Ridderborg speidede han hvert Tog af Nürnberger-Kjøbmænd, der med deres Varer drog til Staden, som Falken slog han ned paa sit Bytte; men nu var Falken fangen, den vilde Ridder smægtede i denne Borg, hvor Linden groer; hans Døds-morgen kom og ham blev forundt, som det efter gammel, smuk Skik altid forundtes den Dødsdømte, at han før sin Død kunde udbede sig et Ønske opfyldt, og Ridderen bad, om han endnu engang maatte ride sin tro Hest.

Og Hesten vrinskede af Glæde, bar stolt sin Herre om i den lille Gaard, og Ridderen klappede dens kraftige, slanke Hals, Musklerne syntes at svulme paa det ædle Dyr, dens Hove sloge i Steenbroen; altid kraftigere, altid raskere jog den i Kreds, sag Fængselsvogtere og Krigsknegte maatte holde sig tæt op mod Væggene, for ret at give den Plads; og de gjorde det trygt, thi Borgporten vidste de var vel tillaaset, Ridderen kunde ikke undvige. Skjøndt kunde de have læst i Hestens Øie, hvad der var at læse, siger Krøniken, da vilde de have standset Hesten i dens Flugt og bundet den vilde Ridders stærke Hænder. Og hvad stod der i Øiet! det talte sit stumme, men ildfulde Sprog:

"I denne elendige Gaard tør ikke dit ridderlige Blod flyde! her tør ikke dit virksomme, lystige Liv ende! skulde jeg ikke længer bære Dig i det muntre Slag, gjennem de dybe Huulveie og de grønne Skove! jeg ikke oftere spise Havren, rakt mig af din tapre Haand! stol paa min uhyre Kraft, jeg redder Dig!"

Og Hesten hævede sig; Ridderen trykkede Sporene i dens Sider, drog dybt sin Aande, bøiede sig hen over Dyrets Hals; - fra dens Jernskoe fløi Funker, og det halve Under var skeer, thi Hesten stod paa Ringmuren, og snart fløi de begge over den brede Borggrav og vare frelste.*)

*) Fuldstændigere findes dette Sagn i "Nürnbergsche Denkblätter" 1840.

Naar Vinden suser i Lindens Blade, fortæller den derom.
 

Nedenfor Borgen, i Gaden tæt ved, ligger et gammelt Bindingsværks Huus paa tre Etager, den ene rager lidt udover den anden. Hver Fremmed standser og beskuer det. I Forstuen hænge Vaabenskjolde, sendte fra Bayerns forskjellige Byer; hvad er det for et Huus? Vi gaae kun nogle Skridt om Hjørnet, og paa den lille Plads staaer Eierens kraftige Billede; Malmet blinker i Solen, det er Albrecht Dürers Monument af Rauch.*)

*) Det reistes den 21de Mai 1840; begeistrede Sange løde her fra de Unges Bryst; ved Illuminationen læstes følgende Indskrift paa Dürrers Huus:
 

"In diesem, Hause schuf einst Dürer seine Werke,

Und hier that ihm die Kunst den Freudenhimmel auf,

Und höher stieg er stets mit neuer Kraft und Stärke -

Er lebte, liebte, list, und - schloss hier Seinen Lauf."

Den kraftige Aand, der levede hos Regiomontan, Dürer og Peter Vischer er ikke forsvundet; der er Kraft og Vindskibelighed i denne Stad! vel lærte jeg under mit korte Ophold her kun eet Huus at kjende, men Alt derinde bar Præget af hvad man kalder den gode gamle Tid. Manden i dette Huus var Billedet af Ærlighed og Snille, som Staden fortæller det om sine gamle Borgere. Det var Boghandler Campe, en elskelig, kraftig Mand, den eneste jeg her levede med, men han var vistnok ogsaa en af de bedste Repræsentanter Staden kunde byde en Digter, der skulde tale begeistret og sandt om den.

Nürnberg ligner enkelte kraftige Gamle, hos hvem endnu Ungdommen rører sig, hos hvem Tanken er bevægelig nok til at knytte sig til dennes Ideer. Et talende Exempel bliver Jernbanen fra Nürnberg til Fürth, denne Bane var den første, der blev anlagt i Tydskland. Det gamle Nürnberg var den første Stad, som gik ind paa den unge Tids gigantiske Tanke at drage Byerne til hinanden ved Damp og Jernbaand.
 

Stednavne og personnavne: Tyskland, Augsburg, Berneck, Bayreuth,